Endnu et år med afdankede middelmådigheder fra gamle travere og masser af guld i undergrunden. Slægt, Vampire og Foscor sikrede fremtiden, mens Voivod, Paradise Lost og Ministry sikrede deres fortsatte eksistensberettigelse.

Kent blev fanget af Power Trip, Solbrud, Firespawn og The Petulant, mens koncerter med I Am Morbid og en bytur med samme står som højdepunkter i 2017.

Korrekturlæserens musiksmag søgte tilbage mod en genformulering af klassisk metalliske dyder i 2017, hvor han på den anden side blev usigeligt træt over overhovedet at skulle beskæftige sig med middelmådigheder fra afdankede større bands.

I 2017 gik Emil Svendsen efter det mørke og stemningsfulde, og det afspejler sig i årslisten, der dog også har et par brutale nedslag

2017 var et usædvanligt år. Fire måneder i Trumps USA bidrog med perspektiv og en ny værdsættelse af hardcore. Men mens undergrunden buldrede løs, var det Body Count og Natjager, der stod for årets højdepunkter med rap-metal og autotunevokal.

Redaktøren hopper med på Slægt-vognen, hylder Tongues, hyper Cleric og Condor og forsvarer Primus. I 2017 genfandt han også en stak køer, udeblev fra Copenhell og blev skuffet over Royal Arena.

2016 var et år med store udsving. Hvor undergrunden markerede sig stærkt med Vektor i front, og toppen lå rimelig fast med Gojira som den store undtagelse. Mens der udenlands var der mere end nok at se til, manglede vi dog noget at rive i indenlands, selvom Halshug, Narcosatanicos og Defecto fik sendt stærke udspil afsted. Og så var der selvfølgelig Volbeat.

Fotografens kaotiske 2016 var præget af et liv på farten med nærmest lige så mange nætter på hotelværelser som hjemme i Camp Devilution. Lidt musik blev der dog også tid til.

Halshug trumfer i dansk metal. De gamle drenge i Artillery kan dog stadig følge med ungdommen. Modsat på den udenlandske front, hvor ikonernes plader er lige til glemmebogen, mens de ukendtes grav gemmer på det sorte guld. På koncertfronten toppede Machine Head med en maratonkoncert i London.

Krigsguden dyrkede Blood Incantation og Narcosatanicos i året, der gik, og ser frem til et mere rødhåret 2017.

2016 har været et solidt år, hvor især metallens store toere, såsom Meshuggah og Gojira, sparkede fra sig.

Korrekturlæser og lejlighedsvis anmelder har i 2016 vaklet mellem en tro på det originale og visionære, der tør udfordre, og det mere tilbageskuende.

Årslister sucks, thi alle altid går glip af noget. Her er dog en lurvet personlig best of 2016, der blandt andet inkluderer Halshug, Alucarda, Thee Oh Sees, Fates Warning, G.I.S.M., With the Dead og Roadburn Festival. 

Så skal vi til det igen! Pisket med skorpioner og truet med waterboarding og endog værre repressalier kræver Devilutions redaktører, at vi endnu en gang kaster os over den rædselsfulde opgave med at kigge tilbage på et forgangent og heldigvis snart glemt år.

2016 har været lidt af en blandet landhandel. Der har været flere ganske gode udgivelser, men også en masse skuffelser. På pladefronten såvel som koncertmæssigt. Blandt de mest positive har været danske Vola og mægtige Cult of Luna, mens Deftones og James Maynard Keenan can go suck a bag of dicks.

Denne anmelder kom sent med i Devilutions fold, hvorfor det forgangne år især blev dedikeret til ældre udgivelser i forskelligartede genrer. Modsat hvad flere medskribenter annoncerer i deres årslister, så sker der frygtelig mange spændende ting i den danske metalundergrund. Det kræver blot, at man vågner op og lugter til kadaveret ... Undskyld, kaffen. Nej, musikken.

På det hjemlige marked løber Slægt med flest rosende ord fra Villumsen. På den internationale scene er det derimod Vektor, som får ros. Koncerter har der ikke været nok af, men gode oplevelser med blandt andet Tribulation og Primordial blev det da til.

Set med briller af stål var 2016 et år domineret af svulstige, herligt overlæssede konceptalbums om rummet, kulden og ilden. Dét og så Bathory.

2016 bød på mange spændende toner fra både nye såvel som fra velkendte artister på både den danske og internationale scene. Flere af rock- og metalscenens sværvægtere var på banen med nye udgivelser, og et par stykker af dem gik hele vejen og leverede virkelig varen i år.

2016 blev black metallens år, det kunne jo ikke være bedre. På scenen har franskmændene klaret sig bedst, hvilket leder til stor frustration over mangel af decideret kvalitet på den danske metalscene.