Copenhell '22: Bruce, den Almægtige
Populær
Bruce Dickinson redder Iron Maiden på Copenhell, hvor en rutinepræget optræden bæres af en fægtende frontmand, der stadig leverer.
2. Stratego
3. The Writing on the Wall
4. Relevations
5. Blood Brothers
6. Sign of the Cross
7. Flight of Icarus
8. Fear og the Dark
9. Hallowed be Thy Name
10. The Number of the Beast
11. Iron Maiden
12. The Trooper
13. The Clansman
14. Run to the Hills
15. Aces high
Iron Maiden på Copenhell. På forhånd en succes. Efter to års dvale er der næppe nogen bedre til at lukke festen igen end Iron Maiden. Bruce Dickinson gjorde sit for, at det blev en fest, men deres optræden som band gør, at det sammenlagte indtryk er mere rutinepræget end så meget andet.
For Iron Maiden lægger ud med en række numre fra deres seneste plade 'Senjutsu' og fortsætter dermed deres modus operandi, der gælder, at enhver aktuel plade promoveres uanset hvad. Det betyder bare også, at momentet lidt flyder ud i sandet, da de første numre ikke rigtig rammer publikum og Refshaleøen, som Metallica gjorde ved at fyre en salve af klassikere af sted i starten.
Så kan monsteret Eddie kæmpe nok så meget med guitarist Janick Gers, Og Bruce Dickinson kan lave nok så mange jokes om at være på toilettet når han introducerer 'The Writing on the Wall'. Det hjælper heller ikke, at han brokker sig over lyden på scenen. Ligesom det er lidt billige point at knurre af en igangværende krig i Europa. Men det sætter 'Blood Brothers' godt op, og så er vi i gang.
Forsangeren er nemlig det store omdrejningspunkt. Mens både Judas Priest, KISS og til dels Metallica går og kæmper med en forsanger, der ikke helt kan ramme de høje toner længere, så bærer Bruce Dickinson egenhændigt Iron Maiden. Bevares, Steve Harris, Dave Murray, Nicko McBrain og co. leverer sørme også stadig, men fokus er på forsangeren. Og han leverer. Stemmen er intakt, trods strubekræft og mange år på bagen.
Det viser sig til både 'Sign of the Cross', hvor han stadig bærer sin kappe, samt til 'Fear of the Dark', hvor første fællessang for alvor bryder ud. Samt et hav af mobiltelefoner. Det er også her, der lige falder et par dråber, men det bliver ved det.
For Iron Maiden holder stand. Mod vind og vejr. De holder fast i deres klassiske show, og Bruce Dickinson holder fast i galgen under 'Hallowed be thy Name', som gjaldt det hans og Iron Maidens liv, at han er i topform. Han er omdrejningspunktet og når han brøler 'Scream for me Copenhell"', så er der ikke et øje tørt. Så er Iron Maiden stadig det største navn indenfor heavy metal.
Men selvom monsteret Eddie kigger på med djævlehorn og et skud for panden, så er de ikke udødelige. Det hænger på Bruce Dickinson at hive dem hjem under ekstranumrene med 'The Trooper'', hvor han i uniform scorer billige point ved at vaje Dannebrog, og hans fortid som olympisk fægter fornægter sig ikke under 'The Clansman'.
Og netop det er kernen af Iron Maidens optræden på Copenhell. De lever på, at Bruce Dickinson i den grad stadig har stemmen intakt.Han bærer showet fra start til slut, mens de andre musikere relativt anonymt leverer melodien til Bruces stemme. Selvom det er 8 år siden de sidst stod på Refshaleøen, så er han stadig lige stærk. Hvilken herlig afslutning på Copenhell 2022.