Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 2016: Redwood Hill

Populær
Updated
Copenhell 2016: Redwood Hill

For tredje gang gæster Redwood Hill betonen på Refshaleøen, og de ser frem til at vise, hvordan de er modnet og har fået masser af erfaring forud for Copenhell 2016.

Kunstner
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

Hvordan oplevede I jeres første to optrædener på Copenhell?
 
Første gang på Copenhell var kun vores tredje koncert i alt. Tilmed skulle vi spille lørdag formiddag i strålende solskin, og det var dagen derpå, hvor Slayer havde lukket festen om fredagen. Det var både æstetisk og publikumsmæssigt en svær opgave, men utroligt lærerig.
 
Anden gang var noget helt andet, hvor alt gik op i en højere enhed. Vi havde først fået en tid klokken 3 om natten lørdag, men blev flyttet til 22:30, da DAD blev booket ind til at lukke festen. Tidspunktet var helt perfekt, da vi gik på til solnedgang, og mørket faldt på under vores sæt. Det gav en helt speciel atmosfære, som passede sublimt til vores udtryk. Samtidig var det absolut det største fremmøde af publikum, vi hidtil havde prøvet. Vi oplevede for første gang en forreste række, som sang med på vores tekster, og det var en stor oplevelse.

Hvad vil I gøre anderledes denne gang?

Vi mener at være blevet endnu bedre til at sammensætte vores sætliste, så det netop også virker på en stor festivalscene. Samtidig har vi de seneste par år arbejdet sammen med en fast lystekniker, som vi vil bygge nye og vildere ting op omkring. Vi har også et par ekstra ting i ærmet, som vi dog ikke vil løfte sløret for før selve showet.

Hvilke råd vil I give til de danske Copenhell-debutanter?

Der kan være stor forskel på det publikum, man møder på en stor festival, og dem på de små venues. Her er det vigtigt at tilrette sin sætliste og optræden efter de præmisser, som den type event har.

Men vigtigst af alt er at nyde dagen. I er blevet booket, fordi nogen synes, I er fede, så giv den fuld skrald, og husk at få nogen til at filme det, for I kommer ikke til at kunne huske noget som helst.

Hvorfor tror I, at I er booket til Copenhell?

Første gang tror jeg bestemt vi var et frisk pust på den danske metalscene. Vores holistiske tilgang til musikken, hvor det æstetiske, lyden, stilen, pressebilledet, liveshows etc. sikkert gjorde en del for, at folk blev opmærksomme på os. Der var ikke mange bands på det tidspunkt, som gjorde dette. Samtidig havde vi spillet vores to første koncerter, som høstede mange roser. Ud fra disse forskellige elementer tror vi, at vi blev set som det ”det nye” band på den danske metalscene.

Anden gang blev vi ikke booket direkte, men vandt Politikens Metal Pris i forbindelse med det års When Copenhell Freezes Over, hvor en del af præmien var at optræde på Copenhell.

Siden dengang har vi haft en del positiv presseomtale, udgivet vores andet album og har opnået en form for ”etableret band”-status. Det er sikkert derfor, at det er tid til, at vi besøger Copenhell igen.

Udover jeres egen optræden, hvad glæder I jer så mest til på dette års Copenhell?

Converge og Norma Jean.