Kærlighed til musikken
Roxette leverede en energifyldt hitparade i Royal Arena, hvor både nostalgi, nerve og nye kræfter holdte publikums fællessang i live.
Det næstmest sælgende band i Skandinavien – intet mindre. Solide rock-kompositioner, indlevende pop og mindeværdige ballader. Roxette har det hele og lidt mere til. På samme vis emmer Royal Arena af spænding, mens danske Halberg and Friends gør deres for at opvarme det fremmødte publikum. Succesfuldt, skal tilføjes. Vi får en smittende koncert, der hurtigt forplanter sig til tidlig fællessang i arenaen.
Giraffen i dag er dog svensk – og langt hen ad vejen mere en mastodont frem for en giraf. Det naturligvis til trods for, at bandet havde sin storhedstid i slut 80’erne og start/midt 90’erne. Publikum kom dog i alle størrelser, selvom de helt unge nok var der i forlængelse af forældrene. Under alle omstændigheder er der fyldt på siddepladserne, der i dag også har indtaget gulvet. Et specielt valg, band og musik taget i betragtning.
Per Gessle virker heller ikke, som om han har behov for at sidde ned. Som en svensk latino, hvis frisure aldrig er blevet ændret, er den primære sangskriver i Roxette overalt på scenen, fra første tone bliver slået an. Som ’The Big L.’ starter aftenen, får man fornemmelsen af, at Gessle nok ville visne hen og dø, hvis han ikke fik luft foran publikum.
”If you know the lyrics, sing along – if you don’t know them, sing along anyway, that’s what we do,” lyder det fra Gessle, mens tonerne til ’Sleeping in My Car’ kort tid efter får folk op af stolene, inden ’Dressed for Success’ for alvor sætter gang i fællessangen. På tre numre har Roxette allerede overbevist os.
Det er også noget nær essensen af bandet, vi får onsdag aften. Clarence Öfwerman, der trofast har produceret bandets udgivelser, er naturligvis at finde på keys. Christoffer Lundquist, Sveriges eneste tilbageværende hippie, som han tituleres, på guitar og Magnus Börjeson på bas. Alle kendinge i Roxette-kontekst. Og så er der naturligvis Jonas Isacsson, der i aften troner på scenen i røde sneaks og hyppigt rød guitar. Manden, der har leveret så mange af Roxettes hårdere og mere indlevende riffs. Tilbage efter 15 år og stadig en sublim guitarist.
Alle på scenen kan deres kram, og lysten til at stå foran publikum er tydelig. Både når det brager, og når det bliver stille og intimt. Da Gessle indleder den eminente ’Crash! Boom! Bang!’ med historien om bandets dyreste indspilning, skabt på en grobund af italiensk vin og pizza, får vi et kort pust i rockkoncerten. Indledt akustisk, inden Lena Philipsson tager ordet.
Philipsson er naturligvis den helt store oplevelse – og der findes næppe en evaluering af hendes optræden, der vil tilfredsstille nogen. Gessle er sangskriveren, Marie Fredriksson var stemmen – og det forsøger den nye forsanger heldigvis ikke at ændre på. I stedet fik vi de gamle hits leveret med respekt for ophavet og nok en kant mere soul og rockattitude end originalt.
Mens ’Wish I Could Fly’ aldrig rigtig letter, er vi tilbage på sporet med ’Fading Like a Flower (Every Time You Leave)’. Så kan man nok diskutere, om ikke der er en årsag til, at bandet ikke tidligere har spillet ’Vulnerable’ live. Det er ikke et af bandets stærkeste numre, og meget kan man sige om Gessle, men han er bedre til at skrive sange end til at synge dem. Ditto kunne man nok godt have udeladt den efterfølgende ’Milk and Toast and Honey’. Der er mange andre og bedre muligheder for deciderede deep cuts.
Vi kommer til gengæld godt rundt i svenskernes bagkatalog – og langt hen ad vejen føles det som en hitparade. ’Almost Unreal’ fra den katastrofalt ringe ’Super Mario Bros.’-film står stærkt i arenaen, ’Stars’ sætter igen gang i publikum, mens den fine kombination af ’How Do You Do!’ og ’Dangerous’ er tæt på at skabe et tidligt klimaks, før ’Joyride’ sætter trumf på.
Ekstranumrene var ganske som forventet. ’Spending My Time’ fik vi i akustisk version med Gessle og Philipsson alene på scenen – og det fungerede knapt så godt. Den ellers voluminøse powerballade faldt til jorden i en forsimplet version, der blev båret af publikum – og med al respekt for den nye forsanger, så var det normalt et Fredriksson-højdepunkt, som langt fra blev leveret i tilsvarende format denne aften. Modsat fungerede ’Listen to Your Heart’ eminent qua hele bandets engagement; tilsvarende gjorde ’The Look’, inden den smukke ’Queen of Rain’ rundede koncerten af, som nummeret har gjort så mange gange før.
Publikum kunne gå ud i natten efter halvanden times ægte rockkoncert. For det var den følelse, man blev efterladt med. Kærlighed til musikken, kærlighed til publikum, og kærlighed til de mange gode sange - tre guitarister, et sprudlende band, en backing-sanger, der var overalt på scenen, og et samspil, der reflekterer det arenaband, Roxette var og stadig er. Det kan godt være, at Lundquist var ved at vælte omkuld, efter energien under ’The Look’ fik ham til at tage springet fra et repos, men langt hen ad vejen fik man en koncertoplevelse tæt på bandets velmagtsdage. Af samme årsag virker det kun endnu mere sært, at vi ikke får et levende gulv, der kan give bandet samme mængde energi retur, som vi får leveret. Det ændrer ikke ved, at vi fik en nær uforglemmelig oplevelse, hvor kun en enkelt ting virkelig kunne have løftet koncerten – men man kan trods alt ikke bringe de døde tilbage, selvom publikum gjorde et mere end godkendt forsøg under fællessangen på ’It Must Have Been Love’.