Copenhell 23: Dies irae, men om natten
En god gud er en død gud, og en god sang er en grum sang. Vi fik vrede sange fra et veloplagt band, da Zeal & Ardor rakte ud i mørket til os.
Götterdämmerung
Row Row
Ship on Fire
Blood in the River
Run
We Can’t Be Found
Tuskegee
Death to the Holy
Trust No One
Don’t You Dare
Devil is Fine
Feed the Machine
I Caught You
Baphomet
Pandæmonium viste sig lydmæssigt fra en god side, da det schweiziske band, der fusionerer black metal med afroamerikanske spirituals trådte ind på scenen og leverede en højspændt, åben og engagerende koncert som afslutning på Copenhells første dag. Første nummer, ‘Church Burns’ lagde hårdt fra start, og næste nummer, det hidsige ‘Götterdämmerung’, føjede yderligere til: “Vask gudebillederne af væggen / brænd løgnene væk / tag fra guderne det, de vil have / og det, der retmæssigt tilhører dig / skrig”, sang Manuel Gagneux på schweizertysk, så de sære hoveder på muren til venstre for scenen næsten syntes at ryste. Det var tydeligt, at Gagneux var tændt, og det var resten af bandet også. De to korsangere, som er så vigtige for gruppens musik, brændte også klart igennem, og bandet var i det hele taget velspillende.
spiritualBLACKspiritual
Gruppens unikke blanding af afroamerikanske spirituals og black metal er i sagens natur dynamisk. Det har lidt samme effekt, som loudQUIETloud-dynamikken har i støjrocken, og det er virkelig givende. Der er ebbe og højvande i bandets musikalske flod, og den er fyldt med de slavegjorte og undertryktes blod. Det er vigtige sange, og vigtige stemmer, der lader sig høre i gruppens musik, som sætter ord og følelser på virkelig skamfulde og brutale dele af vores historie, men også af vores nutid. Således fik vi ‘Tuskegee’ og ‘Trust No One’ fra ‘Wake of a Nation’-EP’en, som er en serie sange, der er skrevet som en respons til de brutale og nederdrægtige mord begået af politiet på Eric Garner, Breonna Taylor, George Floyd og mange, mange andre – meget sigende udgøres coverets omvendte kors af to politiknipler. Vreden var til at tage og føle på, og det er en kæmpe styrke ved musikken, at den er skrevet med et så både personligt og alligevel generaliserbart fundament, og hvis man skulle have lyst til at blive fnysende arrig, så kan man sætte sig ind i historien om de syfilis-forsøg der i en lang årrække blev udført på Tuskegee Institute, som sangen af (næsten) samme navn handler om. “Would you like another angry song?”, sagde Manuel Gagneux da også, da han introducerede ‘Death to the Holy’, et andet højdepunkt i den generelt vellykkede koncert.
Gagneux’ stemme var, som han selv sagde, lidt presset af, at han havde givet den gas i begyndelsen af koncerten, så han bad publikum om at assistere ham på gennembrudshittet ‘Devil is Fine’. Måske var det lidt koketteri fra sangerens side, men jeg troede på ham, da han bagefter erklærede, at han var blevet mere rørt af det, end han havde regnet med. Jeg var også blevet mere rørt, end jeg havde regnet med, af koncerten generelt, så der var vi to, men vi var nok mange flere, der fik aktiveret følelsesapparatet denne aften ved Pandæmonium-scenen.
Som en sidste trumf spillede bandet den tungt chuggende ‘Baphomet’, men først skulle Gagneux lige stikke en velfortjent kniv i ryggen på Tommy Lee fra det skandaløst ringe Mötley Crüe: “Did we have fun without any fucking sexist requests from the stage?”, spurgte han. Og jo, vi havde det sjovt, og vi havde det vredt. Hail fucking Satan indeed, Manuel.