En samtale om samhørighed og Terminatortechno
Populær
To John Cxnnor-koncerter i streg – to anmeldere – to forskellige oplevelser. Det kalder på en samtale. Så den tog vi, og så allierede vi os også med ingen ringere end lydguruen Peter Albrechtsen.
Det var ikke svært at finde anmeldere til John Cxnnors dobbeltkoncert på Ideal Bar i den forgangne weekend. Det skabte en masse samtale i baren, og hvorfor ikke bruge den som anmeldelse?
Så vi samlede vores yndlingsemner op og det kom der denne anmeldelse ud af. 
Immersive Sound? Hvad er nu det?
Dea: Immersive Sound-konceptet skal, så vidt jeg har forstået, give lytteren en fornemmelse af at være nedsænket i musikken gennem masser af højttalere i loftet – og i dagens anledning tillige en ret bastant subwoofer opstillet midt på scenen. Om jeg følte mig nedsænket i musikken lørdag er nok lidt meget sagt. Der var steder i salen, hvor det var tydeligere end andre, og særligt i starten fløj der ambiente lyde rundt over hovederne på os. Der var også enormt pakket på Ideal Bar lørdag, og når man endelig fandt en plads midt på gulvet, hvor lyden var bedst, blev man rykket midt over af det eksplosive mosh-pit. Men om min underbevidshed har fanget noget og fundet koncerten ekstra lækker grundet konceptet, det er svært at sige.
Jesper: På førstedagen var det svært at høre lydene bevæge sig rundt mellem højttalerne, men da jeg så bedre kunne høre det på andendagen, fordi der var lidt færre mennesker, slog det mig, at jeg alligevel havde oplevet det på førstedagen – bare som en mere vag følelse af at være omsluttet af musikken. Jeg tror helt klart, at det gjorde, at jeg levede mig mere ind i koncerterne.
Men lad os få en analyse fra en, der ved alt om den slags. Peter Albrechtsen, tonemesteren, som for nylig har skabt den virkeligt effektive og kreative lydside til “Evil Dead Rise”, og som fik mig til at flippe ud over en virkelig vild flue i ‘Du, som er i himlen’:
Peter: John Cxnnor var helt forrygende i Ideal Bar. Sejersen-brødrenes musik er som skabt til det Dolby Atmos surround-setup, som er blevet etableret i Ideal Bar, fordi deres numre har så mange abstrakte lyde og ambiente lag indbygget i sig. Rigtig meget aggressiv musik er afhængig af, at det samlede attack rammer lytteren forfra – guitar, trommer, bas.
Men John Cxnnor-lydbillederne er helt anderledes brede og vidtfavnende, og det var en kæmpe fornøjelse at opleve et helt arsenal af vilde lyde ramme ørerne fra alle sider, samtidig med at de heftige rytmespor gik lige i kroppen. Nogle af vokalerne kunne godt have været endnu mere spredt ud i surroundsystemet, for når stemmerne enkelte gange blev udvidet med delayeffekter eller lignende, og derved bevægede sig hele vejen rundt omkring én, så fungerede det virkelig godt. Samtidig var det dog også godt, at stemmerne ikke bare fløj rundt i baghøjttalerne konstant, for det havde nok været en smule forvirrende.
Min eneste reelle lydnørdede anke mod koncerten var, at jeg savnede den allerdybeste bas. Noget af det fantastiske ved Dolby Atmos er, at det i modsætning til gammeldags surroundsystemer er fuldfrekvent hele vejen rundt om lytteren, så bas også kan bevæge sig rundt i rummet og ramme én fra alle sider. Men i Ideal Bar var det som om den helt dybe subwoofer-lyd manglede. Måske på grund af anlægget og måske især på grund af, at rummet er så forholdsvis lille, at de dybeste lydbølger, der også er de længste, har svært ved at blive foldet helt ud på den begrænsede plads.
Det kunne ellers have været vildt at opleve John Cxnnor med den form for dybdebomber i bassen. Det må blive næste gang, for jeg håber der bliver mange flere surroundoplevelser med John Cxnnor. Og med Sejersen-brødrenes andet brillante band, LLNN, selvfølgelig.
Rave eller koncert?
Dea: John Cxnnor har en gang tidligere givet den hele basarmen med den rave-agtige koncert på Roskilde Festival i 2022. Der udviklede moshen sig cirka lige så eksplosivt som på Ideal Bar. Men det føltes på en eller anden måde endnu mere rave-agtigt på førstedagen på Ideal Bar end på Roskilde, måske fordi scenen jo stort set er det samme som gulvet. Og så måske fordi de optrædende vokalister fra Hiraki, Eyes, Tvivler og Syl var rigtig meget nede i publikum og egentlig bare deltog i festen med en mikrofon i hånden. 
Jeg har kaldt det for en DIY-koncert, for det var i den grad et samarbejde mellem band og publikum lørdag aften på Ideal Bar. Stemningen var eksplosiv fra starten, og alle var spændt helt op til fest. Og så bliver det bare en anden oplevelse, end når publikum står med krydsede arme og en alkoholfri øl ude i siden og venter på at blive underholdt. Koncerten føltes alt for kort lørdag aften, og jeg er overbevist om, at mange kunne være fortsat længe endnu. John Cxnnor som dj’s til et rave er en interessant, men bestemt ikke umulig tanke.
Jesper: Ja, enig. Og det var interessant at se, at publikum reagerede på to forskellige måder de to dage. Om lørdagen var der kærlig slåskamp i moshpitten, og søndag dansede folk mere, som man ville gøre det til et rent elektronisk arrangement. Jeg tror, det handler om, at John Cxnnors musik er en meget elegant hybrid, ikke bare mellem hardcore og techno. 
Musikken glider også ubesværet mellem forskellige elektroniske stilarter, som normalt er temmelig adskilte. Det var interessant at høre, hvordan de for eksempel kunne kombinere mørk basmusik, tung techno, indpiskende gabber og næsten fjollet happy hardcore, som man hørte det i ‘Pligt’-remixet. Jeg elsker, at ingen pleasures er guilty i deres musik.
Musikken
Dea: Det er jo altid lidt en overraskelse at gå til John Cxnnor, for man ved aldrig rigtig hvad man får, og selvom man har et gæt, så ved man ikke rigtig hvilken indpakning det har. For eksempel lørdag, hvor vi ganske vist var varskoet om, at Hiraki var en del af koncerten, men måske ikke var helt forberedt på at HELE bandet havde en vokalrolle. Det var megafedt, og det gav en fed dynamik, fordi det var to bands, der kendte hinanden ret godt indbyrdes – det kunne man godt mærke.
For os, der var på Roskilde Festival i 22 var der dog ikke store åbenbaringer rent musikalsk. Det var et godt sæt, men et afprøvet koncept. Og hvorfor også pille ved noget, der virker? Opbygningen af sættet var dog næsten magisk, og til sidst tror jeg ikke. de forreste i pitten anede hvad de selv hed. Den der langsomme opbygning fra det ambiente til det groovy, tunge og nærmeste fedtede og så op, op, op i intensitet, tempo og hårdhed var genial. Og fed detalje med happy hardcore hen mod slutningen – bare lige som et lille nik til alle grene af genren, inden det igen blev tid til hard style på amf. Ideal Bar kogte, da koncerten sluttede – vokalisterne gjorde i hvert fald.
Jesper: Jeg var vild med, at alle tre Hiraki-folk sang. Især var jeg blæst bagover af Tim Frederiksen, som normalt sidder bag trommesættet i Hiraki. Tue Rasmussen var nu også god, og det var imponerende, fordi de jo på en måde skulle leve op til Jon Gotlevs altid høje niveau som vokalist og frontperformer. Det klarede de forbilledligt. Og det var sindssygt imponerende, at de kunne hive et lidt søndagstræt publikum op i det røde dansefelt. 
Ideal Bar - ideel eller for lille?
Dea: Lørdag føltes Ideal Bar godt nok lille. Men ikke for lille. Omend det fortælles, at andre bands har fyldt stedet lige så godt, så er det første gang, at jeg har set det så pakket. Men det kunne også noget. Der var meget få steder i salen, hvor man var helt sikker på at kunne beholde sin drink, endsige undgå at få en i hovedet. Det var ikke umuligt at komme i baren, men det var svært at holde fast i sin drink, og jeg mistede fire, før det lykkedes mig at komme helskindet og tørskoet gennem bagsiden af moshpitten. Rummet er fedt, men om det er fedt til Immersive Sound x John Cxnnor x lønningsdag, det ved jeg ikke. Det var intenst.
Jesper: Ja, det var virkelig vildt om lørdagen, men jeg syntes, at rammerne kunne noget. Hvad man mistede i komfort og drinksikkerhed (jeg blev selv gennemblødt af en helt nyskænket fadøl), fik man igen i form af en intens og kompakt oplevelse. Der var en fællesskabsfølelse mellem publikum og band, som jeg var helt vild med. Det var lidt, som da Vægtløs spillede i Basement. Altså, store shows med legendariske bands kan da helt sikkert noget, men der er intet, der slår følelsen af, at band og publikum arbejder hen mod samme mål i øjenhøjde. Det var smukt.
Hvad var stærkt? Og hvad savnede vi?
Dea: Altså bundniveaet i John Cxnnor er tårnhøjt. De må helt klart have rekorden i antal 666 karakterer pr. koncert her på magasinet. Så kan de blive ved med at være stærke? Ja, er svaret. Det var en fantastisk koncert, og det var en koncert som kun kunne blive til sammen med det publikum, der var. På den måde er alle koncerter jo unikke, men det er helt klart, at det aldrig nogensinde bliver endnu en dag på kontoret for brødrene Sejersen. De giver alt, og det samme gør de musikere de samarbejder med. Hvordan man overhovedet kommer ud af sengen dagen efter sådan en præstation, er mig en gåde. Kun Ketil Sejersen var ikke ude blandt publikum, men stod så immer cool bag sin synth og betragtede kaosset udfolde sig.
Rasmus Sejersen var som altid helt fremme ved det punkt, hvor man bliver alvorligt bekymret for både hans blodtryk og hans udstyr, der i den grad tog sine tæsk, men det er superfedt at se den spontanitet og den vildskab, der kommer frem, når drum pad'en bliver hævet over hovedet eller tilfældigt væltet ned på gulvet. 
Og jeg elskede den måde, Victor Kaas bare blev hevet op på scenen på – og bare leverede. Savnede jeg noget? Næ. Intet. Var jeg lige så blæst bagover som til Roskilde? Ja – og nej. Det var på en måde kendt stof, og Roskilde-koncerten var på sin vis bedre. Men ikke meget bedre. Og nok kun fordi, jeg dengang både var blæst bagover af selve showet og af det musikalske. Jeg er sgu i tvivl. Er vi på en 666 igen?
Jesper: Vi er tæt på en 666’er, ingen tvivl om det. Roskilde-koncerten var imponerende med sit enorme opbud af gæster, og det her var mere en fokuseret oplevelse. Det var godt gennemarbejdet, og de tre Hiraki-herrer samt repræsentanterne fra Tvivler og Syl, som også virkelig gjorde det godt, var brillante formidlere og stemningsskabere. 
Og det var ret vildt, at jeg på ingen måde kedede mig, da jeg så samme show for anden dag i træk. Det var ikke kun på grund af de små forskelle imellem de to koncerter, eller fordi omstændighederne de to dage formede stemningen forskelligt. Det skyldes også, at John Cxnnors musik ganske enkelt er helt enormt engagerende. Jeg tror dog, at jeg lander på en meget fornem femmer.