Copenhell 25: 54 % energi og 100 % nostalgi
Man skulle nok have været ung i 2005 for, at Bullet For My Valentines koncert rigtig skulle være en fest ...
Bullet for My Valentine gik torsdag aften på hovedscenen Helviti med et klart koncept: At fejre 20-årsjubilæet for deres debutalbum ‘The Poison’ ved at spille hele pladen fra start til slut. Det er en idé, der i teorien virker fin og burde kunne skabe en frirum for nostalgiske følelser og minder – men resultatet var en koncert, der først og fremmest talte til dem, der allerede var fans af bandet. De af os, der var unge i 2005, da bandets debutplade udkom. De, der nu er omkring de fyrre og primært ser koncerterne på Copenhell som et baggrundstema for fadølsindtag.
Koncerten blev sparket i gang med den ikoniske intro fra ’The Poison’, og det satte en tydelig retning for resten af sættet. For alle andre, der ikke var med på nostalgitrippet, var det svært at føle den samme entusiasme. For selvom ’The Poison’ uden tvivl har haft sin plads i metalcore-historien, så er det også en plade, der i dag føles noget bedaget. En udgivelse, der næppe vil blive betragtet som andet end et støvkorn i generel musikhistorie. Sangene og produktionen mangler den tyngde og dynamik, som moderne metal har vænnet os til.
Dertil kom en udfordring, som Bullet for My Valentine ikke kunne kontrollere: vinden. Den rev og flåede i lydbilledet, og særligt i de hurtigere og mere detaljerige passager blev det til tider svært at høre, hvad der egentlig foregik. Det tog en del af energien ud af oplevelsen, også selvom bandet tydeligvis lagde energi i koncerten. Ikke sådan 100 %. Mere 54 % - og så blev resten kørt hjem på rutinen og gentagede floskler.
Bandet selv fremstod professionelle og veloplagte – måske lige velpolerede. De blanke læderjakker, det veltrimmede ydre og de store smil emmede mere af rock’n’roll-teater end af ægte fandenivoldskhed. Det virkede næsten, som om Bullet for My Valentine forsøgte at spille rollen som stadionband snarere end bare at være det. Så kan man naturligvis diskutere, om bandet virkelig er et stadionband. Men der skal dog ikke herske tvivl om, at de leverede energi (54 %). Forsanger Matt Tuck havde kontakt med publikum, og bandet gjorde en reel indsats for at løfte stemningen – og den var der. Mange blandt publikum sang med, og fællesskabsfølelsen var mærkbar.
Det var derfor en empatisk koncert mere end en decideret musikalsk stærk en af slagsen. Man følte, at bandet gerne ville konceptet og koncerten. Ditto, at publikum gerne ville lade sig rive med. Det er bare ikke nok til at forsvare en plads på hovedscenen. Bullet for My Valentine var måske en naturlig hovedakt for 15 år siden, men i 2025 føles det mere som et udtryk for mangel på bedre.
Alt i alt leverede bandet en solid koncert for fansene – og nok også kun for dem. For alle andre blev det en lidt flad oplevelse båret af nostalgi frem for nødvendighed. Men det var da rar musik at drikke fadøl til.