Copenhell 2016: Scorpions

"Rocklivet er i vores blod," siger den 60-årige leadguitarist Matthias Jabs om årsagen til, at Scorpions ikke stoppede efter deres afskedsturné. På Copenhell aflægger de tyske giganter en af deres sjældne visitter i Danmark, og hvilke numre de spiller, løfter guitaristen sløret for her.

Når Copenhell finder sted for syvende gang til sommer, bliver det med et sjældent visit fra en af rockhistoriens store giganter. Efter en håndfuld danske koncerter i 70’erne og 80’erne har tyske Scorpions blot gæstet Danmark tre gange i de sidste 25 år – senest på Jelling Festival i 2005.

Det er en fænomenal booking af Copenhells bagmænd. Kun de uindviede forbinder Scorpions med det band, som bare er kendt for ’Wind of Change’, 'Rock You Like a Hurricane' og ’Send Me an Angel’.

Fra 70’ernes sublime hard rock til den mere melodiske heavy metal fra 80’erne og frem har tyskerne sat deres aftryk i musikhistoriens hårde kapitel og med tiden solgt over 100 millioner plader. Og så var der i 1990 selvfølgelig det der succesfulde hit om Berlinmurens fald, ’Wind of Change’, der er solgt i intet mindre 14 millioner eksemplarer.

Da guitarikonet Uli Jon Roth – årets hovednavn på Metal Magic Fesitval – forlod gruppen i 1978, blev han erstattet af Matthias Jabs. Det var ham, som gjorde Scorpions' udtryk mere heavy metal-orienteret, og som siden har været bandets leadguitarist.

Fra sit hjem i Hannover fangede vi den yderst imødekommende 60-årige Jabs over telefonen til en snak om koncerten på Copenhell og det store spørgsmål, om hvordan rockscenens nærtstående fremtid ser ud, når Scorpions og andre store ikoniske grupper er et overstået kapitel.

Det er 11 år siden, I gæstede Danmark. Hvorfor er der gået så lang tid?

”Er det? Det sidste minde jeg har om Danmark, åbenbart før min hjerne smeltede sammen, var på en festival ved en flod i 1990’erne (Rock Under Broen, 1999, red.).

Men vi spillede faktisk i Danmark ret ofte, da vi stadig arbejdede sammen med vores gamle ven Erik Thomsen. ET, som han blev kaldt, var en meget berømt, dansk promoter og en virkelig sjov fyr, der kunne bunde en øl, mens hans stod på hovedet. Hver eneste gang vi spillede i København, skulle han altid vise os det. Han var en god ven, men gik desværre bort i 2006. Siden kom vi aldrig rigtig i kontakt med en anden dansk promoter. Så forbindelsen til at regelmæssigt spille i Danmark døde ligesom med Erik.”

I er på jeres 50-årsjubilæumsturné. Hvordan udvælger i numrene til sætlisten?

”Det bliver det største show, vi nogensinde har haft, der varer i to timer. Vi åbner med ’Going Out With a Bang’ og spiller omkring tre andre nye numre fra ’Return to Forever’. Det er fedt for os at spille nyt på scenen og ikke bare stå at gentage fortidens bedrifter. Vi spiller selvfølgelig også de store hits, for det forventer publikum. Dertil har vi et medley med en 4-5 numre fra Uli Jon Roth-årene i 70’erne. Så kommer der et par udskiftninger her og der som eksempelvis titelnummeret fra ’Crazy World’, som vi ikke har spillet i 20 år.”

50 år. Det er ret vildt?

”Det er skørt. Rudolf Schenker dannede Scorpions, da han var 13 år. Da hans mor i 2014 skulle flytte, fandt hun en gammel plakat på loftet for den første Scorpions-koncert i november 1965. Så opstod ideen om turnéen, og promotorer verden over elskede tanken. Der er jo faktisk ikke mange grupper, som har været succesfulde i fem årtier og samtidig både været aktive live og lavet ny musik.”

Du har selv været med i næsten 40 år. Hvordan holder du til det?

”Godt spørgsmål. Vi har ikke holdt pause, siden jeg kom med i 1978. Det var først her, Scorpions virkelig begyndte at blive et internationalt navn. Før var koncerterne mest et par afstikkere til Japan og lidt rundt i Europa. Siden jeg kom med, har årene været konstant intense, men virkelig gode, uden at vi fortryder så meget som et sekund. På vores turné ser vi tilbage på en fantastisk karriere.”

Du afløste Uli Jon Roth. Det var noget af en plads, du skulle fylde ud?

”Jeg kendte Uli, før han og siden jeg selv spillede i Scorpions. Vi voksede op i det samme område i Hannover og legede sammen som børn. Så jeg har altid haft det fint med at afløse ham. Uli er en fantastisk guitarist. Han udsendte en plade med genindspilninger af gamle Scorpions-sange sidste år.”

Var det underligt for jer, at han udsendte pladen?
 
”Det er det samme med Michael Schenker (Rudolfs bror, der debuterede live for Scorpions som 11-årig(!) og forlod gruppen i 70’erne, red.), der også spiller gammelt Scorpions-materiale. Vores tidligere trommeslager og bassist spiller faktisk med ham. Basalt set er Uli og Schenker jo blot to tributebands. Så ja, det er da lidt sært.”

Michael Schenker har for nylig været ude i pressen og svine jer til for at nedtone hans betydning for Scorpions succes. Han er især harm på sin bror. Frustrerer det jer?

”Jeg har godt læst de interviews med ham. Jeg har endnu ikke talt med Rudolf om det, så jeg ved ikke, hvad det helt præcist handler om. Men det er dårlig stil at udtale sig om den slags i pressen. Det må være et familieanliggende. På den anden side har Michael altid være lidt for sig, så det overrasker mig ikke.”

Som Judas Priest, Kiss og andre har I også før været på afskedsturné. Hvorfor stoppede I ikke?

”Vi var seriøse, da vi tog på den turné i 2010, fordi vi ikke ville ende med at stå og ligne gamle, slidte mænd på scenen. Men da var vi færdige med turnéen efter mere end to år, gik det op for os, at det var for tidligt at trække sig tilbage. Vi havde det simpelthen for sjovt.”

Fra rockstjerne til pensionist. Hvordan vil I håndtere det med at stoppe en dag?

”Før eller side slutter det fra naturens side, det er klart. Men hvornår er umuligt at sige. Det var derfor, vi kaldte vores seneste plade ’Return to Forever’. Vores sidste koncert var i december, og vi skal i gang om to uger. Heldigvis. Det er rart med en pause, når man har været på en lang turné.  Men jeg kan mærke, jeg er klar til at tage ud. Vi kan ikke bare sidde hjemme. Det er umuligt. Rocklivet er i vores blod.”

I headliner Copenhell sammen med Alice Cooper og Black Sabbath. Uden jer på plakaten ville festivalen slet ikke kunne trække så mange mennesker. Hvad tænker du om det tomrum, der bliver uden jeres generation af bands?

”Jeg tror, vi er på vej mod afslutningen er en stor æra, når AC/DC, Black Sabbath, Kiss, Iron Maiden og Scorpions enten definitivt stopper eller dør som Lemmy. Inden for ti år det vil have en enorm effekt på festivalernes fremtid og stadionkoncerter. I hvert fald når det gælder rock. Popverdenens fremtidige Coldplay skal nok komme. Men de store rockoplevelser uddør med giganterne.”

Hvorfor kan rocken ikke skaber de nye store navne, når andre genrer kan?

”Jeg tror simpelthen, det handler om, at ingen kan fylde de sko ud, som rockens pionerer går rundt i. De betydningsfulde bands, som i 70’erne skabte fundamentet for meget af fremtidens rockmusik, var jo usædvanligt kreative. Prøv at lytte til Led Zeppelin. Det kan du ikke overgå. Husk også på, at rockgenren virkelig var stort i 70’erne. I dag er rock i bund i og grund reduceret til en nichegenre, der ikke fylder meget i det store billede blandt pop, dance og hip hop.”