Dystopi smukkere end virkeligheden

attachment-a4021929069_10

Publikum bliver endnu engang budt på dystopisk industrial og et fremtidigt bud på heavy, mens Tristan Shone selv fremstår mere menneskelig end maskine. 

Titel
Krüller
Trackliste
Drone Carrying Dread
Incinerator
Ccenturion
Maiden Star
Misery
Glorybox
Blacksmith
Krüller
Karakter
4

Man skal ikke lytte længe til åbningsnummeret ‘Drone Carrying Dread’, før man er grebet af Author & Punishers niende fuldlængde udgivelse. De smukke synths får med sit dystopiske udtryk nakkehårene til at rejse sig i en kombination af eufori og ubehag. Et ubehag båret af en dragende følelse af håbløshed, der ligger begravet i nummerets musikalske reference til Vangelis’ soundtrack til ‘Blade Runner’, Hans Zimmers nutidige pendant til ‘Dune’ og tilsvarende. En fremtid, hvor håbet er slukket. 

Om end den musikalske inspiration er tilbageskuende, er tematikken naturligvis så relevant, som den kan blive.

Hvis ikke åbningsnummeret sætter rammen for pladen, så gør de to efterfølgende skæringer. ‘Incineratior’ og ‘Centurion’, der begge er noget af det stærkeste, bedste og mest dragende Author & Punisher kan byde på. Det er så tungt og vulgært ubehageligt, at man nært glemmer den skjulte skønhed, der gemmer sig i numrene. Den skønhed, der sublimt og underspillet giver styrke til det altødelæggende, musikalske maskinrum og Shones tordnende fraseringer. De to kontraster, der står så stærkt gennem hele pladen - kontrasterne, der om noget er indbegrebet af Author & Punisher. 

‘Krüller’ er et værk på et fundament af kontrast. En fortælling og følelsesmæssig oplevelse, der konstant balancerer mellem den kaotiske afgrund og skønhed i detaljen. Det er lag på lag af lyd og intensitet. Musikalsk som lyrisk, godt eksemplificeret i ‘Maiden Star’, der går fra at emme af håb i det bitre støv, til en lægtehammer i hovedet i form af nummerets afsluttende strofer: “Drone, sees too much / Flies too low, paints with blood”.



En emotionel pause
Vanen tro er man i følelsernes vold. Det ligger i det musikalske univers, driver af numrene, som en mørk tyk, klæg væske, med smuk glimmer. En væske, der kunne være alt fra symbol for universets skønhed, til altopslugende tungsind. ‘Misery’ tager det mantra til ekstremet. Elendigheden i titlen er en evig konstant nummeret igennem. Om det så er Shones vokalføring eller de tordnende synths. Du er enten følelsesmæssigt investeret gennem pladens godt 51 minutter, eller fortabt fra start.

'Krüller’ er et øjebliks pause fra virkelighedens nutidig håbløshed og kaos. En emotionel flugt ind i en fremtidig elendighed, hvis underliggende skønhed er langt mere tiltrækkende end virkeligheden.

Desværre lykkes det ikke at opnå dén følelsesmæssige kontrast med coveret af ‘Glorybox’. Selvom den tunge og træg buldren, der præger det ikoniske omkvæd, er særdeles tillokkende, lykkes det langt fra for Shone at løfte nummeret. Portisheads triphoppede kultklassiker bygger på de samme elementer som Author & Punisher, om end i en anden kontekst. Den underspillede skønhed i et ellers mørkt univers. For Portishead det filmiske noir-univers, for Author & Punisher den tunge industrial – her smelter elementerne simpelthen ikke godt nok sammen. 

Det er dog et lille "men" på en ellers flot eksekveret udgivelse, der fuldt ud matcher ‘Beastland’ (2019). 

Hvad der er mest slående ved ‘Krüller’, er dog noget så simpelt som den menneskelige udvikling i Author & Punisher-projektet. Det er en plade, der virker meget tæt på Shone selv. Mere menneske og mindre maskine om man vil. Og så skal man ikke negligere den håndfuld af eminente musiker, der har bidraget til pladens storhed. Trommer, bas, vokal, guitar og synths. Mesterligt eksekveret. Det er en spændende udvikling og en plade alle, der mener de elsker den grundlæggende og essentielle følelse af metal, bør lytte til.