Ugens Monsterdrøn
Populær
Updated
High on Fire monsterdrøner afsted med et spændende opkog af Sabbath, Motörhead, Discharge, Slayer, Neurosis og Mastodon. Første gang, jeg stiftede bekendtskab med den musikalske damptromle High on Fire var i starten af 2005, hvor jeg anmeldte deres andet fuldlængdeudspil ”Blessed Black Wings”, som nærmede sig mesterværket. Dengang beskrev jeg deres musik som ”Slayer møder Motörhead”, og den beskrivelse dækker stadig meget godt.
Dét album blev produceret af geniet Steve Albini (bedst kendt for den interessante, men sublime lyd på Nirvanas ”In Utero”), og denne gang har High on Fire minsandten allieret sig med endnu en Nirvana-producer, nemlig Jack Endino, som producerede Nirvana-debutten ”Bleach” (og såmænd også det danske garageband Boghandle – Red.). High on Fire lyder dog ingenlunde som Nirvana, og det er lykkes Endino - ligesom Albini – perekt at markere High on Fires mest dystre sider.
På dette tredje udspil bliver der (igen) lagt ud med en håndfuld af den ondeste metal, man kan forestille sig. Fra åbningsnummeret ”Fury Whip” bliver damptromlen startet (det lyder som om, den kører i frigear ned ad bakke!). Der er ekkoer af Slayer i åbningsrifforamaet, men High on Fires ultrabeskidte lyd får førnævnte tomgangskvartet til at lyd som en flok tøsedrenge. Det handler om stemningen, det her. Man kan se Matt Pike spytte sort galde op, mens han brøler, og trommedynamoen Des Kensels dommedagsbulder er i en verden for sig selv.
At trioen lyder som en sekstet gør ikke bedriften mindre imponerende. Sangene understøttes af ligeså brutale tekster der – ikke synderlig originalt – primært handler om død og ødelæggelse. Her gælder det blot, at man tror på Matt Pike, når han i titelnummeret brøler ”Now you realize/Death is this communion!”. Stemmemæssigt taler vi Lemmy Jr.
High on Fire kan både splintre ruder i hurtigt og langsomt tempo. Vil du have smæk på, så hør fx det ultrafede, frenetiske nummer, ”Turk” eller Motörhead-pastichen ”Rumors of War”. Modsat har vi den instrumentale ”Dll”, der ildevarslende driver af sted tilsat dystre orgeltoner.
Albummets tre sidste numre bliver lige en kende for lange, men det er også det eneste, der gør, at man efterlades med indtrykket af, at ”Blessed Black Wings” lige var en lille tand bedre. Intet kan dog ændre på, at ”Death Is This Communion” er et af nyere tids mest brutale og kompromisløse riff-baserede albums; ja, albumaktuelle Down kan godt pakke sammen.
Kritikere vil sige, at High on Fire er ensformige. Jeg vil sige, at de leverer essensen af alt, heavy metal står for. Den musikalske tråd bliver trukket fra 70’erne (Sabbath) gennem 80’erne (Motörhead, Slayer, Discharge) og 90’erne (Neurosis) frem til nu (Mastodon). Et must-have i enhver metalfans skivesamling: M-Æ-D-L-riffs en masse! Formentlig årets metalalbum. Den musikalske damptromle er løs. Stig på, eller bliv jævnet med jorden.
NB. High on Fire spiller samme med Pelican (som leverede en fin koncert på årets Roskilde Festival) på Loppen fredag den 16. november! Og High on Fire er ikke mindre kompromisløse live end på plade! Se koncertanmeldelsen fra samme sted i april 2005 her: http://heavyjam.dk/ezine/arkiv/index.php?id=906
Dét album blev produceret af geniet Steve Albini (bedst kendt for den interessante, men sublime lyd på Nirvanas ”In Utero”), og denne gang har High on Fire minsandten allieret sig med endnu en Nirvana-producer, nemlig Jack Endino, som producerede Nirvana-debutten ”Bleach” (og såmænd også det danske garageband Boghandle – Red.). High on Fire lyder dog ingenlunde som Nirvana, og det er lykkes Endino - ligesom Albini – perekt at markere High on Fires mest dystre sider.
På dette tredje udspil bliver der (igen) lagt ud med en håndfuld af den ondeste metal, man kan forestille sig. Fra åbningsnummeret ”Fury Whip” bliver damptromlen startet (det lyder som om, den kører i frigear ned ad bakke!). Der er ekkoer af Slayer i åbningsrifforamaet, men High on Fires ultrabeskidte lyd får førnævnte tomgangskvartet til at lyd som en flok tøsedrenge. Det handler om stemningen, det her. Man kan se Matt Pike spytte sort galde op, mens han brøler, og trommedynamoen Des Kensels dommedagsbulder er i en verden for sig selv.
At trioen lyder som en sekstet gør ikke bedriften mindre imponerende. Sangene understøttes af ligeså brutale tekster der – ikke synderlig originalt – primært handler om død og ødelæggelse. Her gælder det blot, at man tror på Matt Pike, når han i titelnummeret brøler ”Now you realize/Death is this communion!”. Stemmemæssigt taler vi Lemmy Jr.
High on Fire kan både splintre ruder i hurtigt og langsomt tempo. Vil du have smæk på, så hør fx det ultrafede, frenetiske nummer, ”Turk” eller Motörhead-pastichen ”Rumors of War”. Modsat har vi den instrumentale ”Dll”, der ildevarslende driver af sted tilsat dystre orgeltoner.
Albummets tre sidste numre bliver lige en kende for lange, men det er også det eneste, der gør, at man efterlades med indtrykket af, at ”Blessed Black Wings” lige var en lille tand bedre. Intet kan dog ændre på, at ”Death Is This Communion” er et af nyere tids mest brutale og kompromisløse riff-baserede albums; ja, albumaktuelle Down kan godt pakke sammen.
Kritikere vil sige, at High on Fire er ensformige. Jeg vil sige, at de leverer essensen af alt, heavy metal står for. Den musikalske tråd bliver trukket fra 70’erne (Sabbath) gennem 80’erne (Motörhead, Slayer, Discharge) og 90’erne (Neurosis) frem til nu (Mastodon). Et must-have i enhver metalfans skivesamling: M-Æ-D-L-riffs en masse! Formentlig årets metalalbum. Den musikalske damptromle er løs. Stig på, eller bliv jævnet med jorden.
NB. High on Fire spiller samme med Pelican (som leverede en fin koncert på årets Roskilde Festival) på Loppen fredag den 16. november! Og High on Fire er ikke mindre kompromisløse live end på plade! Se koncertanmeldelsen fra samme sted i april 2005 her: http://heavyjam.dk/ezine/arkiv/index.php?id=906
Kunstner
Titel
Death Is This Communion
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter