Den ekstrametalliske dimension – Roxette: Joyride

Roxette og heavy metal ligger musikalsk milevidt fra hinanden, men ’Joyride’ fortjener en plads i enhver rockfans bevidsthed. Albummet forener pophåndværk, attitude og melodisk kraft på en måde, der taler til samme energi, som driver metal – bare i en anden farvepalette.

Slutningen af 80’erne og starten af 90’erne var en kaotisk tid. Det var en overgangsperiode med udvikling og forfald. Muren faldt, og kommunismen stod for alvor overfor et sammenbrud i Østeuropa. Mens Sovjet var i fuld opløsning, startede den eneste tilbageværende supermagt Golfkrigen – alt imens klimadebatten blussede op. Få af mange politiske højdepunkter i en ekstremt kort periode.

Kulturelt var perioden ligeså tumult. Mens 80’ernes powerdressing, neonfarver og skulderpuder stadig hang ved, tromlede 90’erne ind med en ny og frisk æstetik. Miami Vice hærgede på DR, hvis ikke NES’en eller Sega Master System var tilsluttet – musikalsk var Michael Jackson, Nirvana, N.W.A. og Depeche Mode sandsynligvis med til at hærge øregangene i den medbragte walkman og dertilhørende mixtape. Den periode var en smeltedigel af genrer og kunstnere, der både ville og kunne.

80’ernes synthpop og stadionrock fyldte stadig hitlisterne, men nye strømninger var på vej. Grungen var i flor, housemusikken buldrede gennem europæiske klubber, og MTV havde for alvor gjort musikvideoen til kunstform og salgsværktøj. Inden for det metalliske spektrum var der også fuld gang i udviklingen, ingen nævnt, ingen glemt. I Skandinavien var der også bevægelse: Svensk pop/rock havde allerede sat sig tungt på verdensscenen med ABBA, Europe og Ace of Base på trapperne, og Danmark ditto bød på navne, der fik spilletid internationalt. Musik fra Norden var ikke længere lokal, den var global.

Roxette var blevet Sveriges næste store, musikalske eksportvare. Mens ’Look Sharp!’ havde eleveret bandet med numre som ’The Look’, ’Dressed for Success’ og ’Listen to Your Heart’ og givet den svenske duo massiv spilletid, eksploderede kendskabet til bandet, da ’It Must Have Been Love’ blev brugt som soundtrack til endnu en kulturel markør for start-90’erne, 'Pretty Woman'. Med filmen blev bandets julenummer (originalt navngivet ’It Must Have Been Love (Christmas for the Broken Hearted)’) i en lettere modificeret udgave en international landeplage. Nummeret var originalt udgivet som single i ’87 i forlængelse af debutpladen ’Pearls of Passion’ (1986) – uden at opleve videre succes andre steder end i Sverige. Verden lå for bandets fødder.

Fra Gyllene Tider til verdensnavn
Roxette bestod dengang af sangerinden Marie Fredriksson og sangskriver/guitarist Per Gessle. Begge havde solide karrierer bag sig i hjemlandet, før Roxette blev til. Gessle var frontfigur og sangskriver i poprock-bandet Gyllene Tider, mens Fredriksson havde en solokarriere primært centreret omkring folk-orienteret pop og ballader. Kombinationen af Gessles sangskrivertalent og Fredrikssons vokal blev fundamentet for Roxettes internationale gennembrud.

Navnet selv er inspireret af Dr. Feelgood-nummeret med samme titel, udgivet i 1975 – et kort og internationalt klingende navn, der ikke skabte alt for mange associationer til Sverige. Gessle har senerehen delt sin daværende skepsis omkring navnet:
”Et par år efter vi startede, syntes jeg, det var et ret idiotisk navn. Mange troede, at Marie hed Roxette, og at jeg ligesom klædte mig som hende. Jeg tænkte: hvad fanden, det her virker ikke – men på det tidspunkt var det for sent.”

Med bandets succes endte navnet med at være en stærk markør, og da Roxette den 25. marts 1991 udgav deres tredje fuldlængdeudspil, var bandets allerede eksisterende succes en stor medhjælper til, at førstesinglen ’Joyride’ gik nr. 1 på den amerikanske Billboard Hot 100.

Pladen ’Joyride’ var dog langt fra en succes, der alene kan tilskrives de to kernemedlemmer. Udgivelsen blev indledningsvist til mellem Gessle og hans kompis og leadguitarist fra Gyllene Tider, Mats Persson. På tre uger indspillede de demo-versioner af en stor del af pladens numre i Tits & Ass-studiet i Halmstad. Den følgende måned fortsatte arbejdet sammen med Fredriksson, hvilket resulterede i 25 demo-numre.

Herefter tog bandet til Stockholm og gik i studiet med Clarence Öfwerman, der også producerede ’Look Sharp!’. Med sig bragte de en række andre prominente og veletablerede musikere fra det svenske bagland. Jonas Isacsson blev hentet ind til at hjælpe med guitar, mandolin og slideguitar, Per Alsing lagde et solidt lag trommer på pladen, og Clarence Öfwerman selv tog ansvar for keyboard, piano, synthesizer og orgel. Hertil flere backing-sangere, trompeter, harmonika og mange, mange flere instrumenter. Et alsidigt ensemble og et udtryk for den lyst til at omfavne musikken i alle dens facetter, der definerer ’Joyride’.

Titlen på pladen var valgt fra et kulturelt såvel som personligt perspektiv. På den ene side var det en reference til The Beatles’ Paul McCartney, der engang kaldte sangskrivning med John Lennon for “one long joyride”. På den anden side var det en beskrivelse af den musikalske rejse, som Roxette selv befandt sig på. Efter succesen med ’Look Sharp!’ var forventningerne enorme, og bandets pladeselskab EMI håbede på endnu et album fyldt med internationale hits – en situation, Per Gessle udtrykte som:
“Vi følte presset, men vi havde også selvtilliden. Vi vidste, at vi kunne levere.”

Albumcoveret selv er inspireret af sydamerikanske karnevaller og forlystelsesparker.

Det kan ikke bestrides, at Roxette leverede. Pladen har overgået ’Look Sharp!’ i salgstal, og ’Joyride’ har i dag solgt over 11 millioner eksemplarer – hvilket har bidraget til, at Roxette er det næstbedst sælgende band i Skandinavien nogensinde, kun overgået af ABBA.



Sangskrivning i verdensklasse
Per Gessle skrev sangene, og Marie tilføjede vokalen – eller som Gessle selv har udtalt i forhold til deres samarbejde:
“Hun var på toppen. Jeg skrev teksterne, men hun gav dem liv. ‘Watercolours in the Rain’ var for eksempel hendes, og jeg fandt en tekst, der passede – det blev noget helt særligt.”

Generelt set var det bandets force og et element, der står stærkt frem på ’Joyride’.

Modsat forgængeren er der en større musikalsk bredde på ’Joyride’. Gessles sans for pophooks bliver suppleret af en dybere melankoli, og Marie Fredrikssons vokal er på sit absolutte højdepunkt. Albummet bevæger sig fra lette popnumre over rockede energiudladninger til følelsesladede ballader – hvilket placerer udgivelsen i et spændingsfelt mellem glæde og sorg, der giver pladen dynamik og langvarig lytterværdi. Hertil kan man tydeligt fornemme det kulturelle skift fra 80’erne til 90’erne, hvor ’Joyride’ i højere grad er bygget på Gessles sans for solide riffs frem for de letbenede keyboardstykker, der hyppigt definerede ’Look Sharp!’.

Fem singler blev det til. Mens Fredriksson sang “It’s a joyride” med et glimt i øjet og skabte et globalt soundtrack til 1991, viste andensinglen, ’Fading Like a Flower (Every Time You Leave)’, den anden side af duoen: en dramatisk ballade om kærlighedens skrøbelighed, båret af sangerens kraftfulde stemme. Her får vi det poppede, melankolske element i fuld flor. Det ikoniske klaverstykke, der indleder nummeret, står som kernen, inden verset tager over, og guitaren tilføjer kant – leveret af Isacsson, hvis guitar i høj grad er med til at tegne udviklingen fra ’Look Sharp!’.

Tilsvarende opleves på den indlevende ’(Do You Get) Excited’. Den minimalistiske introduktion til nummeret, leveret af Fredriksson og Öfwerman, bliver brat brudt af et sublimt placeret hardrock-riff. Kontrasten er til at føle på gennem hele nummeret, hvor lyst, begær og kærlighed forenes.



På samme vis er det i højere grad guitaren, der definerer tredje-singlen ’The Big L.’ Ligesom den rockprægede energi skinner igennem på ’Hotblooded’, ’I Remember You’ og ’Soul Deep’ – sidstnævnte originalt udgivet på bandets debutplade.

Trods det rockede præg ligger pladens største succes gemt som fjerdesingle – og i balladeform. ’Spending My Time’ er med tiden blevet en af Roxettes stærkeste ballader. En stille refleksion over ensomhed og savn. Et ambitiøst nummer, der kun vokser i grandiositet, som det udvikler sig fra neddæmpet og sørgmodig pop til storladen powerballade med en af Fredrikssons stærkeste vokalpræstationer. Ditto et af få numre på pladen, hvor forsangeren har været med til at skrive teksten.



I livekontekst har bandet hyppigt spillet nummeret kun med Fredriksson og et piano – råt og uden omsvøb, med plads til den nødvendige patos, som sangeren selv beskrev det:
”Det her er en sang, jeg altid elsker at synge. Jeg gør det gerne uden bandet, bare mig ved klaveret. Bittersød og melankolsk. Den holder sig godt gennem årene. Den har klasse.”

'Watercolours In the Rain' derimod er det eneste nummer, hvor Fredriksson skrev melodien. Her fremstår det folkede pop-ophav tydeligt, tilføjet et nærmest country-twanget vers. Sidstnævnte går igen tekstmæssigt, hvor Gessle succesfuldt rammer stemningen i forsangerens lyd - endda med lyrikbidder, skrevet langt før 'Joyride' var en overvejelse. Specielt andet vers fremstår som symbol på den symbiose, der var mellem de to kernemedlemmer, og skaber associationerne til et sted langt væk fra det svenske:
"Find a place to settle down / Get a job in a city nearby / And watch the trains roll on by / I'll find the falling star / I'll fall in love with the eyes of a dreamer / And a dream worth believing".  

Femte single, 'Church Of Your Heart', opnåde aldrig samme succes som de foregående singler - og det forstå man godt, når man hører nummeret i dag. Trods solid sangskrivning af højt niveau, har nummeret ikke den samme catchiness som de foregående singler. Generelt set har ’Joyride’ dog et højt kvalitetsniveau. Selv om numre som ’Small Talk’ og ’Physical Fascination’ ikke ligefrem er ældet med ynde, har de en uimodståelig charme. Det samme har ’Things Will Never Be the Same’, der står som en gentle reminder om alt det, slut-80’erne kunne: akustisk guitar, fræsende synthesizere, gated reverb-effekt på trommer – og naturligvis lidt mere af Isacssons energiske riffs. En lille perle, før ’Perfect Day’ på afdæmpet, smuk vis afrunder pladen i sin originale form.



Fra superstjerner til arv
Ved udgivelsen modtog ’Joyride’ generelt meget positiv kritik. En måned efter udgivelsen havde pladen solgt 2,2 millioner kopier, mens Roxette slog muren ind på 11 millioner solgte udgivelser allerede i 2001. Året efter blev Fredriksson diagnosticeret med en hjernetumor, og selvom hun vendte tilbage til scenen flere gange, døde hun i 2019, kun 61 år gammel – en stor vokal, der blev stille alt for tidligt. Som Gessle udtrykte det for alle, der havde en relation til bandet:
“Tiden med Marie var en fantastisk rejse. Ingen sang som hende.”

Efterfølgende har Gessle fortsat med at optræde – både solo og under navnet PG Roxette – hvor sangskriveren har videreført arven og endda udgivet en enkelt plade i 2022. Omend Fredriksson ikke længere er blandt os, har Gessle videreført Roxettes arv og genoptaget touren under originalnavnet – med den erfarne Lena Philipsson på vokal. En genoplivning, der fører bandet til Danmark i november 2025 og giver nye som gamle fans mulighed for at opleve bandets kompositioner. Et kærkomment besøg – sidst Roxette gæstede Danmark, fik vi noget nær en katastrofe af en koncert, hvor både Tivoli i København og Fredriksson havde en off-aften.

Selv i en tid, der er ligeså kaotisk som da ’Joyride’ udkom – hvis ikke mere – kan pladen samle, selvom de, der samles, nok er blevet en smule ældre. Omend man kan diskutere, om Roxette virkelig er det samme uden Fredrikssons inderlige og hjertevarme vokal, kan man ikke diskutere værdien af bandets mange, stærke kompositioner. Og som Gessle har udtrykt det i forbindelse med turnéen:
“Sangene lever videre, og publikum synger med, som om Marie stadig stod der.”

Hvor langt væk fra metal er det her?
Nærmere, end man skulle tro. Guitararbejdet på ’Joyride’ er indiskutabelt inspireret af den tid, pladen udkommer i – med flere hardrockede riffs og trommesektioner, der nemt kunne findes tilsvarende hos tidens store hardrockbands.

Er der overhovedet noget metal over det?
Fredriksson har mere læder på albumcoveret, end de fleste metalbands havde på det tidspunkt.

Hvorfor skal man høre det, hvis det ikke er metal?
Fordi det er eminent sangskrivning, musikalsk arv og en gennemført god plade. En udgivelse, der for mange har været de første spæde skridt mod hårdere rock og metal.

Hvad gør det ved ens måde at høre metal på at have hørt det her?
Man vil værdsætte diversiteten i et bands lyd – forstå, at en plade som samlet værk kan løftes ved at lege med genreinput og ikke lade sig begrænse i forhold til, hvordan en plade kan sammensættes.

Er der noget, der faktisk er metal, som minder om det her, man kan høre i stedet?
Metal og metal – men man kan da bare sætte en Bon Jovi-plade på, længere væk er vi altså heller ikke. Skulle man være helt fortabt, kan man da prøve at lytte til 'Spending My Time' og derefter 'Nothing Else Matters' ...