Dødsmetalliske smil
Et debutshow i et næsten udsolgt Pumpehuset var den perfekte indledning på Asinhells tour rundt i Europa, før de senere på sommeren returnerer til Copenhell og Næstved Metal Fest.
Det er et dejligt syn, at danske metalbands kan fylde spillesteder som Pumpehuset og Store Vega ud, som vi har set det i de senere år fra blandt andet Konvent og Baest. Og selvom man kan mene, at det er gået stærkt for disse bands, så har der alligevel ligget flere års slid og slæb bag, og forudgående stærk og fortjent opmærksomhed fra for eksempel Copenhell, førend det har kunnet lykkes.
Det var derfor på papiret lidt af et særsyn, at Pumpehuset en torsdag aften kunne fyldes til nær udsolgt for et dansk dødsmetalband med en tysk sanger til en debutkoncert, og på baggrund af kun ét enkelt album i 2023. Et band dannet af to familiefædre, venner fra gamle dage, hvis børn leger sammen, og som i fælles musikinteresse fik idéen om at spille lidt dødsmetal.
Den historie lyder endnu ikke som opskriften på en raketkurs mod udsolgte spillesteder, en tour rundt i en nightliner og store festivalshows i kalenderen. Men med til historien hører selvfølgelig, at den ene fyr spiller i Raunchy, Morten Toft Hansen, og den anden er Michael Poulsen fra Dominus. Og Volbeat, selvfølgelig, det er næppe gået nogens næse forbi.
Tysk, topfed growler
Asinhell blev bandet kaldt, og på vokalen blev det som bekendt ikke Poulsen selv, selvom hans vokal i netop Dominus var særdeles giftig, når det kom til ond growl. Valget faldt på Marc Grewe (ex-Morgoth, Insidious Disease), et uhyre godt valg. Til indspilningen af bandets debut, 'Impii Hora', var der hjælp fra producer Jacob Hansen til bassen og lækre leads fra Flemming C. Lund (The Arcane Order m.fl.).
Samme line-up som fra indspilningen gik på scenen i Pumpehuset. Alle medlemmer var med, dengang dødsmetallen var ny i Danmark i 90'erne, og frontmand Marc Grewe nævnte også at have spillet på selvsamme spillested mere end 30 år tilbage med Morgoth. Dengang var Invocator også på plakaten, hvis sanger og guitarist han altså nu delte scene med: Jacob Hansen, her som bassist. Det var ikke langt hår og sure grimasser fra en grum dødsmetal, som da den var frisk, og personerne på scenen ganske unge. I stedet var der store smil og en meget synlig, enorm spilleglæde. Herligt!
Rutinerede kræfter med flere tusinde koncerter bag sig tilsammen. Men her, som Asinhell, en debutkoncert. Rutine fornægter sig ikke, men det er altid noget specielt at stille sig op med noget nyt for første gang. Man fornemmede en stor glæde hos Poulsen med det lidt mere jordnære, uprøvede og en slags back to the roots i forhold til hans mere velsmurte maskine med Volbeat. Der var plads til fejl, og der var da også små fejl, men alt håndteret med et smil og et let træk på skuldrene og videre til næste nummer med stor dødsmetal-glæde. Growlet fra Grewe havde dog ingen slinger i valsen – live viste han, at Poulsen havde gjort et godt valg her.
Kontrolleret lydbillede
Som produktion i Pumpehuset kørte bandet med fint lysshow og ditto lydbillede, hvor alt lød godt og havde sin rette plads i lydbilledet. Det måtte godt have været med lidt mere tryk og power i lyden, og ikke mindst måtte bassen og bunden i det hele taget godt have givet et større spark i brystkassen og en rysten i gulvet. Omvendt kan man sige, at det netop var kontrolleret, og den omtalte, savnede bund er også den, som kan løbe løbsk og ødelægge det hele. Der blev spillet sikkert, kan man sige. Som i anmeldelsen af skiven her på sitet, hvor det også blev kommenteret, at selvom Poulsen om idéen for bandet havde nævnt, at det godt måtte være skramlet, så var resultatet derimod en let tilgængelig, god lyd. Og således også her, men det nævnte skramlede kunne have givet et positivt bid til en koncert, der sine steder var lidt for pæn og anonym.
Asinhell spillede lidt over en time. Det var albummet og lidt lånte sager. Groovet i titelnummeret fra albummet klarede sig stærkt, og publikum på de forreste rækker gyngede voldsomt med. 'Island of Dead Men' gav fællessang, og afslutningen med 'Fall of the Loyal Warrior' henrykkede. Og ikke mindst den melodiske perle af en lead heri fra Flemming C. Lund, der leverede passagen skarpt og præcist, helt som forventet. 'Inner Sancticide' sparkede røv, mens 'Pyromantic Scryer' af uransagelige årsager ikke virkede helt så godt som på skiven.
Af de lånte numre blev Bolt Throwers 'The IVth Crusade' leveret med en tilbageholdenhed og forsigtighed, som om nummeret ikke helt sad så godt i fingrene endnu. Til gengæld gik det så rigtigt fint med Deaths 'Leprosy', og det lille medley med diverse var også fornøjeligt.
Dødsmetaltorsdag
Fornøjelig var også koncerten som helhed. Poulsen takkede folk for at gøre torsdagen til dødsmetaltorsdag. Dødsmetal blev nævnt af både ham og Grewe som en særlig ting, et fællesskab for aftenen. Det var vi klart også mange, der nikkede ivrigt med på, men sådan som det blev fremhævet under koncerten, så gav det også en lille bismag af, at det var bare noget vi legede. Alt blev fremført med kærlighed, men ikke med samme intensitet, som dem på scenen har leveret musikken, dengang de og publikum var unge. Og ja, publikum bestod i stor stil af folk, der selv havde fundet scenen spændende og ny dengang i 90'erne. Dødsmetallen finder heldigvis stadig nye fans og bands, så det var ikke udelukkende folk i 40erne og ældre. Der var også et skud god energi fra yngre, metalhungrende, åbensindede fans. Og i skøn forening sørgede et udvalg af den nye og den gamle skole for smuk aktivitet foran scenen med en respektabel moshpit.
En godkendt debut. Og mon ikke Asinhell kommer endnu stærkere retur efter de næste shows, så bandets koncerter på Copenhell og Næstved Metal Fest vil blive leveret med den samme seje spilleglæde, selvfølgelig, men også med et mere sammenspillet band? Noget som vil kunne bidrage til, at smilene fra de fem på scenen også serveres med mere af den nerve og råhed, som dødsmetal kan rumme, og som Asinhell har stærke nok sange til at kunne levere.
Erfarne opvarmere. Og så alligevel...
Der var fællestræk til aftenens hovednavn i supporten fra Sickomania. Også her var der tale om et band med medlemmer, der på CVet har ting, som også var en del af metalscenen i 90'erne. Bands som Dominus, Furious Trauma, Timeless Hall, Cinerator med flere, så ikke begrænset til dødsmetallen. Sickomania er stadig et nyere band, fem års eksistens, to albums ude og så et band, der ikke har spillet landet tyndt endnu. Trods erfaringen fra tidligere bedrifter, så var det ikke alle i bandet, der rigtigt kom ud over rampen. Arne Lunde på guitaren og Kenneth Iversen på vokalen var klar på løjer, mens strengespillerne til den anden side for frontmanden måske nok satte en fod på monitoren, men blikkene kom ikke langt væk fra egne skosnuder.
Og det var synd, at der var denne uligevægt i energiudslippet, for musikken havde fine træk i grænselandet mellem død og thrash, hvor riffs hentet fra sidstnævnte havde sine momenter, som fra noget ungt Artillery, Slayer og Testament. Iversens vokal var stærk og fint varieret inden for råb og growl. Lyden var god, men led lidt samme skæbne som hos aftenens hovednavn og var desuden lidt for lav. Det betød, at Sickomania var bedst i de hurtigere, klassisk riffede passager, for de mange tungere sekvenser havde ikke nok bulder med sig, og så blev de ellers teknisk fine samarbejder guitarerne imellem til lir i den lidt kedelige ende. Basspillet var udmærket og gik gerne egne interessante veje i disse afdæmpede passager, men når bunden var stærkest fra stortrommerne, så fik bassen ikke i tilstrækkelig grad givet den livgivende bund til helheden.
For begge bands virkede det som om, at der kun skal lidt til for at hæve niveauet. Basis er i den grad på plads. Publikum var uden tvivl underholdt af det, der blev serveret. Potentialet er bare til mere og løsningen er lige for: Flere shows i kalenderen. Og der er Asinhell som bekendt godt dækket ind allerede, og har allerede spillet tæt på 10 gange så mange koncerter, som da scenen blev forladt i Pumpehuset.