Dødelig gennemsnitscore
Amerikanernes femte fuldlængdeudgivelse er noget af det bedste, Signs of the Swarm har udgivet, og alligevel savner man en bandidentitet.
HELLMUSTFEARME
Natural Selection
Scars Upon Scars
Chariot
Clouded Retinas
Iron Sacrament
Forcing to Forget
Sarkazein
Fear & Judgement
Creator
Der har været utallige udskiftninger i bandsammensætningen hos Signs of the Swarm. Pladsen i front var i mange år en udfordring, indtil David Simonich tog pladsen. Senere har leadguitaren været udfordringen. Senest udskiftet i 2023, hvor Carl Schulz satte sig på det instrument – lige i tide til at tage på albumtour for ’Amongst the Low & Empty’. En plade, der ikke just imponerede, medmindre man bare gerne ville have breakdowns.
Fast forward til 2025, og kvartetten er nu parat med endnu et udspil – en plade, der er signifikant bedre end forgængeren. Man fristes endda til at sige, at ’To Rid Myself Of Truth’ er en af bandets bedste udgivelser. Barren er naturligvis heller ikke vanvittig høj.
Der er stadig masser af breakdowns, men også meget mere. Bandets lyd og tilgang til sangskrivningen er rigere, og ideerne er bedre. Det står klart, fra tonerne bliver slået an på titelnummeret, der åbner pladen. Vi skal heller ikke meget længere ind end andet nummer, ’HELLMUSTFEARME’, inden Signs of the Swarm virkelig spiller med deathcore-musklerne. Trommerne tæsker af sted i circle-pit-tempo, og man bliver som lytter inviteret ind i pladen og bandets musik på overbevisende manér.
I det hele taget er Signs of the Swarm dygtige til at spille deathcore. Det emmer pladen af – på positiv vis såvel som negativ.
Positivt viser det sig ved en række stilsikre kompositioner. Bandet kan deres kram, og som om det ikke var nok, får vi endda lidt ekstra ’core-creme på toppen ’Scars Upon Scars’ har ligesom ’Fear & Judgment’ et mere hardcore-orienteret udgangspunkt, hvor især sidstnævnte virkelig står frem på pladen. Det samme gør de to numre, der gæstes af deathcorens måske mest populære vokalister pt. Will Ramos gør det onde på ’Clouded Retinas’, mens Phil Bozeman gentager gæstevokal-successen på ’Iron Sacrament’ – begge solide kompositioner, der giver Signs of the Swarms musikalske univers tyngde. I det hele taget er ’To Rid Myself Of Truth’ et skridt fremad for bandet, når det kommer til idegenerering og sangskrivning.
Negativt set kunne man have lyttet til hvem som helst inden for genren. Nuvel, Simonich har da en nogenlunde genkendelig vokal, hvis man kender deathcoren, men ellers er det småt med unikke ankerpunkter. Man savner elementer, der kan give Signs of the Swarm en individuel identitet. Når støvet har lagt sig, og ’Creator’ har sluttet pladen af, er der intet, der specifikt står tilbage som specielt unikt eller derved mindeværdigt. Derved er ’To Rid Myself Of Truth’ lidt af en ambivalent lytteoplevelse. Der er stærke, kompositioner, men det står til stadighed uklart, hvad der gør Signs of the Swarm mere interessante end det gennemsnitlige deathcore-band.