Tramp dine følelser ihjel
Du vil danse, du vil headbange, du vil være voldsom – ’Unkillable Angel’ er din plade.
PARTY TIME SEXY DISORDER
RAT KID LIFESTYLE
ALL Tails Deaths Animations
RUINESS
CLOUT STRIFE
BURY YOURSELF
KNOW YOURSELF
LOSE YOURSELF
PEE YOURSELF
Weed store kratom
holding your sleeping body i prayed to god for the first time in my life that i would be able to keep you alive (P1500021.MP4 November 12 2020)
Ada Rook er lidt af en kamæleon. Den canadiske kunstner har gjort sig bemærket inden for musikken siden 2017, hvor hun startede duoen Black Dresses. Sideløbende er det blevet til en solid række af soloudgivelser. Plader, der ligesom Black Dresses’ udgivelser arbejder med en spændende blanding af noisepop og elektro-industrial. Hvor gruppeeventyret ophørte i 2024 efter syv udgivelser, har Rook vanen tro opretholdt tempoet og er nu parat med endnu et solo-skud i form af ‘Unkillable Angel’.
…og der er ikke skruet ned for vanviddet eller de gode idéer.
Åbningsnummeret, med den absurde titel ’cortisol_inside cortisol_explosion excessive_cortisol cortisol_everywhere’, sætter tonen fra første sekund med voldsomme beats og vokaler så forvrængede, at de næsten smuldrer. Det er ikke bare en lydmæssig oplevelse, det er fysisk. Men under al støjen ligger der en tydelig hensigt: Rook bruger ikke støjen for støjens skyld, hun bruger den som et våben. En hensigt og et smertefuldt, brutalt ærligt manifest for, hvad kunstneren er i 2025.
Skulle man være i tvivl, er det kaos. Et følelsesmæssigt intenst ridt i manegen, der ofte smager mere aggressivt og voldeligt end det, vi ellers oplever. Det er et smukt udsagn om at leve livet hårdt og brænde ud, som lyset rammer morgendagen – med et ømt glimt i øjet og en ironisk distance. ”Everybody wants sympathetic light / traumacore doing numbers on spotify / everybody wants to be so hardcore / like you're real? that's great / i'm fake and it's tight”, skriger Rook på ’Party Time Sexy Disorder’, inden hun fortsætter ind i nummerets særdeles vellykkede mantra: ”I wanna get fucked up / I wanna fill you with cum / I wanna lose the respect of everyone I love” – det hele båret af et solidt hyperpop-beat. Et godt eksempel på Rooks lyst til at lege med lyd og tekst.
Vi får et tekstunivers, der er båret af personlige oplevelser, traumer, identitetsudvikling og underliggende ubehag. Ved første gennemlytning lyder det hele let, flot og simpelt komponeret, fængende fra start som ethvert skiveskåret popnummer. Men under overfladen venter en dragende og typisk kvalmefremkaldende intensitet.
Denne følelsesmæssige intensitet fortsætter hele vejen igennem albummet. ’Clout Strife’ og førnævnte ’Party Time Sexy Disorder’ er så aggressive, som deres titler antyder, men de er samtidig dansable. Brutale hybrider mellem gabber og elektronisk pop, med øjeblikke af uventet melodi. Modsat er ’All Tails Deaths Animations’ en af de mere tilgængelige sange. Med guitarer og strygersamples stjålet fra 00’erne får vi Rook på en itusamplet popskæring. Den står i stærk kontrast, men emmer stadig af underliggende vanvid.
Modsat står ’Know Yourself’ som en ildevarslende pendant. En pause i det musikalske oprør, hvor Rook blotter sjælen og står nøgen i et minimalistisk elektro-univers. Smukt, men med et skærende ubehag og mørk æstetik. Et kort ophold i stormen, inden det igen går løs med industrial undertoner, rå vokal og tunge beats. Et elegant udtryk for alsidigheden i kunstnerens musik og univers.
Det er et utroligt spændende univers at opleve. Bombastisk og åbenhjertet, smadret direkte ind i ansigtet på lytteren uden de store forsøg på at skjule den banale, men brutale sandhed: Livet er ikke nemt, og for Rooks vedkommende er det fyldt med smerte og udfordringer. Der bliver ikke lagt fingre imellem, og det kan til tider være ret hårdt at være vidne til. Dét ikke kun, fordi ørerne bliver smadret det meste af tiden.
Ada Rook beviser igen, at hun er en kunstner, man skal holde øje med, hvis man er til høj intensitet og klamt ubehag. ’Unkillable Angel’ er et must-listen i 2025, hvis du som lytter finder kontrasten mellem det hyperpoppede og det rå, metalliske industrial-udtryk interessant.

