Copenhell 25: Vi valgte vildskaben
Når Candace Kucsulain siger du skal starte en circle-pit, så starter du den circle-pit!
Det kræver sit band at få et eftermiddagspublikum på Copenhell op i det røde felt – især når solen bager, øllen godt nok er kold, men stadig smager af gårsdags stærke beslutninger, og de fleste stadig tørrer søvn og støv ud af øjnene. Men Walls of Jericho gjorde lige præcist det, da de erobrede alles hjerter, torsdag eftermiddag på Pandemonium-scenen. Et stærkt bevis på, at man kan nå langt med energi, erfaring og karismatisk tilstedeværelse.
Det amerikanske band gik på scenen med en selvsikkerhed og tyngde, der straks fangede opmærksomheden fra de fremmødte. Candace Kucsulain i front startede godt nok med lidt mikrofon-udfordringer, men endte uden tvivl som koncertens omdrejningspunkt. Med sit karakteristiske brøl, fandenivoldsk attitude og gentagende opfordringer til circle pit, fik hun og resten af bandet hurtigt samlet en flok i en mindre pit, som i løbet af koncerten voksede til en hvirvlende tornado af sved, støv og sammenbidte tænder. Det startede måske afventende, men publikum fik smidt tømmermændene og valgte vildskaben.
Det var ikke kun energien, men også sangvalget, der gjorde koncerten til en oplevelse. Walls of Jericho favnede hele deres karriere, fra EP-debuten ’A Day And A Thousand Years’ (1999) og frem deres 2016-udgivelse. Om man kendte numrene, eller startede med at lytte til bandet allerede den gang for 27 år siden, fik vi et studie i bandets katalog, der var både indlevende og veleksekveret.
Musikalsk var koncerten en kontrolleret eksplosion. Riffsene var stramme, trommerne hamrede løs med millimeterpræcision, og selvom lyden ikke var perfekt, vokalen druknede til tider en smule i mixet, support-vokalen var hyppigt helt skudt af, og bunden kunne have været tungere – var det langt hen ad vejen til at leve med. Vi kan leve med lidt rod, når et band spiller med så stor overbevisning og giver hvad der bør være indbegrebet af en hardcore-koncert.
Kucsulain holdt publikum i et jerngreb, og hendes vedvarende opfordringer til circle pits, og den måde hun fysisk manifisterede sig med knæhøje spark og stomps, der kunne have slået hul i gulvet, skabte en stemning af samhørighed og kaos i bedste hardcore-ånd.
Med en sveddryppende og direkte levering løftede Walls of Jericho eftermiddagen til noget, der føltes langt mere, smagte af støv og lugtede af et forhåbentligt snarligt gensyn