Historisk hjemmebanesejr
I et udsolgt Bygningen i Vejle leverede Lipid et 30-årsjubilæumsshow, der igennem 90 suveræne minutter foldede sig ud som en af bandets bedste koncerter i karrieren.
2. Dead For the Rest of Your Life
3. Cows Ablaze
4. Fragments of Eternity
5. Wreck of the Past
6. Hagridden
7. God We Have Slain
8. Only Pain Ahead
9. Distrust
10. Paralyzed Civilization
11. Dressed in Fear
12. Nice Day of the Road
13. Chaos World
14. Imagination of the Fake
15. Before the Storm
16. He Who Hates All
En dansk by uden et spillested og lokale metalbands er et fattigt sted på landkortet. Historien om dansk heavy metal er ikke fortællingen om storbyens dominans. Tværtimod så er de sidste 40 års musikhistorie skrevet af provinsens talentmasse. Lige fra Denial of God i Sønderborg over Autumn Leaves og Sacrificial i Ribe til Dominus i Ringsted og Withering Surface i Næstved og til utallige andre.
I Vejle har de dødsthrasherne fra Lipid. Igennem 30 år har Lipid holdt fanen højt og været samlingspunkt for byens metalhoveder. Når Lipid spiller i hjembyen, så er det ikke bare en koncert, men også et gensyn med de samme ansigter, der har været med siden begyndelsen i midten af 1990’erne. Dengang hed byens spillested Paraplyen, og når Lipid ikke selv var hovednavnet, så var de byens faste supportnavn for samtidens dødselite som Illdisposed og Konkhra.
Jeg har selv været til alle koncerterne sammen med utallige venner og bekendte igennem årene. I lørdags stod vi der sgu igen. Dem, der er forblevet i byen. Dem, der var vendt hjem for en weekend. Kram og high fives over det hele. Tre årtier ældre, men stadig stive som evige drengerøve med hang til heavy metal.
Det er lang tid siden, jeg har været til en koncert, hvor stemningen var så elektrisk. Og det kom ikke som overraskelse, at koncerten var udsolgt. Hvilket angiveligt ikke er sket til en metalkoncert i Bygningen, siden Volbeat var forbi i 2010.
Det siger alt om Lipids betydning for hjembyen.
Men jubilæumskoncerten var ikke bare et nostalgisk vingesus. Det var tværtimod oplevelsen af et band, der aldrig har lydt bedre og mere relevante, end Lipid gør anno 2024.
Dels grundet Søren Pedersens evne til stadig at smede sublime riffs sammen, som på sidste års fremragende ’The Perfect Killing Machine’, og dels fordi den nuværende konstellation er den bedste igennem tre årtier. Det har nok aldrig været helt nemt at være bassist og leadguitarist i brødrene Pedersens band, og en del udskiftninger på posterne igennem årene, har selvfølgelig haft sit præg på formen. Alt andet er uundgåeligt. Men siden John Smedemark kom med på bas i 2014 og Anders Møller på leadguitar i 2018, så er firkløveret ganske enkelt blevet bedre og bedre på scenen.
Faktisk er det bemærkelsesværdigt, hvordan vi lige nu på den danske scene ser så mange fremragende bands efter tre årtiers eksistens være stærkere end nogensinde før. Tag Strychnos. Tag Blazing Eternity. Tag Lipid. Fællesnævneren er friheden, der følger med, når ungerne flyver fra reden. Der er tid til at øve og turnere, når familiekalenderne ikke længere og umuligt skal gå op. Og så er der ikke mindst den modenhed, der skinner igennem på scenen. Ungdommens (naive) tro på at blive den nye Lars Ulrich er fordampet sammen med de frustrationer, der følger med, når verdenssuccesen ikke lige stod for døren. Tilbage er erfaringen og en indstilling, der i stedet går ud på at hygge sig og have det sjovt og levere det bedste, man er i stand til foran sit publikum. Det kan både ses, høres og mærkes.
Og det kunne i den grad mærkes hos Lipid, da de igennem 90 minutter på hjemmebane leverede en af karrierens bedste koncerter.
Der var varmt og tætpakket foran scenen, da klokken slog 21.30 og kvartetten åbnede med titelnummeret fra ’The Perfect Killing Machine’. Publikum kvitterede øjeblikkeligt med headbanging og mostpit, så fadøllet fløj rundt i luften. Sveden haglede af publikummernes nøgne overkroppe, og næverne røg i vejret, mens der blev skrålet med på gode gamle ’Cows Ablaze’ og ’God We Have Slain’.
Hvis ikke det var varmt nok i forvejen, så kom stemningen vitterligt på kogepunktet, da debut-ep’ens ’Paralysed Civilization’, ’Dressed in Fear’ og ’Nice Day on the Road’ kom som den vildeste tretrinsraket, så Bygningen nærmest eksploderede i ren ekstase. Utroligt nok var Lipid ikke andet end store teenagere, da de komponerede de her tidløse metalklassikere, der er ligeså potente som for 30 år siden.
En fyr kommenterede dagen efter på Facebook, at han havde været til koncerten med sin søn, der blev blæst bagover, men konkluderede, at Lipid ikke spiller noget, der ikke er hørt før. På den ene side forstår jeg pointen, men på den anden side, så kan man sige, at alt heavy metal er hørt før efter mere end 50 år med genren. Jeg vil hellere hævde, at Lipid efter tre årtier faktisk formår at holde en rød tråd igennem karrieren og stadig udvikler sig. Men al respekt for giganter som Illdisposed, Hatesphere og Konkhra, så har de udgivet den samme plade i femten år, og det er tydeligt til koncerterne, at publikum kommer for at høre det gamle.
Lipid synes tværtimod at blive stærkere for hver udgivelse. Selvom produktionen nok kunne have været en tand bedre på ’Fragments of Eternity’ og ’The Perfect Killing Machine’, så var materialet herfra aftenens bedste. Især under ’Wreck of the Past’ og ’Imagination of the Fake’. Det er virkelig her kvartetten sprudler. Martin Pedersen og John Smedemark lagde en solid bund, mens Anders Møller i de numre virkelig træder i karakter som leadguitarist, og Søren Pedersen styrer slagets gang til perfektion som frontskipper. Efter 80 minutter toppede koncerten simpelthen med ’Before the Storm’, hvor både band og publikum gav den fuldstændig gas inden den sidste energi blev skudt af til ’He Who Hates All’, der lukkede et halvanden times sublimt og historisk show på hjemmebane.
De færreste bands kan gøre det her efter 30 år. Men Lipid kan!