RF 25: Det rå, emotionelle højdepunkt
The Chisel på Gaia var en påmindelse om, at punk stadig kan være både vigtig, vedkommende og fuld af liv
Lørdag eftermiddag på Gaia bød på en af festivalens mest rå og ærlige koncertoplevelser, da det engelske punkband The Chisel tog ansvaret for at vække et søvnigt lørdags-publikum. Vi fik præcist den punkede energi, man kunne håbe på fra det britisk punkband, men også en overraskende emotionel koncert..
Vanen tro, har man lyst til at sige, var lyden på Gaia langt fra perfekt. Særligt trommer og bas var indledningsvist dominerende og havde det med at overdøve guitaren, hvilket gik lidt ud over nuancerne i bandets ellers stærke riffs og melodier. Paradoksalt nok lød det faktisk næsten bedre udenfor teltet, hvor lydbilledet virkede mere balanceret. Det var en skam, men heldigvis ikke noget, der for alvor punkterede oplevelsen. Især ikke, fordi bandets energi ramte som en flodbølge.
Forsanger Cal Graham, var intet mindre end en magtdemonstration som frontmand. En rigtig fortaler for den britiske arbejderklasse. Hans evne til at indpiske stemningen var imponerende, og han fungerede som en bro mellem band og publikum. Han råbte, svedte og sparkede liv i det sløve lørdags-publikum, der i begyndelsen virkede en smule tilbageholdende. Som koncerten skred frem, bredte energien sig som en steppebrand. Pitten voksede, og støvet stod ud under teltdugen som et fysisk bevis på, at publikum var blevet vækket.
Musikalsk er The Chisel dybt forankret i punkens traditioner, og koncerten var spækket med referencer til genrens koryfæer. Både i attitude og lyd. Men det hele blev leveret med en friskhed, der gjorde, at det aldrig føltes som en pastiche. De gamle virkemidler blev brugt med respekt og nerve, og netop den kombination gjorde koncerten med The Chisel til et mindre og hurtigt højdepunkt på dette års festival – og på en lørdag, der i nogen grad savnede de stærke kunstnere.
Et af koncertens mere intense og høj-emotionelle øjeblik kom, da Graham dedikerede sangen ’Cry Your Eyes Out’ til sin voldelige far. Det var et sårbart øjeblik i en hvirvel af støv og kampgejst, hvor punkens sjæl som ventil for personlige traumer stod frem. Det gav koncerten en emotionel dybde, der gjorde et varigt indtryk.
Afslutningen med ’Chisel Boys’ var ren katarsis. Publikum var for alvor med, og bandet efterlod scenen med et brag, præcis som man håber, et punkband gør.