Metaldiktator: Iron Maiden – The Number of the Beast
Iron Maiden fik ny forsanger på deres tredje plade. Og i løbet af få måneder skabte de en af metalhistoriens største udgivelser, der nu fylder 40 år.
2. Children of the Damned
3. The Prisoner
4. 22 Acacia Avenue
5. The Number of the Beast
6. Run to the Hills
7. Gangland
8. Hallowed Be Thy Name
Iron Maiden. 'The Number of the Beast'. Hverken band eller plade behøver nogen introduktion. Hver eneste gang et band eller en plade nævnes som noget af det mest ikoniske inden for heavy metal, så er Iron Maiden og ’The Number of the Beast’ blandt de første, man tænker på. En milepæl for ikke bare bandet selv, men for hele genren. Et mesterværk, bandet velsagtens ikke engang selv har formået at overgå siden, trods adskillige forsøg over de seneste fire årtier. Vi ser nærmere på tilblivelsen, indspilningen og den efterfølgende turné og modtagelse, der sikrede Iron Maiden en plads i musikhistorien.
For at forstå, hvor stor en plade ’The Number of the Beast’ er, skal vi dog lige tilbage til 1981. Iron Maiden har udgivet deres anden plade, ’Killers’, i februar måned og er derefter taget direkte på turné, hvor de først indtog hjemlandet England, hvorefter resten af verden blev erobret. I foråret Europa og Japan, i sommeren USA som support for Judas Priest og i efteråret tilbage til Europa. Det efterår rammer de også Danmark, hvor de i Odd Fellow Palæet i København spiller deres sidste show med forsanger Paul Di’Anno 10. september. Di’Anno var lidt af en vildmand, så efter for mange aflyste shows pga. kokain og druk vælger Iron Maiden at fyre ham. Det er bl.a. derfor, Iron Maiden først kommer til Danmark i efteråret. Det var meningen, de skulle have spillet på samme spillested allerede i maj måned, men Di’Annos tilstand tillod det ikke, hvorfor en række tyske og skandinaviske koncerter måtte udskydes og aflyses.
Ny forsanger og ny stil
Da Di’Anno har sunget sit sidste vers i Iron Maiden, tager Iron Maiden hjem og finder deres nye forsanger. Bassist Steve Harris og manager Rod Smallwood har i en periode haft kontakt til Bruce Dickinson fra bandet Samson, og nu tager tingene fart. Da han spiller i Samson, er man lidt påpasselig med at stjæle ham og prøver sanger Terry Slesser. Det fungerer dog ikke, Dickinson hyres, og Iron Maiden tager omgående på turné igen. En håndfuld koncerter i Italien og et par stykker hjemme i London er Bruce Dickinsons ilddåb som ny forsanger i et band, der allerede har en vis succes såvel hjemme som internationalt. Ved de to koncerter hjemme i England spiller man i november og december en håndfuld af de sange, der senere kommer på ’The Number of the Beast’.
Bruce Dickinson er en helt anden sanger end Paul Di’Anno. Hvor Di’Anno er ustyrlig både på og uden for scenen, mere råbte end sang og havde en punket tilgang til musikken, så er Bruce Dickinson en mere skolet sanger, hvis vokale spændvidde er ganske imponerende. Så meget, at bassist og sangskriver Steve Harris kan se, at der nu er mulighed for at gøre musikken og sangene større og mere episke. En markant ændring i stil, der kommer til at ændre karrieren for bandet for bestandigt.
Iron Maiden anno 1982: Dave Murray, Clive Burr, Bruce Dickinson, Steve Harris og Adrian Smith.
Sangene bliver også længere, større, og vokalen får en mere fremtrædende plads i arrangementerne. Bruce Dickinson kan ramme de høje toner, holde dem og arbejde sammen med instrumenterne på en helt anden måde. Det udnytter man i sangskrivningen, der foregår i rekordhøjt tempo.
For nok har de nogle af sangene på plads. I hvert fald ideerne til dem. Flere er skrevet undervejs på den nyligt overståede turné, mens resten bliver til i studiet eller hjemme ved Steve Harris, hvor han som primær sangskriver har guitarist Adrian Smith med inde over. Der rokeres lidt om og justeres til den nye vokal, der blev prøvet af til de to førnævnte koncerter. Selve sangskrivning og indspilning er ikke noget, Iron Maiden bruger måneder på. Tværtimod. Det sidste show i England i 1981 er 23. december. Derefter holder de jul, og i januar måned går de i studiet for at indspille ’The Number of the Beast’. Her bruger de fem uger på at indspille og mixe pladen. Det hele foregik i Battery Studios midt i London, hvor Martin Birch naturligvis var bag knapperne. Birch har produceret for bands som Rainbow, Deep Purple, Fleetwood Mac og Wishbone Ash op gennem 60’erne og 70’erne og var Iron Maidens valg på den foregående ’Killers’. Helt naturligt er han også manden, de vælger til ’The Number of the Beast’. Birch ved præcis, hvad han kan få ud af Bruce Dickinsons vokal, så der bliver kæmpet for at vride alt ud af potentialet. Det gør de og han producerer da efterfølgende også de næste mange plader for Maiden op gennem firserne og ind i halvfemserne.
Allerede 12. februar ryger første single, ’Run to the Hills’, på gaden, og godt en måned senere, 22. marts 1982, når vi den skelsættende dag, hvor pladen ’The Number of the Beast’ udgives på EMI. Inden da er Iron Maiden allerede startet på turnéen. De tyvstarter 25. februar, hvor de spiller syv sange fra pladen, der først udkommer en måned senere, men Iron Maiden har ikke tid til at spilde så meget som ét sekund. Momentum fra ’Killers’ skal udnyttes, og den nye forsanger skal ud og vises frem. Det er altid en risiko at skifte ud på så central en plads i et band, særligt når man allerede er ved at etablere sig internationalt. Band og manager er dog ikke i tvivl om, at det er det rette match, og alle sejl sættes ind på at få kørt både Bruce Dickinson og pladen i stilling.
The Beast on the Road
Det viser sig dog ret hurtigt, at band og manager kan lægge alle bekymringer på hylden. Bruce Dickinson indtager scenen med autoritet og er endda så bevidst om sin rolle som frontmand og indpisker, at manager Rod Smallwood må skille ham og bassist Steve Harris ad, da de efter en koncert skændes ganske korporligt om, hvem der skal være centrum på scenen. Dickinson og Harris deler kongeriget mellem sig på scenen, og derefter indtager Iron Maiden hele verden i 1982.
En massiv turné med titlen ’The Beast on the Road’ bringer dem hele kloden rundt. Igen starter de foråret i Europa, hvorefter det er en tur til USA, der kommer til at dominere året for bandet. Først i november og december når Iron Maiden kort forbi Australien og Japan. Slaget skal dog stå i USA, hvor bandet ryger ind i forskellige udfordringer. Som support for Scorpions, Judas Priest og Rainbow turnerer Iron Maiden USA tyndt. Ud af de 188 shows det år, er de 95 i USA og 11 i Canada. Fokus er på at indtage det kæmpe marked, og det bliver ikke uden kamp. Religiøse kræfter opponerer mod det djævelske pladeomslag, hvor plader og merchandise bliver brændt. For Iron Maiden er dette naturligvis en distraktion og irritation, men det viser sig, at salig Simon Spies’ talemåde om, at al omtale er god omtale, igen blev bekræftet. Iron Maiden kommer mere i medierne, end de kunne have gjort ved egen kraft, og mens pladen går nummer 1 på hitlisten i hjemlandet England, første gang for Iron Maiden, så når den også i top 10 i flere andre europæiske lande, og i USA når den helt op som nummer 33 på Billboard. En kraftpræstation og en cementering af, at Iron Maidens karriere kun går én vej med ’The Number of the Beast’, og det er op!
Sangene
Lige før turnéen i USA startede, udgav Iron Maiden singlen med titelnummeret fra pladen. Og det var her, USA blev opmærksom på coveret, titlen og sangteksterne. Lige akkurat sangene er naturligvis den altoverskyggende årsag til, at ‘The Number of the Beast’ blev så succesfuld, som den gjorde.
Førstesinglen ‘Run to the Hills’ er en herligt galoperende Iron Maiden-sang, hvor bassen og guitarerne fra Dave Murray og Adrian Smith buldrer derudad, og Bruce Dickinsons stemme får lov at vise, hvad den kan i klar kontrast til Di'Anno. Efter guitarsoloen har Dickinson en opbygning før sidste omkvæd, og det fortalte verden, at der var nye boller på suppen.
Titelnummeret starter med, at den engelske skuespiller Barry Clayton citerer Biblen fra Johannes’ Åbenbaring. At tallet 666 er et menneskeligt nummer. En dyster stemning, og så stemmer Iron Maiden i en udødelig sang for bandet. Og mens amerikanerne troede, at bandet var satanister pga. titel og tekster, så var det reelt en sang, Steve Harris skrev efter at have haft mareridt efter at have set gyserfilmen ‘The Omen’. Sang og omkvæd er så store, at det er den sang, nummeret ‘Iron Maiden’ fra debutpladen undtaget, bandet har spillet live flest gange. ‘The Number of the Beast’ bliver simpelthen bandets mest populære sang. Måske nogensinde.
Der er dog flere sange på pladen ud over de to singler, der gør pladen god. De fortsætter fortællingen om Charlotte the Harlot fra debutpladen på sangen ‘22 Acacia Avenue’, der reelt er Adrian Smiths sang, som han har haft liggende i et par år, og så må man ikke undervurdere betydningen af åbningsnummeret ‘Invaders’. Lige fra Clive Burrs trommespil, der starter pladen og så videre til rytmesektionen, der sætter Bruce Dickinsons stemme op. Her bliver den nye forsanger introduceret til bandets fans og det i et tempo, der kan tage pusten fra enhver.
Og så er der de teatralske og episke numre i ‘Children of the Damned’ og den afsluttende ‘Hallowed Be Thy Name’. Sidstnævnte en klassiker, hvor Steve Harris kommer ud over de 7 minutter i længde. Noget han tidligere kun havde gjort på ‘Phantom of the Opera’ på debutpladen. Nu gør han og Iron Maiden det igen, og materialet kan bære det. Fra den stille åbning og videre til Bruce Dickinsons sagte indføring i, hvordan det er at sidde i fængsel og vente på at blive hængt. En sang om liv, død og det, der måske er bagefter. Det bliver ikke større, og sangen er da også stadig ét af de numre, man har svært ved at forestille sig, at Iron Maiden nogensinde lader ligge på en turné.
Eddie og Derek Riggs
Vi kommer heller ikke uden om, at pladeomslaget gjorde en forskel. Lige fra debutpladen har maskotten Eddie været et kæmpe aktiv for Iron Maiden. Særligt coveret til ‘Killers’ gjorde et stort indtryk, og på ‘The Number of the Beast’ har vi Djævelen dansende i Helvede, mens han kommanderer med de fortabte sjæle fanget i skærsilden. Men der er selvfølgelig et twist, og det er, at det er Eddie, der styrer Djævelen, som var han en dukke på strenge. Det var bl.a. den tolkning, der fik visse konservative kredse i USA til at mene, at Iron Maiden var satanister, når man kombinerer det med pladens titel og de udvalgte passager fra Biblen, der gengives i titelnummeret. Iron Maiden måtte da være satanister, ikke?
Intet kunne være længere fra sandheden. Sandheden var i stedet, at Iron Maiden og deres manager Rod Smallwood havde fået et godt forhold til kunstneren Derek Riggs. Den autodidakte tegner fangede Smallwoods øje, da denne ledte efter materiale til Iron Maidens debutplade. Når vi nævner Smallwood så mange gange i en artikel om Iron Maiden, er det, fordi man ikke bør undervurdere, hvor meget Smallwoods taktiske fremsyn på alle parametre var med til at underbygge den musik, bandet lavede. Smallwood kom med Riggs’ tegninger til bandet, og de valgte så den, de bedst syntes om. Da der ikke gik lang tid fra ‘Killers’ til ‘The Number of the Beast’, måtte Derek Riggs skynde sig, og han indrømmer da også selv, at han brugte mere tid på omslaget til ‘Killers’ end denne plade. Arbejdet starter faktisk allerede i sommeren 1981, hvor Smallwood ringer til Derek Riggs og beder ham om at lave et pladeomslag til singlen ‘Purgatory’ fra ‘Killers’. Da han ser tegningen, siger han til Riggs, at det er alt for godt til at bruge til den single. Det vil han gemme til deres næste plade, og så må Riggs i gang igen og tegner så Eddies ansigt, der er halvt djævel til singlen. Selve tegningen, hvor Eddie holder Djævelen i strenge, ender naturligvis med at blive ikonisk. 
Da pladen udgives i marts måned 1982, bliver det med en blå himmel. Det er faktisk en fejl fra trykkeriet. Himlen skulle have været sort. Trykkeriet kan simpelthen ikke få den rigtige dybde i farverne, og den røde farve driller (tak til Rasmus Stavnsborg for detaljer, red.). Så de booster trykket med blåt for at få et godt tryk, og man fortsætter med den blå himmel indtil 1998. Først 16 år senere, da man går tilbage og laver en remaster på deres første ti plader, vælger man så at genudgive den remasterede udgave af ‘The Number of the Beast’ med den sorte himmel. Som det var meningen tilbage i 1982, og som den originale tegning ser ud. Derfor findes der i dag et hav af udgivelser med forskellige toner af blå og sort himmel af pladen. Enhver samlers værste mareridt. Kampen mellem Eddie og Djævelen går igen som tema på pladens singler, og på ‘Run to the Hills’ står de i direkte håndgemæng på toppen af en bakke i Helvede, mens kampen er afgjort på singlen til titelnummeret ‘The Number of the Beast’. Her triumferer Eddie med det afhuggede hoved, og ingen kan være i tvivl om, at Iron Maiden og Eddie er større end Satan selv. Det er samtidig også en fortsættelse af historien med singlen ‘Purgatory’, hvor Eddie og Djævelen deler ansigt. Nu har Eddie omsider fået bugt med Den Hornede.
Arven efter ‘The Number of the Beast’
Fyrre år efter udgivelsen er det svært at beskrive, hvor stor indflydelse pladen har haft. Den inspirerede en hel generation af musikere. Pladen blev en katapult for ikke bare Iron Maiden, men hele den New Wave of British Heavy Metal-bølge, der bare blev kaldt NWOBHM. En bevægelse, der inspirerede Metallica, bands i Tyskland, Sverige, Norge, Danmark og resten af verden til at begynde at spille musik. Pladen rangeres typisk et sted mellem nummer 1 og 5, når magasiner verden over skal rangliste de bedste og vigtigste plader nogensinde i heavy metal. Med en karismatisk forsanger, der havde en endnu større stemme end ego, nogle fortræffelige sange og et, for tiden, kontroversielt cover var ‘The Number of the Beast’ den perfekte storm. Både for bandet og hele verden. Inden for heavy metal findes der næppe en plade, der bedre indkapsler hele ånden i den musikalske genre. Den har det hele, inklusive sange, der har stået imod tidens tand. En vaskeægte klassiker. Intet mindre.
Bandet selv begyndte at tjene penge, men levede beskedent og hældte alle midlerne tilbage i bandet for at få et større show til koncerterne og bygge på succesen. Det hele planlagdes i tæt samarbejde med manager Rod Smallwood, og deres tog kørte nu på skinner. Iron Maiden voksede fra at spille klubber til de helt store stadionshows med ‘The Number of the Beast’. Ud over bandets egen succes, der nu røg op i stratosfæren, gjorde de også verdens ungdom opmærksom på en stilart, der indtil da havde været anført af bands som Black Sabbath, Judas Priest, Led Zeppelin m.fl. Ingen af dem havde haft samme maskot på alle pladeomslagene. Ingen af dem havde turde være så eksplicitte, og her i starten af firserne var et pladeomslag og et vildt show noget, der fik de fleste til at løfte øjenbrynene. Her i egen andedam har Metallicas Lars Ulrich aldrig lagt skjul på, at han mere eller mindre skamløst kopierede Iron Maidens modus operandi i den måde, han byggede sit band op omkring plader, turnéer, merchandise og liveshows. Han var blot en af mange. ‘The Number of the Beast’ var med til at indvarsle et årti, hvor heavy metal stormede frem i folks bevidsthed. Der var masser af kontroversielle hændelser, der fulgte i kølvandet, og det var alt sammen kun benzin på bålet.
Det var dog også afslutningen for trommeslager Clive Burrs tid i Iron Maiden. Han havde været med fra de tidlige dage, men blev fyret efter turnéen. Han blev erstattet af Nicko McBrain, som Iron Maiden havde mødt adskillige gange på turné gennem årene. Det indvarslede det, mange kalder det klassiske line-up i Iron Maiden, med Bruce Dickinson, Steve Harris, Adrian Smith, Andy Murray og Nicko McBrain. Et line-up, der indspillede de næste fire plader sammen op gennem firserne og stadfæstede den position, Iron Maiden havde kæmpet sig til med ‘The Number of the Beast’. Som et af de allerstørste bands i heavy metal. For efter 1982 var Iron Maiden altid hovednavnet, de spillede de største arenaer og stadioner. Og sådan har det nu været i præcis 40 år. Til sommer spiller de på Copenhell, igen, og er naturligvis hovednavn. Igen. Som de var i 2014.
Den status, bandet har tilkæmpet sig fordufter aldrig, og kraftspringet tog de med ‘The Number of the Beast’. Deres vigtigste udgivelse til dato.