Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 2018: Orm vs sol: 5-0

Populær
Updated
Copenhell 2018: Orm vs sol: 5-0
Copenhell 2018: Orm vs sol: 5-0
Copenhell 2018: Orm vs sol: 5-0
Copenhell 2018: Orm vs sol: 5-0
Copenhell 2018: Orm vs sol: 5-0
Copenhell 2018: Orm vs sol: 5-0
Copenhell 2018: Orm vs sol: 5-0
Copenhell 2018: Orm vs sol: 5-0

De tunge, atmosfæriske lag trodsede sidevinden og foldede sig fortræffeligt ud i kontrast med solens bagen – så længe man gik tæt nok på scenen.

Kunstner
Dato
22-06-2018
Trackliste
1. Blood Of Your Blood
2. Serpent Mother
3. Apotheosis
4. Klippens Lyse Hal (ny)
5. Temple Of The Deaf
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Da By the Patient i 2015 udgav 'Gehenna', var bandet samtidig på vej mod enden. Forsangeren forlod bandet, og det fjernede interessen i at holde liv i den tekniske død, som bandet ellers havde sværget til de sidste 10 år. 


Nye boller skulle på suppen, og således opstod Orm. Et band, der har vundet megen taletid siden den et år gamle, selvbetitlede debut, som lægger sig solidt i mulmen af den danske black metal-scene med referencer til mere atmosfæriske bands som Wolves in the Throne Room eller for den sags skyld vores egne Solbrud. Hertil bør også nævnes deres fælles baggrund, som afspejler sig fornemt i coverbilledet af Hammershus i flammer.

Som lidt af en koncertjunkie er dette min femte Orm-koncert på et år, og med blot ét album i bagagen er det ikke just, fordi der bliver tilføjet væsentligt nyt til showet fra gang til gang. Man ved, hvad man får. Spørgsmålet er, hvordan man får det, og her var settingen helt anderledes end til den forrygende Indisciplinarian-festival på Pumpehuset for blot to måneder siden. Her var det kl. 15:45 i bagende solskin på Copenhells mindste scene.

De levende lys forblev plantet i øveren, men selvom Orm foretrækker en mørkere setting, gik de som vanligt lige til stålet med Theis Wilmer Poulsen og Simon Sonne Andersen som forbrølere på hver side af scenen, mens Troels Cort Nielsen på bassen førte an som den mere levende del af showet. Et indspillet mandekor førte eksilbornholmerne ind på scenen til tonerne af 'Kringsatt av fiender', og herfra gik det over stok og sten i kampen mod dagslyset. Vi har tidligere været kritiske over for den nidkære perfektionisme og professionalisme, som unægtelig gør guitaristerne mere stive i betrækket end den mere energiske bassist, og selvom der da er blevet løsnet i formerne over det forgangne år, så mangler de stadig dynamikken, der for alvor kan få dem ud over scenekanten.


At Pandæmonium her endnu engang måtte skuffe med så sløj gennemslagskraft, at man ikke engang kunne stå på hjørnet af lydteltet og få den fulde oplevelse med, må stå på festivalens regning, for det viste sig hurtigt, så snart man gik 10 meter frem, at lyden var med dem, og vindens påvirkninger ikke behøvede at spolere det hele. Hvis ellers man bare gik tæt nok på.



Selvom et enkelt nyt nummer sneg sig med undervejs, ændrede det ikke væsentligt i det større billede. Præsentationer var der ikke mange af, musikken fik lov at tale for sig selv, og det er i sig selv også dejligt befriende ikke at skulle blive tvunget til at tage stilling til at joine en pit hvert andet øjeblik. Der mangler dog stadig en smule for, at Orm opnår den storhed lydbilledet afkræver. Mindre professionalisme og indlærthed til fordel for mere liv og nærvær på scenen kunne også hjælpe på det, men ikke desto mindre stadig en solid præstation, der endnu engang bekræfter os i, at Orm ikke blot lever på hypen, men rent faktisk også har noget at have den i.