Maskinens mørke, menneskets skønhed
På ‘Nocturnal Birding’ udforsker Author & Punisher nye grænser mellem menneske og maskine. Forventet, tung, industriel intensitet blandes med uventet sårbarhed.
Titanis
Mute Swan
Black Storm Petrel
Titmouse
Titmice
Rook
Thrush
Author & Punisher er et tungt, mørkt og ubehageligt bekendtskab. Det har projektet været, lige siden Tristan Shone startede det tilbage i 2004. Siden da er det blevet til otte fuldlængdeudgivelser, bygget på Shones egenhændigt konstruerede maskineri – fundamentet for enmandshærens dystre kompositioner.
Projektets forrige udgivelse var en dystopisk rejse ind i melankoli og destruktion – en mindre industrial-perle i kunstnerens bagkatalog. ’Krüller’ (2022) var, tro mod forventningen, præget af den samme kompromisløse, maskinelle æstetik: ingen slinger i valsen, men til gengæld en række stærke, præcise kompositioner. ’Nocturnal Birding’ følger i store træk samme spor, men introducerer samtidig et ventet element af fornyelse.
Først og fremmest er det værd at bemærke, at pladens gennemsnitsspilletid er kortere end forgængerens – tættere på, hvad vi oplevede på den glimrende ’Beastland’ (2018). Samtidig kigger Shone tilbage mod det, der definerede den industrielle lyd for omkring 30 år siden. Grundlaget er stadig det samme, men allerede fra åbningsnummeret mærkes en særdeles beskidt, tung guitar, som bryder ind i lydbilledet. En sludget heavy-lyd, der produktionsmæssigt vækker minder om en tid, hvor metallen lød mere rå, mindre poleret – og langt mere voldsom.
Shone henter desuden interessant inspiration i de hvinende guitarer, der var med til at definere visse bands i midt-90’erne. Man skal ikke lytte længe til den eminente ’Mute Swan’, før man fornemmer en klar reference til KoRns æra af intens, rytmisk uro. Det er især takket være samarbejdet med Doug Sabolick, som formår at tilføre det ellers ekstremt elektroniske univers en organisk kant. Her finder ’Nocturnal Birding’ sin balance og sit momentum: i spændingsfeltet mellem det maskinelle og det menneskelige. Og så skal man naturligvis ikke overse det fremragende samarbejde med Megan Osztrosits på selvsamme nummer – et næsten suverænt vokalt samspil.
Man vs. Machine
Selvom det ikke er et nyt greb for projektet, har Author & Punisher altid haft sin styrke i ubehaget – i det dronede, maskinelle udtryk. Det gælder også på ’Thrush’, hvor Shone brøler sig gennem filmiske synth-sekvenser af kaos og ødelæggelse, inden Sabolick elegant indskyder en menneskelig dimension med hvinende, pulserende riffs. Et eminent samarbejde, der løfter pladen fra potent og velkomponeret til både indlevende og på sin vis afskyvækkende. ’Titanis’ fortsætter i samme spor, hvor Kuntari bidrager med et element af primal-core, der smukt bryder det maskinelle og skaber et spændende kontrapunkt.
Shones vokalpræstation er et andet tydeligt udviklingspunkt. Hans stemme har altid passet perfekt til Author & Punishers univers med sin monotone, forvrængede levering – ofte skreget gennem lag af distortion og elektronisk støj. Denne tilgang bevares, men under det natlige fugletema finder vi også flere passager af sårbar rensang, der fungerer som et effektivt modspil til maskinens kolde fremdrift. Indledningen på ’Meadowlark’ er ikke blot smuk og indlevende; den står som en markant kontrast til det efterfølgende sammenbrud, der definerer det stærke åbningsnummer.
Det skitserede spændingsfelt mellem menneske og maskine danner et fornemt fundament. Som lytter bliver man trukket ind i et mørkt, dragende univers, der både fascinerer og skræmmer. Musikken slår hårdt, og som på tidligere udgivelser har man brug for en pause efter endt gennemlytning – men den har en stærk tiltrækningskraft.
Alt i alt er ’Nocturnal Birding’ en stærk tilføjelse til Author & Punishers katalog. Det er mindre kompromisløst og måske ikke helt så aggressivt som tidligere plader, men til gengæld mere nuanceret, følelsesladet og atmosfærisk. Albummet demonstrerer Shones kunstneriske rækkevidde, perspektiv og fortsatte udvikling.