Det succesfulde bastardkryds
Selvom Shadow of Intent ikke helt formår at følge op på den mesterlige 'Melancholy', er 'Elegy' en sprudlende, potent og insisterende udgivelse, der henvender sig bredt.
Saurian King
The Coming Fire
Of Fury
Intensified Genocide
Life of Exile
Where Millions Have Come to Die
From Ruin... We Rise
Blood in the Sands of Time
Reconquest
Elegy I: Adapt
Elegy II: Devise
Elegy III: Overcome
Vi kunne nærmest ikke få hænderne ned af begejstring over ’Melancholy’, da den udkom i 2019. Det var uden sammenligning en af årets bedste ’core-udgivelser og sandsynligvis årets bedste deathcore-plade, så forventningerne til bandets fjerde fuldlængdeudspil var høje og mange. Forventninger som Connecticut-kvartetten har fin succes med at indfri.
Der er intet at sige til, at Shadow of Intent har været på alles læber. Sammen med Lorna Shore, har de været med til at revitalisere deathcoren som genre ved at inkludere andre genreelementer. I en sådan grad, at ’Elegy’ sjældent fremstår som deathcore. Traditionen tro, veksler bandet som det behager – og det behager i den grad.
Oftest er det en succes. Det symfoniske står stærkt på bandets bund af blackened deathcore. Tilsvarende fungerer det eksemplarisk i selskab med de mange dødsmetal-, prog- og power-elementer. Således er det indledende trekløver, ’Farewell’, ’Saurian King’ og ’The Coming Fire’ et bastardkryds af genre-elementer, akkompagneret af forsanger Ben Duerrs imponerende vokal. En vokal, der med al sandsynlighed kan growle den mest skindøde tilbage til livet.
En sonisk opførelse i tre akt
Det er en flot start, og med undtagelse af enkelte numre følger resten af pladen trop. Man fristes til at sige, at Shadow Of Intent har inkluderet et par pause-numre, så man lige kan få luft, tisse af og hente snacks til næste akt. Pladens tre første numre indleder således sagaen, før publikum kan trækket vejret. Nødvendigt, da man abrupt bliver frarøvet selvsamme livskilde, som ’Intensified Genocide’ indleder anden akt.
Pladens stærkeste komposition er overraskende også det nærmeste, vi kommer ren deathcore. Men selv da lykkes kvartetten med at gøre skæringen til meget mere end blot. Diversiteten i spillet mellem de brutale vers og de storladne arrangementer i omkvædet, er nær essensen af Shadow of Intent. Det er ligeledes en stor årsag til, at bandet adskiller sig fra mange af konkurrenterne.
Apropos overraskelser, er det en sand fornøjelse at høre Phil Bozeman lægge en solid gæstevokal på ’Where Millions Have Come to Die’. Endnu et af pladens højdepunkter. Bozeman og Duerr akkompagnere hinanden på fin vis, og der er et eller andet magisk i, at høre en af genrens foregangsmænd og stilikoner slå sig sammen med en af den kommende generations helt store vokaler.
Andee akt er et fænomenalt ridt af fremragende og fængende kompositoner. ’From Ruin… We Rise’ tager prisen som et af pladens mest melodiske numre. Til gengæld er nummeret så velskrevet, at man ikke kan undgå at blive grebet af den fremførte epik.
På samme vis er det svært ikke at frydes, når Chuck Billy sætter i på ’Blood in the Sands of Time’. Den aldrende Testament-forsanger lyder godt, og giver nummeret et vokalmæssigt løft. En brutal og heftig afslutning – og så er det også på tide med en pause.
Det tarvelige sammenligningsgrundlag
Generelt er ’Elegy’ en flot plade. Som den afsluttende trio lukker pladen, efterlades man med lysten til at starte det hele forfra. Men det er også en plade, der lider under forgængerens storhed. Især det lyriske univers blegner i forhold til den gennemgående tematik og historie på ’Melancholy’, lige meget hvor poetisk ’Elegy’ så er tænkt. Det er et tarveligt, men også uundgåeligt, sammenligningsgrundlag.
Hertil skal man nok være 1) en specielt form for Instrumental-fan før ’Reconquest’ rigtig lever og 2) en helt specielt form for fan af nyere Amon Amarth, før ’Of Fury’ rigtig fungerer. Nummeret er fint komponeret, men virker malplaceret, og skaber uheldige associationer til fulde folk, der sidder på gulvet og ror i fantasi-skibe.
Lige meget hvordan man har det med nyere Amon Amarth, skal man give ’Elegy’ et lyt. Det er en flot plade, med en masse ørehængende harmoner, riffs og kompositioner. Et tidligt bud på årets deathcore-plade. Så må vi se hvad Lorna Shore hiver ud af ærmet, når deres anden fuldlængdeudgivelse med al sandsynlighed lander inden for de næste måneder.