Copenhell 24: Brutalitetens triumf
High on Fire var en sonisk skjoldmur uden sprækker, omend detaljerne måtte lade livet på slagmarken.
Kuldskær er han ikke, den kære Matt Pike. Mens tonerne af instrumentalen 'Karanlık Yol' klinger ud entrerer verdensstjernen Pandæmonium i bar, tættatoveret overkrop, selvom den danske sommer viser sig fra sin råkolde side. Pike ses sjældent tækkeligt påklædt, men manden er selvfølgelig også optændt af den indre ild, der er High on Fire. Det er næsten seks år siden, vi sidst så dem live hertillands, og med et nyt album i bagagen er det på høje tid med et gensyn.
Bandet åbner ballet med 'Burning Down', den fænomenale førstesingle fra førnævnte album, og der er ild i Pike og co fra start. Den "nye" mand bag trommesættet, Coady Willis, går til den, som om han stadig er til optagelsesprøve og ikke har været fast medlem af bandet i flere år. Der lyser en ungdommelig iver ud af ham, og hans energiske tøndespil taler sit tydelige sprog.
Bassist Jeff Matz siger noget i mikrofonen, jeg ikke lige fanger, men der er muligvis monitorproblemer. Et par sceneteknikere får dog hurtig styr på sagerne, og vi tonser videre i programmet.
High on Fire kommer godt rundt i diskografien, selvom flere numre glider lidt i ét, men det er skideligemeget. Det er alligevel ikke de tekniske finurligheder, der definerer bandets brutalistiske tilgang til metal, og da slet ikke live, men snarere en jagt på hidsigt hypnotiske buldergrooves – og den del fungerer upåklageligt. Matt Pike og Jeff Matz er så symbiotisk sammenspillet, at de nærmest er som ét på scenen. Titelnummeret fra deres seneste skive, 'Cometh the Storm', afløses af en kradsbørstig totrinsraket fra albummet 'Death Is This Communion' i form af 'Rumors of War' og en decideret hæsblæsende udgave af 'Fury Whip'. Hold kæft, der er tryk på, og publikum mosher på livet løs!
Der geares en anelse ned på 'Sol’s Golden Curse', så vi lige får lov at trække vejret et kort øjeblik, men kun indtil Matt Pike fyrer op for indledningsriffet til 'Snakes for the Divine' – vel nok det nærmeste, HoF kommer et regulært hit – og crowden taber småkagerne i ekstase. High on Fire har publikum i deres hule hånd, men i stedet for at tage en hurtig sejr hjem her, vælger de i stedet at lukke og slukke med den ti minutter lange sejtrækker 'Darker Fleece'.
Og her begynder folk naturligt nok at sive. Mange skal jo op og have en plads foran Helviti til Tool. De hardcore har til gengæld sat sig ned i moshpitten og ror som galejslaver i takt til musikken, indtil High on Fire efter 65 minutters stramt eksekverede øretæv går fra scenen og lader guitar og bas ligge tilbage og feede.