Tunge beats i maskinhallen

Populær
Tunge beats i maskinhallen

Filter er tilbage efter fire års pause. Med fornyet blod og et brag af en udgivelse. En plade, der sender associationer til bandets første udgivelser, kombineret med en opdateret, nutidig, tung og industriel produktion.

Kunstner
Titel
Crazy Eyes
Trackliste
Mother E
Nothing In My Hands
Pride Flag
The City Of Blinding Riots
Take Me To Heaven
Welcome To The Suck (Destiny Not Luck)
Head On Fire
Tremors
Kid Blue The Short Bus, Drunk Bunk
Your Bullets
Under The Tongue
(Can't She See) Head On Fire, Part 2.
Karakter
4

Richard Patrick aka Mr. Filter har efterhånden hærget på den industrielle heavyscene siden 1993. Debuten ’Short Bus’ blev udgivet i 1995, og siden da er det blevet til yderligere seks album, en tur på rehab og en medfølgende pause fra Filter i perioden 2003-2007. ’Crazy Eyes’ er bandets seneste udgivelse. En plade, der er båret af fire nye medlemmer ud over Patrick. Heriblandt en keyboardspiller, for første gang i bandets historie.

Siden Patrick genstartede Filter-projektet i 2007, har bandet været en svingdør af musikere. Et element, der sandsynligvis har bidraget til den genremæssige forskel, der er mellem de efterfølgende udgivelser. ’The Trouble With Angels’ (2010) var meget mere heavy rocket end tidligere udgivelser, mens den efterfølgende ’The Sun Comes Out’ (2012) havde gen-implementeret de elementer af industrial, som Filter generelt er kendt for. Til trods for de industrielle elementer var ‘The Sun Comes Out’ et meget finpudset album. Godt produceret, men uden kant.

’Crazy Eyes’ er endnu et skridt mod det industrielle. Muligvis endda den mest industrielle version af bandet til dato, og pladen har masser af kant. Patrick har selv produceret albummet, hvilket er en succes. Det er tydeligt, at der er lykkedes frontmanden at skabe en lyd, der passer perfekt til pladen. Musikken er primært mørk, rå og beskidt, med grundlag i tunge beats og Patricks vokal, der skifter mellem det brutale og ildevarslende hviskende. 

Åbningsnummeret ’Mother E’ er tung, hård og ondskabsfuld industrial. Det er et nummer, der cementerer den industrielle udvikling. Nummeret er bygget op om tunge synths, pumpende bas, forvredet guitar og Patricks rustne, udkrængende vokal. Et sublimt åbningsnummer, der tydeligt varsler, hvad lytteren har i vente. Den efterfølgende single ’Nothing In My Hands’ fastholder momentum. Selvom nummeret er mere guitardrevet, ligger de programmerede synths og den tung bas stadig helt fremme i lydbilledet og sender associationer til bandets debut ’Short Bus’ og ikke mindst opfølgeren ’Title of Record’ fra 1999.

Generelt veksler pladen mellem det helt tunge industrielle og den mere guitardrevne industrial. En kombination, der skaber et solidt fundament. Selv når Patrick vælger det melodiske omkvæd som på ’Pride Flag’ og den singlevenlige ’Take Me To Heaven’. Når det er sagt, er ’Crazy Eyes’ bedst, når det er tungt og ondt. Når det melodiøse udskiftes med pumpende bas, og Bobby Miller på keyboard bliver sluppet løs. Når Patrick, gentagende og insisterende skriger "Burn that fucker/Burn that fucker down!" (’The City of Blinding Riots') med en sådan intensitet, at budskabet brænder sig fast.

‘Crazy Eyes’ er lidt af et blast from the past. En alvorlig reminder, og selvom det er et skønt sus af nostalgi, er det ligeledes en nutidig ørefigen af format. Patrick er lige så sur på verden, som han altid har været, og den tunge, industrielle tilgang til musikken fremhæver aggressiviteten og giver næring til lyrikken.

‘Crazy Eyes’ er dog ikke noget revolutionerende album. Det er Filter, måske endda i bedste format nogensinde. Det er solidt håndværk med en lang række sikre, nakkevridende numre. Selv den tunge, men samtidig melodiske, post-apokalyptiske hymne ‘Welcome To the Suck (Destiny Not Luck)’, holder flot niveau, trods faren for at lyde som et afdanket b-filmssoundtrack. Men i sidste ende tør Patrick ikke slippe tøjlerne fuldstændigt. ‘Crazy Eyes’ lider ikke decideret under de tungrockede indslag, men det havde været velset, om Patrick havde turde gå hele vejen og holdt fast i den tunge industrial hele pladen igennem. Det er indiskutabelt på de numre, at Filter gør det bedst anno 2016.