Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Morgoth melder sig i gendannelseskoret

Populær
Updated
Morgoth melder sig i gendannelseskoret

Med 'Ungod' er Morgoth genopstået ikke bare som festivalkoryfæ, men som et pladeaktuelt band. Det er fint nok. Dog ikke noget, der holder os vågne om natten.

Kunstner
Titel
Ungod
Dato
30-03-2015
Trackliste
1. House Of Blood
2. Voice Of Slumber
3. Snakestate
4. Black Enemy
5. Descent Into Hell
6. Ungod
7. Nemesis
8. God Is Evil
9. Traitor
10. Prison In Flesh
11. The Dark Sleep
Karakter
2

Morgoth er et tysk dødsmetalband, der var med på bølgen, dengang genren var på sit højeste i halvfemserne. De blev dannet i 1985 og var hurtigt ude med nogle demoer. Derefter udsendte de pladerne 'Cursed' og 'Odium' og høstede ganske pæne anmeldelser. De udkom i henholdsvis 1991 og 1993, hvilket var den helt rette timing. Desværre udgav de i 1996 deres tredje plade, 'Feel Sorry For The Fanatic', lige som genren begyndte at dale i folks popularitet. Den var heller ikke i nærheden af at være lige så god som de to foregående plader delvist pga. et mellemstort stilskifte væk fra dødsmetallen i retning af en industriel metal, og herefter ebbede livet stille og roligt ud for Morgoth.

Men som med så mange andre bands fra firserne og halvfemserne, så er nostalgi og udsigten til at tjene nogle gode penge på udvalgte europæiske festivaler nok til at få de voksne herrer til at trække i arbejdstøjet igen. Således også med Morgoth, der i 2010 ikke kunne stå for fristelsen for at tænde for forstærkerne igen og smide stikket i røven af den seksstrengede. Det blev til nogle festivaler og en fejring af debutpladen 'Cursed' i 2011, præcis 20 år efter udgivelsen.

Bandet brød sig om det og fik snuset til savsmuldet i manegen igen, og her anno 2015 står vi så med deres fjerde plade, 'Ungod'. Den første i 19 år. Morgoth udgav sidste år en singleforløber, men mellem singlen og denne fuldlængdeplade skete der desværre det, at den oprindelige forsanger Marc Grewe forlod bandet. Han er i stedet blev erstattet af Karsten Jäger, der udover nu også at brøle for Morgoth også er forsanger i Disbelief. Jäger falder på ingen måde igennem, men det er naturligvis altid svært at erstatte en frontmand.

Her kan du høre sangen 'Voice Of Slumber':

">

Hvordan lyder 'Ungod' så?

Ja, det spørgsmål er ikke voldsomt svært at svare på. Det er klassisk dødsmetal præcis, som det lød i 1992, tilsat lidt moderne produktion. Morgoth har aldrig været specielt tekniske eller voldsomme. De spiller klassisk dødsmetal og gør det ganske udmærket. De krydrer deres musik med lidt melodiske soli her og der, men er ellers meget påpasselige med ikke at eksperimentere alt for meget, hvilket er en lektie, de stadig kan huske fra forgængeren til 'Ungod'. Morgoth har bestemt noget lydmæssigt tilfælles med bands som Obituary, Massacre og Death. Det gælder både vokal og instrumenter. Hvis man kunne lide 'Spiritual Healing' fra førnævnte Death, vil en sang som 'Nemesis' utvivlsomt kunne bruges som afveksling.

For 'Ungod' er ikke på nogen måde innovativ. Nyskabelse er ikke det prædikat, vi eller pladeselskabet skal påklistre Morgoth. De kan dog deres håndværk og 'Ungod' er ikke dårlig. Der er små perler i form af 'Descent Into Hell' og titelnummeret 'Ungod', der er blandt pladens bedre sange. Var man fan af Morgoth tilbage i halvfemserne og brød sig om 'Cursed' og 'Odium', er 'Ungod' ganske udmærket. 

Læseren kan selv vurdere her med sangen 'Snakestate':

">

Morgoth kommer til Copenhell her til sommer, og her er der ingen tvivl om, at de fremmødte vil få en håndfuld af disse numre at høre.