Copenhell 23: Voldsparat katarsis
Vi mødte vort fucking endeligt på Gehenna, da supergruppen END for en stund vandt den evige kamp om, hvem der spiller mest aggressivt og brutalt.
Pariah
Love Let Me Die
Chewing Glass
Usurper
Covet Not
Absence
From The Unforgiving Hands of God
Eden Will Drown
Necessary Death
Alvoren blev understreget af bassist Jay Pepito, som i øvrigt snildt kunne gøre sig godt i vores profil af fremragende metaloverskæg, da han entrerede scenen og gjorde det internationale tegn for “jeg skærer din fucking hals over”. “Yo, Copenhagen, move your ass, motherfucker”, supplerede sanger Brendan Murphy med, inden vi blev damptromlet af ‘Fear for Me Now’ fra gruppens fremragende album ‘Splinters from an Ever-changing Face’.
Hvis man skulle være i tvivl, så er vi ude i ekstremt voldsparat hardcore med de vrede følelser ikke bare uden på, men i en ret stor diameter rundt om tøjet. END var ikke kommet for at tage fanger, og publikum havde bare at kaste sig ind i pitten. Tidligt nåede vi til denne anmelders første man-crush på END’s musik: Det fornemme nummer ‘Pariah’, hvis sorthulstunge breakdown tvinger læberne væk fra tænderne. Kære læser, jeg vil ikke lyve for jer. I tre og et halvt minut lige der på Gehenna, der var jeg temmelig lykkelig. Jeg ved ikke, om alle har det sådan, men ekstremt aggressiv musik renser mig for vrede og gør mig lykkelig. Så tak for 45 minutters velgørende terapi!
Kærlighedens circlepit
‘Love Let Me Die’ satte gang i circlepitten, og det stod klart, at min forventning om et nådesløst halsgreb om publikum til fulde blev indfriet af END. Nummeret satte også gang i tanker om hardcore som genre og kulturfænomen. Jeg elsker den katarsis, der følger med at se et hardcore-show, men jeg er også skeptisk over for alt, der emmer så meget af maskulin energi, som hardcore ofte gør. Men jeg synes på den anden side, at hardcore kan ses som et sundt afløb for aggressiv energi, og der var rigeligt afløb til ENDs koncert. Numre som ‘Chewing Glass’ og ‘Usurper’, begge fra gruppens debut-EP, ‘From the Unforgiving Arms of God’ understregede, hvor gode END er til præcist og effektivt at kanalisere vrede ned i instrumenterne og ud blandt publikum, men det var ‘Covet Not’s afgrundsdybe nadir af et breakdown, der for mig skabte koncertens zenit.
Brendan Murphy meldte ud, at “if you know the lyrics, come up here, and if you don’t, beat the shit out of each other”, og den opfordring tog publikum alvorligt. At dømme efter de venskabelige voldsomheder, der i god ånd foregik ved Gehenna denne aften, så var der ikke mange, der kendte til ENDs lyrik. Det gav en god pit, men det er også lidt en skam, for ENDs tekster er faktisk gode. Tjek for eksempel denne bid: “I am one with rotting flesh / gagging on the fumes disguised / at christ-like winds leading me away from sky / covet not what can’t belong”. Stærke sager, der fint kan leve op til musikkens voldsomhed, og en stærk koncert, som let er en af dette års fineste på Copenhell.