Munden er et åbent sår, der kommer musik ud

Det seneste album fra Trine Paaschburg under navnet Mouth Wound, siger ikke “bøh” og leger med uhyggen. ‘Nothing Will Belong to Us’ er uhyggelig. Og prægtig.

En ret stor del af den mening, vi tilskriver den musik, vi oplever, kommer af dens organisering. Ikke alene tilskriver vi musikken humør alt efter om den skala, der bruges, nu er dur eller mol – i virkeligheden er det ikke helt så binært, men lad os nu ikke fortabe os i et musikteoretisk kaninhul.  Vi lægger også mening i musikkens arrangement, altså rækkefølgen af kompositionens stykker, intro, omkvæd, vers, bro og så videre. Eller breakdowns for den sags skyld. Vi finder også typisk tryghed i de forskellige former for organisering af lyd, musikken består af, og derfor kan en villet formløshed eller bevidst uigennemskuelig struktur fylde en med rædsel eller ubehag. Som lyttere får vi ikke serveret et genkendeligt framework at nyde musikken indenfor, og det kan føles som et tab af mening.

Her er det så, at vi kommer til Trine Paaschburgs musik, som netop beskæftiger sig med den form for umiddelbare mangel på letgenkendelige strukturer. I stedet folder musikken sig ud som langstrakte, dronende, skurrende, tågede og obskure ambient/noise-kompositioner, der synes konstant at køre et rivejern op og ned ad ens nervesystem, og det mener jeg på en positiv måde. Ikke alene er de tungt kværnende lyde i bunden af lydbilledet i sig selv unheimlich og rædselsvækkende alene i kraft af deres tekstur og klang, men de vækker også ubehag i deres insisteren på at lade hånt om traditionelt meningsskabende organisering. Selv slagtøjslignende, rytmiske elementer synes konstant at skabe for derefter hurtigt at underminere ankerfornemmelser i musikken.

Formummet skrigen og skønsang
Oven på denne mørke bund hjemsøges vi af Paaschburgs vidunderlige vokal, som spænder fra dysforiske skrig til skønsang, men alle vokalindslag sløres af støj, droner, ekko og rumklang. Hele tiden holdes vi som lyttere ud i strakt arm og tvinges til at forholde os til, hvad vi selv oplever og føler, og hvordan vi selv svinger med musikken. I fraværet af ræson må vi ty til resonansen. Og det er elegant udført. De enkelte lag i musikken fletter sig ind og ud og mellem hinanden på en måde, som fastholder opmærksomheden og hele tiden skaber fascination.

Lyt for eksempel til det isnende men også rygradsrislende ‘Primordial Satisfaction’. Man fornemmer godt, at kompositionerne på ‘Nothing Will Belong to Us’ er udsprunget af liveperformances. Der er en organisk umiddelbarhed, som er vældigt tilfredsstillende, og som er med til at hæve niveauet på hele pladen. Jeg kan kun anbefale, at man afsætter tid til at høre hele ‘Nothing Will Belong to Us’ med fuldt fokus på musikken. Hvis sjælen var noget der fandtes, ville man få den flået i stykker, og det kan vi alle sammen have brug for fra tid til anden.