En divers mastodont
Shadow of Intent har med Imperium Delirium udgivet en plade, der repræsenterer et zenit i bandets diskografi.
Flyting the Black Flag
Infinity Of Horrors
Mechanical Chaos
They Murdered Sleep
The Facets Of Propaganda
Feeding The Meatgrinder
Vehement Draconian Vengeance
Beholding The Sickness Of Civilization
Apocakypse Canvas
No Matter The Cost
Imperium Delirium
De senere år har det amerikanske band været en konstant inden for den moderne deathcore. Kvalitetsniveauet har været højt ved hver udgivelse siden mastodonten ’Melancholy’ – og selvom leveringen har varieret, når bandet har gæstet Danmark, har der stadig været flere positive oplevelser end negative. Senest i Amager Bio.
Tre år efter udgivelsen af ’Elegy’ er Connecticut-kvartetten tilbage med en plade, der er strammere, mere fokuseret og langt mindre melodisk end sin forgænger – uden at gå på kompromis med intensitet eller teknisk finesse. Hvor ’Elegy’ til tider føltes overfyldt af symfoniske lag og filmiske udfoldelser, retter ’Imperium Delirium’ blikket mod et mere præcist rammeværk: kortere numre, skarpere strukturer og en rå, kompromisløs sangopbygning. Ikke ulig det, der netop eleverede ’Melancholy’.
Fra start til slut gribes man af bandets indlevende sangskrivning. ’Prepare to Die’ og førstesinglen ’Flying the Black Flag’ sætter fra begyndelsen barren højt med knivskarpe og særdeles kompetente riffs, maskinelle rytmer og Ben Duerrs mægtige vanvidsvokal, som er i absolut topform. Vi kan snakke dagen lang om Will Ramos, men han når stadig ikke Duerr til sokkeholderne. Det her er genrens bedste vokalist.
Sammenligningen med Ramos, og især Lorna Shore, ligger lige for. Konklusionen er den samme: Shadow of Intent æder Lorna Shore med hud og hår, når det kommer til sangskrivning. Det her er ikke en plade med tolv kompositioner, der teknisk set er skrevet over samme skabelon. Vi får ikke den samme signatursolo eller gentagne trommegange nummer for nummer. Til gengæld får vi en plade, hvis stærkeste force er dens diversitet. Det er 54 minutters powertrip, der ikke trættes af gentagelser. Hvert nummer lever individuelt og som del af en samlet helhed – også selvom vi skal trækkes igennem den sædvanlige omgang instrumentalonani på ’Apocalypse Canvas’.
Et højtepunkt for bandet og en refleksion på genren
Som altid kan man diskutere, om Shadow of Intent egentlig er et deathcore-band. Jovist, vi får breakdowns: Den eminente ’No Matter the Cost’ afsluttes med et af pladens bedste, men teknisk set bevæger vi os nærmere en melodisk, prog-inspireret dødsmetalplade med anelser af deathcore. Vi får endda et skud blackened fra tid til anden, mest markant på det flot afsluttende titelnummer. Dét er endnu et bevis på bandets diversitet. Det styrker blot oplevelsen af, at ’Imperium Delirium’ er en af bandets mest afbalancerede plader – hvis ikke dén mest. Det her er en plade, hvor alt overflødigt er skåret væk, og hvert minut giver værdi.
2025 er allerede et imponerende år, når man ser på deathcore-udgivelser. Gamle mastodonter har udgivet livsbekræftende materiale, og nyt liv blomstrer i en genre, der engang var både snæver og forudsigelig i sit udtryk. ’Imperium Delirium’ er en stærk plade, der ikke blot bekræfter, hvorfor Shadow of Intent i dag står som en af genrens største, men også hvorfor deathcore lever i bedste velgående. Det er et sammensurium af genrens styrker, når produktet er godt.
Kort sagt: Imperium Delirium er en triumf – i særdeleshed for bandet, men ditto for genren. Et stramt, dystert og kontrolleret monster af et album, som du skal lytte til lige nu!