Hyggehærg med onkel Dave
Populær
I Am Morbid kom, så og gjorde lige præcis, hvad man havde forventet. Hvilket var ligeså befriende rart, som det plejer. Vital Remains var aftenens positive overraskelse og gjorde det langt bedre, end man havde håbet på.
2. Fall from Grace
3. Visions from the Dark Side
4. Blessed Are the Sick
5. Rapture
6. Pain Divine
7. Sworn to the Black
8. Eyes to See, Ears to Hear
9. I Am Morbid
10. Maze of Torment
11. Dominate
12. Where the Slime Live
13. Dawn of the Angry
14. God of Emptiness
15. World of Shit (The Promised Land)
Under fanen ‘Morbidfest’ stod søndagen i Aalborg i dødsmetallens kulsorte tegn. Den mere gammeldags af slagsen, vel at mærke, for det var en særdeles rutineret kvartet med David Vincents Morbid Angel-spinoff I Am Morbid i spidsen, der skulle stå for underholdningen. Ganske glædeligt kunne det mærkes på aftenens kvalitetsniveau, at alle fire bands var scenevante veteraner, der med hver deres gennemarbejdede vifte af virkemidler havde en klar idé om, hvordan det dødsmetalliske produkt burde leveres.
Første skud i bøssen var italienske Sadist, der havde bebudet et sæt med altovervejende fokus på bandets ottende og seneste plade, Alfred Hitchcock-hyldesten ’Spellbound’, der udkom sidste år. En plade, hvis blanding af dødsmetal og progget, jazzet filmmusik gjorde bandet til aftenens musikalsk set mest aparte oplevelse, på godt og på ondt. Forsanger Trevor Nadir, der entrerede scenen i lædermaske med horn, slagterforklæde og tilhørende handsker, sørgede for den visuelle stimulans for det relativt fåtallige publikum, der var mødt op så tidligt på aftenen, mens den spillende trio bag ham, anført af chef-ideolog Tommy Talamanca, imponerede med deres musikalske kundskaber.
Mens Talamancas sideløbende håndtering af både guitar og keyboards var imponerende, og den ualmindeligt funky slagbassist Andy Marchini efterlod noget af en indtryk, havde bandet som sådan noget svært ved for alvor at få tag i publikum. Bandets Claudio Simonetti-inspirerede breaks brød det dødsmetalliske udtryk fint op og glædede den mere musiknørdede del af tilhørerne, men til gengæld var det så som så med den energi, som bandet transmitterede til publikum; ikke mindst fordi Nadir, tungt prustende mellem numrene og stillestående under hele koncerten, virkede, som om han var mere fokuseret på bare at nå igennem sættet. Hvilket da også lykkedes fint. Sadist var musikalsk interessante, men kom ikke synderligt ud over scenekanten.
Prøjserdød til forret
Lige modsat forholdt det sig med næste band på scenen, de tyske veteraner fra Atrocity. Anført af den smilende og vennesæle forsanger Alex Krull blæste tyskerne deres rock’n’rollede, Possessed-inspirerede prøjserdød ud over kanten og det meget modtagelige publikum, der satte pris på den simple, lettilgængelige 80’er-dødsmetal.
Mellem den fræsende ’Masters of Darkness’, den groovy ’Necropolis’ og thrash-inspirerede sing-a-long-kvad som ’Spell of Blood’ og ’Gates to Oblivion’ blev der tid til, at Krull kunne fortælle anekdoter om Scott Burns, om at turnere med Carcass og om at høre Napalm Death siddende i en swimming pool under den caribiske sol. Alt sammen inden den punk- og grindcore-lydende ’Blue Blood’ var aftenens højdepunkt fra Atrocity til et publikum, der var blevet venligt, men hidsigt, vækket og nu endelig hevet ud af den søvntilstand, som Sadist og søndagshumøret havde lullet dem ind i.
Hvis Atrocity havde stået for forfesten, var det nu Vital Remains’ tur til for alvor at sætte salen i kog. Selv om det er tolv år siden, bandet udgav den seneste plade, ’Icons of Evil’, med Deicides Glen Benton som gæstestjerne, eksisterer de stadig i bedste velgående, om end guitarist Tony Lazaro er eneste nuværende medlem, der også har indspillet plader i Vital Remains-regi.
Det gennemførte og virkningsfulde dobbelte vokalarbejde af forsanger Brian Werner og bassist ’Gator’ Collier brændte allerede igennem i åbneren ’Where is Your God Now’, inden bandet grindede alle omkring sig langt ned i Helvede gennem de hæsblæsende og urimeligt tighte ’Icons of Evil’ og ’Scorned’. Vital Remains er død. Det er vrede. Det er sort. Det er et gennemgribende, skærende had til kristendommen, og sekundært til de mennesker, der udfra kritisk betragter metalmiljøet. Bedst udtrykt i ’Forever Underground’, der denne aften var det ultimative forbrødrende øjeblik mellem publikum og band. Det sindsoprivende tempo i Vital Remains’ lange og snørklede kompositioner blev sat lidt ned og Werner fik som en ganske glimrende indpisker hele salen med i den mere langsomme og groovy hyldest til metalscenen.
Vital Remains var et drønende metalovergreb, og den enkelte afstikker ned i mere menneskelige hastigheder blev snart afløst af den brutale og hidsige ’Descent into Hell’, inden kendingsmelodien ’Let the Killing Begin’, komplet med Werners selvskabte blodbrusebad ned over eget ansigt, fungerede som en brutal og brutalt smuk afslutning på et show, der om noget var aftenens positive overraskelse. Vital Remains har oftest været kendt for fremfor alt at spille rigtig stærkt. Denne aften fik vi bevist, at bandet også mestrede det medrivende liveshow.
Verdens bedste balleband
David Vincent går/bliver smidt ud af Morbid Angel. David Vincent danner I Am Morbid. I Am Morbid spiller Morbid Angel-sange fra de fem plader, Vincent synger på. Hvilket sjovt nok er de fire mest legendariske plader fra dødsmetal-pionererne samt den i bedste fald mindre vigtige ’Illud Divinum Insanus’, der også kun har en enkelt repræsentant på aftenens sætliste. En sætliste, som plus-minus et enkelt nummer har været identisk hver eneste gang, dette medie har anmeldt I Am Morbid. Og en sætliste, som uden problemer kunne indspilles og udgives som en greatest hits-opsamling for Morbid Angel.
’Immortal Rites’ afløses hurtigt af ’Fall from Grace’, som byder på stærke twin leads fra den nye guitarist Kelly McLauchlin samt Bill Hudson, der er et energibundt på scenen og afgjort står frem som kvartettens største showman. Lyden er skarp fra starten, det samme er manden selv, David Vincent. Hans vokal er så stærk som nogensinde, hvilket vi også hørte for nylig på debutpladen fra forsangerens andet projekt, Vltimas. Den western-glade Vincent får introduceret Aalborg som sit ”home away from home”, inden ’Blessed are the Sick’ gungrer afsted med Morbid Angels karakteristiske tunge groove, og den uforlignelige ’Rapture’ for alvor sætter gang i moshpitten.
Trommemaskinen Tim Yeung har lidt knas med stativerne, og Hudson benytter lejligheden til at jamme henover ’Hall of the Mountain King’. Det er tydeligt, at bandet hygger sig. Det her er det samme sæt, de har spillet i årevis, det sidder på rygraden, og materialet er så legendarisk og gennemarbejdet, at det er unødvendigt at pille ved noget som helst. Vi kunne godt have undværet ’I Am Morbid’, men glemmer den hurtigt, mens vi bliver opslugt at schlagerne fra ’Domination’-pladen samt hittet ’God of Emptiness’ fra dens forgænger, ’Covenant’. Det hele er spillet tight og tungt, som det bør spilles. Vi får ikke det store sceneshow, men der kompenseres i stedet med en stak numre, man bare kan høre igen og igen.
I Am Morbid gør det, de formentlig gør hver aften. Men man får ikke indtrykket af, at de bliver trætte af at spille den samme håndfuld klassikere. Bandet ser friske ud, musikken lyder det lige så. Og de er uden tvivl at foretrække fremfor det band, der nu til dags eksisterer under navnet Morbid Angel og kun sparsomt spiller de sange, der gav dem deres status som dødsmetallens måske vigtigste orkester nogensinde.