Et lavpunkt i et flot katalog
Det er blevet en kende for ufarligt og lidt for poleret at lytte til VOLA, hvis fjerde fuldlængdealbum nok har højdepunkter, men generelt er en mere jævn lytteoplevelse.
Break My Lying Tongue
We Will Not Disband
Glass Mannequin
Bleed Out
Paper Wolf
I Don't Know How We Got Here
Hollow Kid
Tray
VOLA har været et danske flagskib inden for rock/metal de seneste mange år. Et af de få bands, der virkelig har formået at slå hul på udlandet, uden at gå på kompromis med egene holdninger eller musikalsk integritet. Det har været en fornøjelse at følge kvartettens udfoldelser og udvikling siden debutpladen fra 2016, hvor hver af de hidtidige fuldlængdeudgivelser har båret præg af en relevant udvikling i lyd og kompetencer.
Debutten ’Inmazes’, var en plade af sin tid. Tung på stemning og riffs og dertil indbegrebet af et band, der ikke helt havde fundet rette hylde endnu. Opfølgeren ’Applause Of A Distant Crowd’ (2018) gav bandet en mere prog-rocket lyd med inspirationskilder som Steven Wilson og Devin Towsend. Endelig fik vi ’Witness’ i 2021, der viste yderligere udvikling med tydeligere elektroniske elementer og nu-metalliske noter.
Spændende er det derfor, hvor bandet bevæger sig hen på ’Friend of a Phantom’. Skal man tro bandet selv er pladen en videreudvikling af VOLAs tunge, tekniske og hyper-melodiske groove metal, fusioneret med et hårdtslående og sårbart udtryk. Et lovende udgangspunkt og store ambitioner.
Et volatilt grundlag
Førstesinglen ’Paper Wolf’ udkom sidste år, i forlængelse af bandets tur til Staterne. En fængende komposition, der i høj grad lyder som en videreudvikling af materialet på forgængeren. En udmærket single-forløber uden at være meget mere.
Trods lidt forskel i frekvens, har vi fået en single-optakt til ’Friend of a Phantom’, der minder meget om hvad vi tidligere har oplevet fra bandet. Den tunge, ørehængende første-single, fulgt op af en mere progressivt-orienteret single, før den afdæmpede, og til sidste singlen med gæstevokal. Modsat singlerne fra ’Witness’, er det dog et mindre vellykket oplæg.
’I Don’t Know How We Got Here’ er sandsynligvis den bedste af de fire singler. Den flotte ballade, har en smuk klang, der i høj grad forklæder den noget ubehagelige tekst. ’Break My Lying Tong’ lykkes ditto med et mindeværdigt, gennemgående synthstykke, men så falder det til gengæld helt igennem på ’Cannibal’.
Her får bandet hjælp fra Anders Friden. Den karismatiske In Flames-forsanger leverer en storslået gæstevokal, der på ingen måde matcher resten af nummeret. Som lytter får man to forskellige numre, der ikke lykkes med at smelte sammen til en velfungerende enhed. Det er et sært mis-match, der samtidig formår at udstille de to største udfordringer ved pladen: Mindre interessant sangskrivning og en utroligt poleret produktion.
For poleret og for ufarligt
Jakob Hansen har mixet pladen og det gør han sådan set helt fint. Der er en lydmæssig rød tråd og det hele står flot i lydbilledet. Hertil er det muligvis korrekt set, at den polerede lyd matcher bandets blødere kompositioner. Desværre resulterer det tilsvarende i, at de få tungere numre som ’Hollow Kid’ og førnævnte ’Cannibal’ fremstår ufarlige. Man føler ikke vildskaben eller det metalliske element. Hverken på førnævnte kompositioner eller gennem pladen. Det er simpelthen for pænt - og til tider fraværende. Sidstnævnte reflekteret i sangskrivningen.
VOLA har nærmest været garant for indlevende sangskrivning, funderet på en bund af solide hooks, gode ideer og storladne omkvæd. Med få undtagelser er de tre første singler de bedste numre på ’Friend of a Phantom’. Det er her, de gode ideer gror, her, produktionen er til at se igennem fingre med, og her, VOLA fanger publikum. Ikke at resten af numrene er dårlige, de er bare ikke specielt mindeværdige. Undtagelserne er ’Bleed Out’ og ’We Will Not Disband’.
På førstnævnte lykkes VOLA undtagelsesvis med at spille ubehag ind i lydbilledet. Ikke ulig ’These Black Claws’, får vi eminent underlæggende spor af trommer og synths, der giver bandet kant, tilsat et flot komponeret, gennemgående omkvæd, der står i stærk kontrast til det bombastiske c-stykke. Her får vi VOLA ind under huden. Vi føler den danske kvartet og musikken på et helt andet niveau, end på resten af pladen. ’We Will Not Disband’ er derimod et utroligt smukt nummer, krydret med et djentet c-stykke, der skaber positive associationer til TesseracT og derved har succes med at skabe en fin homage til det ophav, der var oppe i tiden, da VOLA EP-debuterede.
Resten er pladen er let glemt og man higer ikke nødvendigvis efter at høre udgivelsen i sin helhed. Samlet set er ’Friend of a Phantom’ en fin tilføjelse til VOLAs bagkatalog, men det er ikke en plade, der hverken overrasker, rykker på opfattelsen af, hvad bandet er, eller slår kvartettens bedste udgivelser.