RF 25: Mere prætentiøst end gribende
Der var lagt i post-metal-ovnen til en gribende og indlevende koncertoplevelse, da belgiske Amenra langt om længe gæstede Roskilde Festival. Det blev mere en tjekliste af genrens to-do’s.
Der var lagt i ovnen til en tung, rituallignende oplevelse, da belgiske Amenra fredag nat indtog Gaia-scenen kl. 23:45. Udskudt med tre år, da bandet måtte aflyse til Roskilde Festival i 2022. Heldigvis for bandet, for aftenens tidspunkt kunne næppe være mere passende til en post-metalkoncert: mørket havde lagt sig tungt over pladsen, og publikum var klar til at synke ned i et sonisk mørke, der både skulle høres og mærkes – det var i hvert fald intentionen. Og der var da også meget, der spillede. Lyden var klar og tung, bandet spillede med sikker hånd, og den lille intime scene gav koncerten en markant nærhed for de fremmødte. Et fremragende udgangspunkt.
Men efter det første chok af buldrende bas, skælvende guitartæpper og højtidelige vokalpassager havde lagt sig, stod det hurtigt klart, at Amenra havde tænkt sig at holde sig stramt til formularen. Det hele var ... som forventet. Faktisk lidt for meget som forventet. På grænsen til irriterende.
Med passende patos fik vi en rundvisning i post-metalens abc. De langsomme opbygninger, de eksplosive klimakser, de krampagtigt indlevede skrig, de rituelle breaks. Alt var på plads. Og måske var det netop problemet. Der manglede noget, der stak ud – noget, der overraskede eller brød med forventningerne. I stedet for en rejse mod ukendt land føltes det mere som en veltilrettelagt vandring ad allerede trådte stier.
Koncerten blev desværre gradvist mere repetitiv, og energien begyndte at sive. Det, der i starten føltes intenst og gribende, blev langsomt fladt og monotont. Musikken cirklede rundt om sig selv uden rigtig at tage os nogen vegne. Og det blev sgu lidt svært at mærke, hvad det egentlig var, Amenra ville. Andet end at være utroligt meget post-metal-band. Var det en oplevelse, et budskab, en emotionel renselse? Eller bare endnu en veldrejet omgang stiliseret mørke?
Den visuelle side trak heller ikke i den rigtige retning. Næsten hele koncerten igennem stod sangeren med ryggen til publikum – en kunstnerisk beslutning, der nok skulle signalere noget om introspektion, selvudslettelse eller andre højtravende tanker. Måske havde vi bare at gøre med et band, der led af sceneskræk. Efter den indledende aha-oplevelse, virkede det nok mere fjollet og unødvendigt. Især på en intim scene som Gaia, hvor netop forbindelsen mellem scene og publikum ellers kunne have været en styrke.
Det skal dog siges, at der var momenter, hvor Amenra mindede os om, hvorfor belgierne velfortjent spillede på Roskilde Festival. Især i de mere støjende passager opstod der glimt af noget råt og kraftfuldt. Men de blev aldrig holdt fast længe nok til at forløse koncerten.
Amenra leverede en flot, velsmurt koncert, der teknisk set var over middel. Men de kom ikke med noget nyt, og koncerten nåede aldrig de højder, som genren ellers kan byde på, når den rammer rigtigt. Der var mørke og tyngde, ja, men uden gnisten, uden den nødvendige risiko. Og så bliver det bare aldrig mere end okay.