Årsliste 2023 – Jesper Buhl
Ah, 2023, hvad skal vi dog sige om dig? Du var, som dine forgængere, et lorteår med få, men vigtige lyspunkter.
Der var dog flere fortrædeligheder end fortræffeligheder. På den globale scene fortsatte vores uvillighed til at redde os selv som art, og her i Danmark føjede vi spot til skade med en lov om utilbørlig behandling af religiøse tekster, som skulle dæmme op for uroskabende koranafbrændinger, men i stedet mest ser ud til at ende som en indskrænkning af ytringsfriheden uden gavnlige konsekvenser.
Helt lokalt i metalmiljøet var året præget af mange fremragende udgivelser, men også af en podcast, hvis formål vist nok var at være inkluderende og at diskutere mentale helbredsudfordringer. Det lykkedes vist til dels, men det overskyggedes desværre af den mikrofonholdende attitude, hvor bagmanden nægtede at forholde sig til de mange anklager om overgrebsadfærd, der var rettet mod en bestemt gæst, mens han villigt lagde kanal til den påståede overgrebsmands narrativ. At nægte at forholde sig til anklagerne kan jo lyde, som om man ikke vil diskutere rygter, og det lyder jo på papiret meget godt. Når man så i stedet lader den anden part i sagen skabe sit eget narrativ helt uden at blive udfordret på det, så er man ikke neutral, men har stillet sig på den påståede overgrebsmands side. Og indtrykket forstærkes yderligere, når sidste afsnit af podcastserien blot var bagmandens rants om, hvor hårdt det hele havde været at lave. Den maskuline trang til at centrere sig selv var også stærk i 2023.
Nå, men vi skal jo se på, hvad der har været godt og skidt i det forgangne år. Her kommer mine personlige rants og rangordninger. Måske skulle jeg få mig en podcast?
Årets danske album:
1. Afsky: 'Om hundrede år' – Ole Luks sideprojekt, som nu er hans hovedprojekt, kom stærkt tilbage oven på det mesterlige album ‘Ofte jeg drømmer mig død’. Atmosfærisk black med et stærkt, personligt udtryk fyldte en plade, som føles nødvendig og paradoksalt vital, pladens dødstema taget i betragtning.
2. Terminalist: 'The Crisis as Condition' – Jeg var temmelig begejstret for, hvor effektivt Terminalist fik genvækket min begejstring for thrashen, her i en “hyper”-udgave, som fik mig til at holde usynlige appelsiner. Ja, ja, Vektor er en stilistisk påvirkning, men danskerne har formået at træde ud af forbilledernes skygge.
3. Eyes: 'Congratulations' – Man kan vel ikke andet end gratulere Eyes med at være et utroligt sejt band med utroligt seje sange.
4. Stikkersvin: '… Og de levede ulykkeligt og alt for længe'
– Punket black med massive doser rastløs energi, parodisk, men stadig sært dybfølt sang og lyrik og en flot produktion gjorde denne plade til en af årets bedste oplevelser. Overrumplende som en kniv i ryggen og stærkt underholdende og engagerende.
5. Tongues: 'Formløse stjerner' – Aarhusianernes andet album ramte plet med en flot doseret genresyntese, som bestod af serenader om kosmisk rædsel, fortabelse og undergang. “Her besynges gudernes faldne tårne, sorte lunger og meningstab, og som lyttere får vi lov at sidde i vores pjalter og se det allersidste båls gløder dø ud og give efter for den evige vinter”, skrev vores anmelder, som var mig.
6. Mouth Wound: 'Nothing Will Belong to Us' – Jeg beskrev Trine Paaschburgs musik som “langstrakte, dronende, skurrende, tågede og obskure ambient/noise-kompositioner, der synes konstant at køre et rivejern op og ned ad ens nervesystem” i min anmeldelse af dette album, og det mente jeg yderst positivt.
Boblere: Telos, Pleaser, Rot Away.
Årets internationale album:
1. Victory Over the Sun: 'Dance You Monster To My Soft Song!' – Vivian Tylinskis hidtil mest tilgængelige album handler om at skabe sig selv, og dermed tematiserer det muligvis ophavskvindens egen rejse som transkvinde. Musikalsk er det smågenialt i sin sammensmeltning af genrer, modaliteter og stemninger. Intet mindre end et excellent album, som jeg da også gav fuld plade i disse spalter.
2. Dawn Ray’d: 'To Know the Light' – Dette album skulle vise sig at være trioens svanesang, og hvilken sang det er. Et smukt, poetisk kampskrift mod statsapparatet, mod undertrykkelse, mod kapitalismen og dens grusomme konsekvenser. En forbilledlig fusion af protestsange og agitatorisk black, som vil blive savnet i årene fremover.
3. Blackbraid: 'Blackbraid II' – Jep, Jon Krieger, også kendt som Sgah’gahsowáh, kan godt finde ud af at være en beruset narrøv, som en hændelse på Midgardsblot afslørede, men det ændrer ikke på, at hans andet album er både brusende og berusende, og folder hans melodiske take på klassisk andenbølgeblack bredere ud. Vi må håbe, at han koncentrerer sig om musikken frem for festivaldrama fremover.
4. END: 'The Sin of Human Frailty' –
Efter at have lavet et af de mest ansigtssmeltende hårde hardcore-albums besluttede amerikanerne sig for at hælde lidt elektroniske, industrielle vibes i gryden. Det gjorde ikke noget. En plade, der er et frontalangreb.
5. KEN Mode: 'Void' – Der er ingen af os, der er okay, og det ved KEN Mode godt. Der er ingen ære i vores uundgåelige fald, og turen ned bliver rædselsfuld og fyldt med mennesker, vi ikke kan holde ud. Vi er alle sammen gode mennesker, vi betaler alle sammen skat. Bitterhed er for evigt, og håbet har vi aldrig haft. KEN Modes sanger, Jesse Matthewson, kunne skrive en fremragende bog med titlen 'Canadiske Tristesser'.
Yderst ærefulde boblere: Sightless Pit, Malokarpatan, Liturgy, Big Brave
Årets danske hit:
Stikkersvin: 'Afstikker' –
"Herfra hvor kvalmen gror kan jeg se mit hus
Det syder og det bobler i min krop
Kommer hjem, går i seng, sover ind
Gør det hele om igen
Kommer hjem, bryder ind, brænder af, går i seng, sover ind
Ingenting kan få mig ud af denne hule jeg har bygget af mig selv
To mod en, du og jeg tilsammen gør et farligt slæng, banditter, skurke
Ingenting kan få mig ud af denne knibe jeg er havnet i
En bro af sten, en gang imellem skræk og pine, et trosproblem
Beruset mand
Et kvaj
Gud fri mig ej
Nej"
Behøver jeg sige mere?
Årets udenlandske hit:
Fever Ray: 'What They Call Us' – Karin Dreijer har en genvej ind i mit hjerte. De er ganske enkelt et geni. Jeg tager ikke imod spørgsmål.
Årets genfundne klassiker:
At dømme efter, hvor mange gange jeg har hørt det lækre vinyl-genoptryk (skud ud til Wouldn’t Waste Records) må det være How Do I’s ‘Pluto’, en plade, der lærte mig utrolig meget tilbage i starthalvfemserne. Af hjertet tak til How Do I for det. Sublim blanding af shoegaze og elektronik mange år før den slags blev normalt. Og på forhånd tak til Wouldn’t Waste: Må jeg bede om et ‘Submarine’-genoptryk, tak?
Årets koncerter:
1. Fever Ray, Roskilde Festival, 29/6 - Det blev et voldsomt tidligt peak på festivalen allerede onsdag klokken 18, men sådan må det være, når det var så mesterlig en koncert. Hvis I ikke var der, skulle I have været der.
2. John Cxnnor, Ideal Bar, d. 30/9 og 1/10 - En koncert så god, at jeg måtte se den to gange og danse på to forskellige måder. Og skrive en samtaleanmeldelse med andre gode folk.
3. Vægtløs, A Colossal Weekend, 15/5
– Shit, det var godt, da aalborgenserne skabte en koncert, som var et fællesskab. En rørende, katarsisk og opløftende oplevelse! Det var noget helt særligt, og jeg tror, en lille del af den koncert altid vil sidde i mig.
4. Afsky, Copenhell, 17/6 – Befrielsens malmklokke slog, laserlyset lyste og Copenhell blev lukket grundigt ned. Benhårdt forventningspres på hvem end, der skal følge i Orms og Afskys fodspor næste sommer.
5.END, Copenhell, 16/6 – Av, mit ansigt, sagde Gehenna og smilede bredt og delvist tandløst.
6. Blackbraid, Copenhell, 17/6
– Vores anmelder smed 666 efter koncerten, og den var fandeme også god. Stramt og energisk spillet med en forbilledlig seriøsitet og intensitet.
Kæft, hvor var de her koncerter også gode:
Sunn 0)), Konservatoriets Koncertsal, 11/9
Gabber Modus Operandi, Roskilde Festival, 29/6
Lil’ Nas X, Roskilde Festival, 29/6
Møl, Copenhell, 15/6
Zeal & Ardor, Copenhell, 14/6
Årets danske navn:
Afsky – for flot arbejde, flot album, flot kamp mod merchcuts og flot regnbuesticker (fuck hadske svin).
Årets internationale navn:
Blackbraid forstår at gøre opmærksomhed på sig selv helt uden min hjælp, og Dawn Ray’d er ikke mere, så æren må tilfalde Victory Over the Sun.
Seriøst. Hør den plade. Slip alt, du har i hænderne, og lyt til 'Dance You Monster To My Soft Song! ' nu. Lige nu. Af sted med dig.
Årets nye danske navn:
Heksproces – de tog røven på mig med okkult stemning, progget bevægefrihed, blacket bidskhed og poetisk vovemod. Her er potentiale til noget virkelig substantielt.
Årets nye internationale navn:
Marthe – hun udgav debutalbummet 'Further in Evil' dette år. Det er råt som i raw, og det er sort som i black metal, og det er punket og primitivt. Drivkraften er misantropi, antifascisme og feminisme. Det skal blive spændende at følge med i Marthes kommende projekter, og nysgerrigheden er skærpet både på grund af 'Further in Evil', men også hendes samarbejde med Sunn 0)))'s Greg Anderson som The Lord & Marthe på EP'en 'The Eye of Destiny'. Krasse sager!
Årets comeback:
Pantera – de var ikke lort på Copenhell - vildt nok! Og Zakk Wylde var ikke helt vildt irri!
Årets fysiske udgivelse:
Telos/Hexis: 'Fallaciae/Defeatist' – Telos/Hexis-split-udgivelsen på 5-tommervinyl indeholder to ultrakorte bandbuller af en forventeligt voldsom brutalitet. Musikken er selvfølgelig god, men prisen er for det sjældent brugte mini-vinylformat.
Det overså jeg i 2022:
Jeg overså helt med vilje al poppunk/skatepunk, men jeg burde ikke have været så afvisende, som mit stærkt forsinkede møde med Forever Uncleans musik bevidner. Tak, fordi jeres sange var gode nok til at ryste mig ud af mine musikalske fordomme og rutiner.
Årets opture:
Basements nye loft, som forbedrer lyden i min yndlingsbetonkælder markant.
At blive rykket musikalsk af Forever Unclean og Malokarpatan.
Årets største skuffelser:
*peger rundt på stort set alt i verdenssamfundet*
At 1000Fryd er ude i en overlevelseskamp. Ganske enkelt skandaløst – red Fryd!
At jeg ikke kunne komme til Orm i DR’s Koncertsal.
Største ønsker for 2024:
At:
Klimakampen tages alvorligt
Patriarkatet afmonteres
Kapitalismen bliver omkalfatret til en grønnere og mere retfærdig model
Det er vel cirka lige så urealistiske drømme som et håb om, at freden skulle bryde ud.
Det glæder jeg mig til i 2024:
Solbrud-koncert og -album
En lur - på et tidspunkt må det lykkes.