Top 5 – De bedste fra '91

1991 metal albums

1991 var et vildt år. Metallica og Guns N’ Roses udgav kæmpe plader. Genrer som grunge og dødsmetal var aktive vulkanudbrud. Vi har de fem bedste fra det år.

1991. Et stort år i heavy metal. De fleste vil kunne lire Metallicas sorte plade, Nirvanas ’Nevermind’ og Red Hot Chili Peppers ’Blood Sugar Sex Magik’ af som værende vigtige udgivelser, men der er også meget mere end bare det i 1991. Grunge og dødsmetal var med til at stadfæste heavy metal i populærkulturen, og det var derfor et skelsættende år, der både indvarslede nye tider og satte firsergenrer på vågeblus. Og mens det er ret nemt at finde de mest sælgende plader fra 1991, så har skribenten en helt anden og mere personlig liste, der udgør denne uges top 5.

For at forstå vigtigheden af 1991, så bliver vi nødt til at starte i firserne. Generelt var den elektriske guitar blevet brugt mere og mere i det årti. Michael Jackson, Prince, Bruce Springsteen, U2 og Queen var blandt store navne, der brugte forvrænget rockguitar og siden kom Roxette, Bon Jovi og en del andre og gødede vandene blandt den gennemsnitlige lytter i radio og på MTV, da den kanal stadig spillede musik. Det samme kan siges om Dire Straits' hit 'Money for Nothing' og Yes' 'Owner of a Lonely Heart'.

Så da 1991 rammer er lytterne vant til rock og sågar hård rock. Def Leppard og Guns N’ Roses har med ’Hysteria’ og ’Appetite for Destruction’ gjort scenen klar til, at der nu kan spilles heavy metal på popkanaler. Men der var næppe ret mange, der havde forudset, at det ville blive navne som Nirvana, Pearl Jam og Metallica, der stjal al opmærksomhed foran de førnævnte kæmpenavne i musikindustrien. Ikke desto mindre blev det tilfældet.

For i 1991 blev følgende kæmpestore plader udgivet:

Metallica – Metallica
Guns N’ Roses – Use Your Illusion 1 & 2
Nirvana – Nevermind
Pearl Jam – Ten
Soundgarden – Badmotorfinger
Ozzy Osbourne – No More Tears
Red Hot Chili Peppers – Blood Sugar Sex Magik

Hvis man var i live i 1991 og var nået til en tocifret alder på dette tidspunkt, så vil disse navne og plader næppe være ukendte størrelser. På godt og ondt dominerede de plader det år. Særligt de tre øverste navne. Metallica, Guns N’ Roses og Nirvana. Bands der havde levet en relativt, bevares, stille tilværelse i deres respektive musikmiljøer og genrer og som med disse plader satte kurs mod stjernerne med raketfart. Man kan med rette diskutere, om det var ’Use Your Illusion’-pladerne, der gjorde det for Axl Rose og co., da de faktisk fik fart allerede på den førnævnte debutplade fra 1987, men dobbeltpladen satte blot turbo på populariteten.

Metallica og Nirvana derimod var ikke bookmakernes favoritter. Men at Metallica ville vende ryggen til den thrash-genre, de havde været med til at skabe og gøre utrolig populær, og at den lille by, Seattle, kun 100 kilometer fra den canadiske grænse helt oppe i det nordvestlige hjørne af USA, ville blive epicenter for en af de vildeste eksplosioner indenfor populærmusik, kunne ingen forudse. Ikke desto mindre blev det tilfældet. Nirvanas ’Nevermind’ ankom som en vulkan til musikverdenen. Hvor grunge havde levet sit eget liv i Seattle i slutningen af firserne og særligt pladeselskabet Sub Pop havde kultiveret navne som Nirvana, Soundgarden og Mudhoney, så blev de i løbet af 1991 et verdensomspændende fænomen. For det var indenfor en måned i august og september, at Nirvana udgav ’Nevermind’, Soundgarden kom med ’Badmotorfinger’ og Pearl Jam med deres ’Ten’. Pladeselskabet Geffen havde luret på Sonic Youth året forinden og havde således fået færten før de andre store selskaber. 

Så mens thrash mere eller mindre blev begravet i halvfemserne, kom grunge til. Det var dog ikke den eneste genre, der var klar til at bryde op gennem asfalten efter flere års vedvarende tryk fra undergrunden. Dødsmetallen var nu også klar til at indtage populærmusikken, og der blev i 1991 udgivet en stribe plader, der stadig står stærkt i dag. Det er dem, denne anmelder faldt pladask for dér tilbage i året, hvor han blev konfirmeret og brugte sine penge på vinyler, der måske, måske ikke, ville blive kigget skævt til, når han skulle vise, hvad konfirmationspengene var blevet brugt til.

Listen over vigtige udgivelser i 1991 er for lang til at kunne begrænse sig til en top 5, så vi har lidt boblere med. Den subjektive liste er dog som følger:

1. Death – ’Human’
Chuck Schuldiners musikalske højdepunkt. Schuldiner skiftede bandmedlemmer som en teenager går i bad. Det er ofte. På ’Human’ allierede han sig med Paul Masvidal på guitar og Sean Reinert på trommer. De to havde deres eget band Cynic, og de var venner med Schuldiner. På bas hentede han Steve DiGiorgio ind. Det var DiGiorgios første plade med Death. Han vare også med på den efterfølgende ’Individual Thought Patterns’ og generelt være en ven af Schuldiner og bandet resten af bandets tid. Det var dog klart de to gutter, Masvidal og Reinert, fra Cynic, der var med til at skabe lyden på ’Human’, der har gjort den plade til noget helt særligt i dødsmetal. Det er deres klart mest populære plade til dato, og det var også klart den plade, der blev hørt mest af de fem på listen

2. Sepultura – ’Arise’
Vi har for nylig gennemgået ’Arise’ på en metaldiktator, hvor vi vender hver en sten for at undersøge, hvordan og hvorfor ’Arise’ blev så populær, som den blev. Ligesom Death med ’Human’ vil mange kunne argumentere for, at Sepultura toppede rent kunstnerisk med netop ’Arise’. Det vil være vanskeligt at gå imod det, men vi har selvfølgelig alle vores favoritter, hvilket kun er med til at gøre de uendelige debatter desto mere underholdende og interessante. 

3. Morbid Angel – ‘Blessed Are the Sick’
Ligesom ‘Arise’ så har vi også her i foråret gennemgået ’Blessed Are the Sick’, der var en vigtig plade. Den viste, at Morbid Angel kunne mere end bare være gode på debutpladen ’Altars of Madness’. Det var dødsmetal på et andet niveau, end vi var vant til. Komplekse riffs, en dyb vokal og sangstrukturer, der udfordrede på en helt anden måde end deres samtidige.

4. Carcass – ’Necroticism – Descanting the Insalubrious’
Fra grindcore til dødsmetal. Britiske Carcass tog nogle genremæssige skridt fra det ene til det andet på ’Necroticism’, hvor svenske Michael Amott for første gang var med og trioen bestående af bassist og forsanger Jeff Walker, guitarist Bill Steer og trommeslager Ken Owen blev udvidet til en kvartet. Det indvarslede en ny æra for bandet, og et par år senere udgav de ’Heartwork’, der var stærkt medvirkende til at skabe genren melodisk dødsmetal. Først skulle Carcass dog selv flytte sig fra grindcore til dødsmetal, og det gjorde de på ’Necroticism’. En plade de her 30 år senere stadig er stolte af. Sangen ’Corporal Jigsore Quandary’ er ofte stadig den sang, de starter en koncert med, og ’Incarnated Solvent Abuse’ er deres mest spillede sang live overhovedet. 

5. Cannibal Corpse – Butchered at Birth
Hvor Carcass’ første plader havde nogle ret udfordrende pladeomslag, så var Cannibal Corpse i en liga for sig selv. Udpenslet vold, blod og en omgang med lig og ligdele, der vel stadig ikke nogensinde er overgået af andre. Alene chokeffekten ved at se et par zombier stå og skære babyer ud af maven på døde kvinder var nok til, at man som konfirmand var lidt loren ved at vise forældrene, hvad det var, man havde brugt sine penge på. Så det var heldigt nok, at der var rigeligt med AC/DC og Bathory, der stod forrest i reolen på drengeværelset, så bands, der starter med C, aldrig behøvede at stå og irritere de voksne, der var lidt bekymrede for hvilken retning, det nu ville tage med ham knægten, der var begyndt at høre musik, der lå ret langt fra det Madonna og Pet Shop Boys, de vidste, de andre børn lyttede til. ’Butchered at Birth’ var en brutal fortsættelse af Cannibal Corpses debutplade, ’Eaten Back to Life’ – bare med meget bedre produktion: vokalen var nærmest afgrundsdyb, og teksterne vildere end nogensinde før. Det var ekstremt på alle måder og noget nær den perfekte plade på det tidspunkt i undertegnedes liv.

Udover de fem personlige favoritter kastede 1991 også andre gode plader af sig. I dødsmetallen er det naturligvis Entombeds ’Clandestine’ og Suffocations ’Effigy of the Forgotten’, der også bør nævnes. Suffocation var et af de få bands, der growlede så dybt og hurtigt, at man, selvom man sad med teksterne foran sig, kunne fare vild i dem. Ganske imponerende. På den mere doomede front var der ’Slow, Deep And Hard’ fra Type O Negative, Cathedrals debut 'Forest Of Equilibrium' og Paradise Lost udgav ’Gothic’. Nu vil dødsmetalpuristerne muligvis kræve forfatteren til denne artikel hængt til tørre for ikke at nævne Atheist, Bolt Thrower, Dismember, Unleashed og Autopsy. Ro på. De er skam i samlingen. Men de nåede og når stadig ikke samme højder som de fem fremhævede. Og så har vi end ikke været forbi Mike Patton fra Faith No More, der i '91 havde sit projekt Mr. Bungle klar med debutpladen af samme navn.

1991 var således et stort år. Metal og tung, elektrisk guitar blev i den grad allemandseje. Pludselig kunne alle høre Metallica og Nirvana, og det blev ikke nær så mærkeligt, hvis man hørte Sepultura og Morbid Angel. Thrashen var den store taber. Genren gled i baggrunden, og der gik nogle år førend den fik sin anden ungdom igen. Men grunge og dødsmetal havde kronede dage. Alt imens Metallica sejrede af helvede til med ’Metallica’.