Metaldiktator: Morbid Angel – Blessed Are the Sick
Populær
Debutpladen ‘Altars of Madness’ står som en af dødsmetallens vigtigste udgivelser, men på ‘Blessed Are the Sick’ tog Morbid Angel et niveau op og lavede deres bedste.
2. Fall From Grace
3. Brainstorm
4. Rebel Lands
5. Doomsday Celebration
6. Day of Suffering
7. Blessed Are the Sick/Leading the Rats
8. Thy Kingdom Come
9. Unholy Blasphemies
10. Abominations
11. Desolate Ways
12. The Ancient Ones
13. In Remembrance
Morbid Angel er et af de bands, der skabte genren dødsmetal. Debutpladen ‘Altars of Madness’ er altid højt på lister over de vigtigste udgivelser nogensinde i genren. Med rette. Den indvarslede en ny genre på et niveau, der var ganske højt, og på den opfølgende ‘Blessed Are the Sick’ tog bandet adskillige trin yderligere op af stigen og lavede det, der i dag står som et nærmest klassisk mesterværk. Højt over stort set alt andet i dødsmetallens historie.
For at forstå, hvor vigtig ‘Blessed Are the Sick’ er, skal vi dog tilbage til midten af firserne, da Morbid Angel blev dannet. Guitarist Trey Azagthoth, forsanger og bassist David Vincent, trommeslager Pete Sandoval og guitarist Richard Brunelle var Morbid Angel, da de udgav ‘Altars of Madness’ tilbage i 1989. Den udkom på Earache Records, hvor andre store bands også blev samlet op i de formative år i slutningen af firserne. Men allerede på dette tidspunkt var Morbid Angel et stort navn i branchen. Med flotte demoer havde Digby Pearson fået øjnene op for de vilde amerikanere, og han havde få år forinden lavet pladeselskabet Earache Records. Morbid Angel skulle være med til at sælge det navn.
De fik en uges tid i Morrisound-studiet i Tampa, Florida, hvor de fik poleret de sange, de havde haft på diverse demoer igennem flere år, og nåede omsider et resultat, som både de og Digby Pearson var nogenlunde tilfredse med. Det blev til ‘Altars of Madness’, og Morbid Angel blev med det samme rockstjerner i den vordende dødsmetalgenre. Valget af studie dannede skole for en hel genre. Death havde med deres andet album ‘Leprosy’ også været i Morrisound-studiet.
Efter en succesfuld turné på halvandet år var Morbid Angel klar til at tage den et niveau op. Trey Azagthoth havde fået mere styr på, hvordan han gerne ville have musikken til at lyde, og David Vincent havde fundet ud af, at hans stemme kun blev stærkere og dybere af ikke at ryge. Derudover var der ingen Digby Pearson i studiet, så nu kunne de slappe mere af. Budgettet var lidt højere, og de fik en hel måned til at lege med teknikken; samtidig viste producer Jim Morris dem nogle teknologiske kvantespring, der ikke havde været mulige to år tidligere med debutpladen.
Nu kunne Morbid Angel for alvor sprede vingerne og lade den syge musik få luft under og udfolde sig i ørerne hos lytteren. Det blev der ‘Blessed Are the Sick’ ud af, hvor der både er instrumentale passager og klassisk musik. Guitarist og den musikalske rygmarv i bandet, Trey Azagthoth, har da også dedikeret pladen til den klassiske komponist Wolfgang Amadeus Mozart, da han mente, at det var det tætteste, Morbid Angel kunne komme den genre. Lytter man til musikken, er man da heller ikke i tvivl.
For på ‘Blessed Are the Sick’ leger Morbid Angel i den grad med stilarter og rytmer. Riffs og melodier er atonale, skæve, veksler konstant mellem forskellige tempi og udfordrer hele tiden lytteren. Hvor debutpladen var en tour de force i fart og aggression, er ‘Blessed Are the Sick’ en mere afmålt og afdæmpet affære. Der er ikke samme fokus på hastighed, men mere på det komplekse guitarspil. Det står klart allerede fra første nummer, ‘Fall From Grace’, der byder på abrupte temposkift og et helt andet tilbagelænet tempo. En sang, der stadig er fast inventar, når Morbid Angel giver koncert, og som indvarslede en lyd og tone, der ville definere bandet det næste årti. Det høres også tydeligt på titelnummeret, hvor der er masser af temposkift og sangen slutter af med fløjtespillet, der er med til at give sangen sit fulde navn ‘Blessed Are the Sick - Leading the Rats’. Rottefængeren bliver i den grad manifesteret.
Og så har vi ikke engang været forbi Pete Sandovals trommer. Pedro Rigoberto ‘Pete’ Sandoval kom fra El Salvador og startede sin musikalske karriere i bandet Terrorizer sammen med en hr. David Vincent, og senere tog de to deres kræfter videre i Morbid Angel, hvor de fandt den perfekte makker i Trey Azagthoth. Sandoval er en regulær maskine bag trommesættet, og ligesom på ‘Altars of Madness’ er der ikke meget fiksfakseri på ‘Blessed Are the Sick’. Kun nogle ganske få optagelser er lagt oveni hinanden. Ellers er det hele organisk og "live" på plade. Sammen med guitaren er har det været det instrumentale kendetegn for Morbid Angel. Det står knivskarpt på ‘Blessed Are the Sick’, hvor der nærmest ikke er en finger at sætte på trommespillet fra start til slut.
Slutteligt er der vokalen. David Vincent har en dyb baryton stemme, der ikke var at finde i andre bands. Som om det ikke var nok med fantastisk trommespil, indviklet og hurtig guitarspil og stram bas, så var der også lige vokalen fra David Vincent. Det gjorde Morbid Angel til deres helt egne, og tilsammen udgjorde de en magtfaktor i dødsmetallen i halvfemserne.
Særligt på ‘Blessed Are the Sick’ fik David Vincent frit løb for sine fantasier og interesser omkring satanisme. Teksterne oser af denne fascination af de faldne engle og den energi, der er omkring disse. Ved at kigge på gamle malerier i kunstbøger faldt Vincent over den belgiske maler Jean Delville. Han havde malet ‘Les Tresors de Satan’, der løst oversat betyder Satans skatkammer. Dette røde maleri, hvor en smuk Satan fortærer en flod af lige så smukke sjæle. Ikke noget djævelsk og nedrigt, men i stedet en kunstnerisk og æstetisk flot præsentation af Satan. Vincent blev øjeblikkelig betaget af Delvilles maleri og kontaktede galleriet for at spørge om tilladelse til at bruge det som cover til deres plade. De fik tilladelsen og blev dermed det første band, der brugte maleriet med tilladelse. For svenske Hexenhaus, der spiller thrash, havde faktisk allerede brugt det tre år tidligere i 1988 på deres debutplade ‘A Tribute to Insanity’, men dette uden officiel tilladelse. Det originale maleri, der måler 2,5 meter på hver led, kan ses i Belgien i galleriet på Musées royaux des Beaux-Arts de Belgique i Bruxelles.
Udover det åbenlyse musikalske geni i Trey Azagthoth, den millimeterpræcise trommeslager Pete Sandoval og den karismatiske forsanger med den særlige stemme, David Vincent, var gruppens fjerde medlem mindst lige så afgørende for lyden i starten af bandets karriere. Richard Brunelle havde en tydelig, klassisk træning og komponerede bl.a. den instrumentale ‘Desolate Ways’ på pladen, der var en afdæmpet pause mellem de mere regulære dødsmetalsange. Brunelle tilførte bandet en kvalitet og var i den grad med til at gøre musikken mere facetteret. Desværre gik Richard Brunelle bort i 2019 efter mange års stofmisbrug.
Pladen ‘Blessed Are the Sick’ er dog ikke væk. Den fylder 30 år i disse dage og fortjener at blive hevet frem. Den viser et band, der har lært af tiden som demoband og den første turné under bæltet. Sangene er mere komplekse og velorkestrerede, og produktionen har fået et nyk opad. Også selvom den i dag lyder en smule bedaget, er sangene stadig gode. Ud af de 13 numre er kun tre numre gammelt materiale fra demodagene. Det er ‘Unholy Blasphemies’, ‘Abominations’ og ‘The Ancient Ones’, der faktisk også blev udgivet senere samme år, i 1991, på demoudgivelsen ‘Abominations of Desolation’, hvor pladeselskabet udgav de sange, der i en periode var ment som Morbid Angels debutplade, men som bandet selv ikke mente var gode nok på det tidspunkt. 'Blessed Are the Sick' var dog god nok på det tidspunkt, hvor pladen udkom, og det er den også her i 2021. Nok er Morbid Angel bedre kendt for debutpladen 'Altars of Madness' og måske også 'Covenant' og til dels 'Domination', men kunstnerisk toppede de med den vidtløftige, ambitiøse og klassisk inspirerede 'Blessed Are the Sick', der står lidt i skyggen af de andre plader fra den periode i bandets historie.
Morbid Angel er og var et band, der teknisk set var på et højere niveau end de fleste af deres samtidige bands, og hyldes den dag i dag stadig for at være blandt genrens gudfædre. Den lyd, som Trey Azagthoth og resten af bandet skabte i slutningen af firserne og fik cementeret på 'Blessed Are the Sick' er en lyd, der blev kopieret i både Sverige, Tyskland og resten af USA i årene derefter. Mange musikere ser netop Morbid Angel som forbilledet for det perfekte miks mellem brutalitet, fængende melodi og teknisk kunnen på et niveau, der er værd at stile efter.
Her 30 år senere mener forsanger David Vincent stadig, at pladen er så god, at den fortjener noget opmærksomhed. Hans projekt I Am Morbid turnerer senere på året i Europa, hvor de i september og oktober giver en række koncerter, hvor fokus er på netop ‘Blessed Are the Sick’ pga. 30-års-jubilæet. Med sig har David Vincent sine faste makkere, trommeslager Tim Yeung og guitarist Bill Hudson. Trommeslageren har ligesom David Vincent været en del af selve Morbid Angel fra 2010 - 2015. Yeung nåede at være med på pladen ‘Illud Divinum Insanus’ fra 2011. I 2015 røg de dog i totterne på Trey Azagthoth og lavede deres eget I Am Morbid, som de har turneret med siden da. Et projekt, vi har set opføre Morbid Angel-sange i Flensburg, Aalborg Metal Festival, Los Angeles, Metal Magic Festival og igen i Aalborg.
Man kan godt ærgre sig over, at det ikke er Trey Azagthoth, Pete Sandoval og David Vincent, der til efteråret fejrer ‘Blessed Are the Sick’, men når de ikke kan blive enige, må vi klare os med dem, der rent faktisk gider. Det gør I Am Morbid i Danmark lørdag d. 25. september, hvor de rammer spillestedet Gimle i Roskilde. Med sig har de Grave, Gruesome og Pyrexia, så der er i den grad lagt op til en aften, hvor klassisk dødsmetal fra halvfemserne fejres.