NMF 24: Tre afarter af død
Baest, Necrophobic og Asinhell mødte op på Næstved Metalfest med hver deres vellykkede versionering af dødsmetal.
Der var mange dødsrelaterede bands på årets Næstved Metalfest-program. Blandt de mest imødesete var naturligvis det århusianske himmelhittere Baest, de sorte, svenske veteraner Necrophobic, og det dansk/tyske stjerneensemble Asinhell.
Førstnævnte som indlysende headlinere fredag aften, og de sidstnævnte i rap på festivalens hovedscene lørdag inden det imponerende norske hovednavn Satyricon.
Endnu en massakre
Lad det være skrevet med det samme: Fredag aften i Næstved smadrede Baest simpelthen bare igennem, og massakrerede hele skidtet, fra først til sidst!
Et sandt non-stop inferno af frenetiske riffs og growls, benhårde breaks og fede, milimetertætte headbangerpartier. En gedigen omgang glad-i-låget dødsmetal, der leveredes kogende kompromisløst i en sydende, symbiotisk energiudveksling med bandets dedikerede fanhorde.
Men aldrig med et øjebliks følelse af rutine – det her band udstråler stadig en sjælden hørt entusiasme, og bandet tager ikke en ellers helt oplagt succesoptræden for givet. Der høres, og det mærkes.
Syv år efter Baests overrumplende udslettelse af Copenhell spiller de (stadigt) unge århusianere med samme tydelige motivation og sprudlende charme som dengang. Læg dertil det øgede musikalske samspil og den voksende scene-erfaring, og vi har en uundgåelig vinder.
32 år efter denne anmelders pilgrimsfærd til Florida og møderne med områdets dengang pivunge dødsmetallere i Obituary, Morbid Angel, Monstrosity, Atheist, Burial og producerguruen Scott Burns stod man så på en nedlagt kasernegård i Næstved og blev blæst bagover af de brutale brushoveder i Baest. Nok en gang. 
Baest (foto: fravn_photography)
Fræsende og hvæssende
Lørdag aften før skumringen var det tid til de gammelskolede svenskere Necrophobic (hvis første inkarnation stammer tilbage fra 1989, såmænd), der gerne tilskrives en co-opfinder status af blackened death-subgenren.
I Næstved gik Necrophobic direkte til sagen med deres fræsende og hvæssende metal, i det tunge, hæsblæsende og agressivt dirrende tung rock-territorium, hvor både black og death metal er de fremmeste og mest effektive virkemidler.
Det hele toppet af nogle fede, melodiske momenter med plads til et par stærke guitarsoli, og et band, der udstrålede både udadvendthed og stor spillelyst.
Sort, dødt og ganske så vellykket.
Necrophobic (foto: fravn_photography)
Tonsende og gnistrende
30-35 år siden mine første koncertoplevelser med d'herrer Jacob Hansen (i Invocator), Michael Poulsen (i Dominus) og Marc Grewe (i Morgoth) stod de tre nu samlet i det nye death metal-projekt Asinhell.
Jeg missede bandets premiere i Pumpehuset i forsommeren, og på Copenhell i juni (grundet en beklagelig dobbeltbooking med de i øvrigt fremragende High on Fire), men nu skete det – foran et fyldigt og modtageligt publikum på Næstved Metalfest.
Tydeligvis tager Asinhell tråden op fra den death'n'rollede del af Entombed-æraen, hvor Asinhell lader Motörhead fylde omtrent lige så meget som den originale Florida-death metal, og hvor sanger Grewes rustne røst er næsten endnu mere Lemmy end Kam Lee.
Sættet naturligvis funderet i sidste års debutudgivelse 'Impii Hora', og med et virkelig fedt drive og smæk i bagdelen. Det tonsede og gnistrede, det tærskede og growlede.
Et særligt højdepunkt var bandets kærlige og kyndige version af idolerne Deaths 'Leprosy', som på ingen måde skabte fred i pitten. Stærkt. Meget stærkt.
Ikke så mange dikkedarrer, endsige nyskabelser, i det hele taget, men Asinhell overbeviste med lige dele fermt håndværk og en vedvarende entusiasme for den gode gamle dødsrock.
Asinhell (foto: fravn_photography)