Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Det levende og det levede landskab

Populær
Updated
sansaga-171

Formen er ny, men at bruge de bornholmske folkesagn til at fortælle sin egen historie, som Orm gør det, er der en lang tradition for, fortæller antropologen Lars Rømer.

Kunstner
Fotograf
Kristoffer Linus / 588

Mens de bornholmske folkesagn om nisser i skovene og underjordisk krapyl i gravhøjene i den bredere danske befolkning mest forbindes med den gennemkommercialiserede børnebogsfigur Krølle-Bølle og ikke mindst alt det turist-krimskrams, trolden med det fjogede smil har optrådt på, har fortællingerne en helt anden betydning for bornholmerne.

Her er historierne en del af en fælles fortælling og en måde at forstå sin anderledeshed på i sin afsondrethed fra resten af landet. Midt ude i Østersøen har Bornholm gennem tiden skiftesvis været et strategisk vigtigt punkt, en afkrog så fjern, at den end ikke kan få sin rigtige plads på danmarkskortet, en piratrede, et turistmekka, en glemt provins i frit fald. 

– Man kan godt sige, at bornholmerne har følt sig lidt tilsidesat. Der har folkesagnene om en underjordisk hær, der hjælper med at slå svenskerne tilbage, været en måde at bearbejde den følelse på, forklarer antropologen Lars Rømer.

Siden han for fem år siden fik bevilliget midler til at forske i de bornholmske folkesagn – hvilket i 2014 fik Venstres daværende forskningsordfører Esben Lunde til at proklamere, at Det Fri Forskningsråd burde nedlægges, når de gav penge til den slags pjank – har han gravet sig langt ned i sagnene, både i øarkivet og i interviews med bornholmere. Efter at have forsvaret sin ph.d. sidste sommer stiftede han sammen med to andre produktionsselskabet Sansâga, der skal arbejde videre med at formidle den bornholmske kulturhistorie.

Nye riter
Til den føjer sig altså nu Orm med black metal-pladen ‘Ir’: Et værk i to dele, der tyer til de bornholmske sagn for at behandle et nært familiemedlems selvmord på den ø, tre fjerdedele af bandet stammer fra. Den måde, de har omgået materialet på, er langt fra dogmatisk, er de de første til at indrømme: De har brugt mytologien, som det passede dem, og selv skabt nye myter, hvor de passede ind. Men det er faktisk præcis den måde, folkesagn har det med at fungere på, fortæller Lars Rømer, og Orms måde at lade den afdøde besjæle det bornholmske landskab går igen i hans egen forskning:

– Min forskning handler om den specifikke, personlige relation mellem menneske og landskab. Det er et forsøg på at bruge folkesagnene som afsæt for at se, hvad der dukker op i landskabet, hvis man ser på de sagn, der beskriver det. Jeg har konkret set på de måder, som folk knytter sig til landskabet på: Det bliver både det levende og det levede landskab på én gang. For det knytter sig i høj grad til de døde, som det også gør det hos Orm: Det, der har levet, føles som noget, der lever endnu, når man fortæller de historier. Og fortællingerne åbner for nogle personlige følelser: Noget, folk ellers ikke er så gode til at tale om, kan man tale om gennem de fortællinger. Det kan føre til, at familierne for eksempel går et bestemt sted hen og udfører en handling.

Der bliver altså skabt nye ritualer med folkesagnene, og det er folk selv, der skaber dem. Hvor religionerne har sine faste ritualer, er det op til folk selv, hvordan de vil forstå folkesagnene om de underjordiske.

– Folk digter selv videre på dem og tager dem et nyt sted. Det er selve fortællingens natur, som jeg ser det som antropolog. Det er et univers, hvor man selv kan fortolke verden på en ny måde. På den måde er der for mig at se en større fleksibilitet i det.

Det er til forhandling
Det er ellers netop noget af det, Orm udtrykker en vis bekymring over: At de som ateister faktisk er endt med at udtrykke noget, de selv opfatter som noget nærmest religiøst.

– Det her er jo netop ikke et dogmatisk religiøst univers, understreger Lars Rømer.

– De underjordiske får os til at reflektere over, hvordan vi respekterer vores omgivelser. Det landskab, vi er en del af. Hvornår går vi over stregen dér? Det er hele tiden til forhandling. Nogle gange straffer de underjordiske én, nogle gange hjælper de én. På den måde er de ligesom os mennesker: De er ikke kun på én måde.

Groft stillet op kan man sige, at hvor de store religioner lærer os, hvordan man er et godt menneske, forklarer folkesagnene os, hvorfor vi alligevel ikke altid er det.

På ‘Ir’ bliver der draget én mulig konsekvens af den erkendelse. Livet bliver ubærligt, og de underjordiske hjælper med at opløse det i det bornholmske landskab og lade det leve videre med de efterladte her. Andre kunstnere har brugt de bornholmske folkesagn på vidt forskellige måder, fortæller Lars Rømer.

– Dennis Gade Kofod har gjort det på én måde i sin roman ‘Brøndtjætten’, Ane Cecilie Mogensen har gjort det på en anden i sine papirklip og sin børnebog, ‘Klippeøens trolde’. Rebecca Arthy og Ida Marie Tjalve har lavet dukketeaterstykket ‘De underjordiske’, og de indgår også i Lotte Svendsens film ‘Bornholms stemme’. Men helt tilbage i starten af 1800-tallet skrev B.S. Ingemann en lang roman om de underjordiske, som havde et kristent twist: Her bliver Bonavedde en kristen helt, der bekæmper dem, siger Lars Rømer med en latter. 

I de bornholmske folkesagn er Bonavedde ellers oftest beskrevet som noget af en bondetamp, der lægger sig ud med de underjordiske og må lide for det.

– Så langt tilbage i tiden har de underjordiske altså optrådt som en metafor, fortsætter han. 

– Det er et univers, der kan virkelig meget. I 1940’erne skrev forfatteren Kelvin Lindemann romanen ‘Det kan vel frihed bære’ om oprøret i 1658, hvor de underjordiske kæmper på bornholmsk side mod svenskerne, ligesom de gør det i ‘Brøndtjætten’. Men her ødelægger de pludselig også det pommerske militær, og det blev opfattet, som om Kelvin Lindemann opildnede til modstandskamp mod den tyske besættelsesmagt. Og så har man igen en roman som Dennis Gade Kofods ‘Nancy’.  

I den kæmper de underjordiske mod bornholmerne, der har glemt dem og ikke respekteret landskabet og historien. 

Det er altså en lang og broget tradition, Orm indskriver sig i med ‘Ir’. De underjordiske har mange roller, og sagnene har mange funktioner. Men Lars Rømer er på linje med Orms Troels Cort Nielsen, når han opsummerer, hvorfor de bornholmske sagn fortsat spiller en rolle:

– Det handler om at have en tilknytning til noget. At noget var her engang, og det har vi stadig behov for at blive mindet om. Og når vi så færdes bestemte steder, bliver omgivelserne levende for os. 


Læs også interviewet med Orm: 'En mytologi, der er ens egen'.