Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Dødlækker pastiche

Populær
Updated
521057

Michael Poulsen kan skrive catchy sange, også indenfor dødsmetal, mens Marc Grewes vokal er blandt højdepunkterne på Asinhells debutplade.

Kunstner
Titel
Impii Hora
Dato
29-09-2023
Trackliste
1. Fall of the Loyal Warrior
2. Inner Sancticide
3. Island of Dead Men
4. Trophies
5. The Ultimate Sin
6. Wolfpack Laws
7. Desert of Doom
8. Pyromantic Scryer
9. Impii Hora
10. Føj for Helvede
Karakter
3

Asinhell har ikke overraskende fået en del opmærksomhed, og det skyldes ene og alene det faktum, at guitarist og sangskriver hedder Michael Poulsen, som normalt er frontfigur i Volbeat. Nu er han klar med et band, der vender tilbage til dødsmetallens rødder. Debutpladen 'Impii Hora' er en samling vellydende dødsmetalsange, der nikker anerkendende til genrens oprindelige gudfædre.

Pladen starter stærkt ud med 'Fall of the Loyal Warrior', der viser Asinhell fra deres bedste side. Klassisk dødsmetal med et godt riff, der vil kunne sætte nakkerne i bevægelse på festivaler og spillesteder på tværs af landegrænser. Det lugter af både Entombed, Hypocrisy og Death. Det bliver kun desto mere tydeligt på den opfølgende og midtempo banger i 'Inner Sancticide', hvor man også fornemmer lidt Obituary-stemning.



Det bærende element er faktisk ikke Michael Poulsens guitar eller sangskrivning, men derimod vokalen fra tyske Marc Grewe. For de fleste ved jo godt, at Poulsens fortid i Dominus betyder, at han godt kan growle. Det viste demoudgaven af Volbeats 'Evelyn' også. Men det er godt set, at Grewe er den rette til at stå i front for Asinhell. Hans gurglende vokal fungerer rigtig godt i Asinhell. Grewe, der nok er bedst kendt for at være forsanger i Morgoth i halvfemserne. Marc Grewe og Michael Poulsen er blevet venner og har omsider fundet et projekt, hvor de kan spille sammen.

Det samme gør sig gældende for den sidste mand i trioen, trommeslager Morten Toft Hansen. Hansen og Poulsen har også kendt hinanden i en menneskealder, helt tilbage fra da Hansens band Raunchy havde Volbeat med på turné. Nu bor de tæt på hinanden, som Poulsen fortalte i vores interview med ham om Asinhell, og deres børn går i samme skole. Hansens evner på kedlerne er tydeligvis stadig intakte, og det veksler lige fra finesse på 'The Ultimate Sin' og over i maskingeværtempo på den efterfølgende 'Wolfpack Laws'.



Alle sange, der er kendetegnet ved at have solide riffs og bare lyder godt. For nok talte Poulsen om, at det gerne måtte være lidt skramlet, men producer Jacob Hansen, der også har indspillet bassen, har haft svært ved at holde sine evner bag mixerpulten tilbage og 'Impii Hora' lyder rigtig godt. En fyldig dødsmetallyd, der gør pladen nem at lytte til.

Pladen er en pastiche over dødsmetalgenren, hvor både tempo, vokal, riffs og guitarsoloer får enhver kender af genren til at tænke på halvfemsernes storhedstid. En solid udgivelse af kompetente musikere, der både kan deres instrumenter og faget generelt. Det er ikke videre originalt, men det lyder udmærket.