Dragende dystopi med unødvendige pitstops
Psyclon Nine fortsætter ned ad den dystre sti af trap-beats, synths, horror-elementer og småtriviel metalcore. Som altid er det en varieret oplevelse.
I CHOOSE VIOLENCE
SHOOT TO KILL
CRWLNG FRM CNT T CSKT
LOCUST OF EVERYTHING
SPEAK EVIL
SAY YOUR PRAYERS
APRES TOI, LE DÉLUGE
TAXIDERMY
Når Psyclon Nine lykkes med at balancere kompositionerne mellem de insisterende og livlige, dystre, elektroniske universer og tunge, metalcore-inspirerede udbrud, får vi et band og en lyd, der både er dragende, insisterende og særdeles ubehagelig. Her brillerer Nero Bellum med sin hviskende vokal, der i sig selv virker som et stikkende element i et i forvejen mismodigt univers.
Den indledende ’DEVILS WORK’ fungerer som et fremragende eksempel på, hvornår Psyclon Nine virkelig lykkes med projektet. Det mest overbevisende aspekt er uden tvivl brugen af trap-beats, de glitchy synth-overflader og den hviskende vokalføring. Sammen skaber elementerne en moderne kant, som stadig fremstår frisk i bandets egen diskografi, men også føles relevant i det bredere musiklandskab. Her lykkes det at fusionere hiphop-inspireret rytmik med mørk, industriel intensitet på en måde, der giver musikken en unik karakter. Når trommerne sætter ind afslutningsvist, akkompagneret af det tunge beat og Bellums nært messende mantra om mord undskyldt med djævlen, er det modbydeligt uimodståeligt.
’I CHOOSE VIOLENCE’ fortsætter i samme spor. Omend vi får et tilpas lag guitar introduceret, er det de samme grundlæggende elementer, der giver nummeret styrke. Det lugter af vold, som det gentagende repeteres, mens samplen af klinger, der støder mod hinanden, forstærker tematikken.
’SHOOT TO KILLl’ skaber herefter ravestemning, der kun eleveres af den højeksplosive banger ’CRWLING FRM CNT T CSKT’. Et overordnet eminent firkløver, hvor sidstnævnte topper, værende gennemført ørehængende. De elektroniske lag, fra atmosfæriske pads til digital støj og aggressive forvrængninger, bygger et hypnotisk og næsten filmisk lydunivers. Denne mørke, maskinelle stemning er med til at gøre musikken dragende, og man får indtrykket af, at bandet er mest komfortabelt og inspireret, når det arbejder i denne soniske sfære. Det er her, man som lytter virkelig bliver fanget og får lyst til at høre videre.
Når kaosset tager overhånd
Det er måske den bedste start på noget Psyclon Nine-album. Desto mere irriterende er det, at niveauet falder så drastisk på anden halvdel. Med en enkelt undtagelse er ’AND THEN OBLIVION’ frontloadet på den helt forkerte måde.
Problemet opstår, når de metalcore-prægede passager tager over. De klassiske breakdowns, skingre scream-vokaler og halvbanale guitarriffs føles ikke nær så inspirerede som de elektroniske sekvenser og bankende beats. Det virker ofte, som om de er inkluderet af vane eller forventning snarere end, fordi de tilfører sangene noget nødvendigt. Disse øjeblikke trækker energien ud af helheden og giver en fornemmelse af, at man har hørt det hele før. I stedet for at fungere som dramatiske højdepunkter ender de med at bryde den atmosfære, som trap- og elektronikdelen har bygget op.
Det skaber også en vis stilforvirring. Albummets styrke ligger i den mørke, beatdrevne og elektronisk prægede lyd, men hver gang metalcore-elementerne kommer ind, skifter tonen markant – og ikke til det bedre. Denne vekselvirkning gør, at lytteren til tider føler sig revet ud af det univers, musikken ellers havde skabt. Hvor de elektroniske dele er spændingsopbyggende og medrivende, føles de metalcore-agtige indslag snarere som et rutinepræget afbræk.
Med undtagelse af ’SAY YOUR PRAYERS’ med sit burst-fire-beat og voldsomhed er anden halvdel af ’AND THEN OBLIVION’ et unødvendigt, forvirret kaos, der toppes af den underlige og fuldstændigt ulidelige ’TAXIDERMY’, der kun lykkes i at cementere, at Bellum fanme ikke skal forsøge sig med at synge – eller for den sags skyld med at lyde SÅ meget som Marilyn Manson. En maveplasker af en unødvendig afslutning på en plade, der ellers viser gode takter langt hen af vejen.