Årsliste 2018 – Henrik Kjellerup Bro

metal_cross_mmf2018__XTJ9561

Endnu et år er gået. Det var vel ikke det bedste metalår gennem tiderne. Faktisk var 2017 vel lidt bedre. Men det var nu heller ikke helt skidt det hele. Så lad os da bare kigge tilbage.

Årets danske album:

1. Artillery: ’The Face of Fear’
Fortsat ingen over eller ved siden af veteranerne. Artillery har på ’The Face of Fear’ fundet inspiration uden for den traditionelle thrashgenre og har inkorporeret nogle mere traditionelle metalliske ingredienser. Men det har ikke svækket helhedsindtrykket. ’The Face of Fear’ er et fornemt album.



2. Road to Jerusalem: ‘Road to Jerusalem’
På Road to Jerusalems debutalbum bliver der kigget tilbage i tiden, uden at det på noget tidspunkt bliver gravrøveri. Man kan mene, at sanger Josh Tyree har lyttet lidt vel rigeligt til Robert Plant. Men ’Road To Jerusalem’ er et fint retro-hard rock-album fra et band, der desværre indtil videre har været alt for overset.

">

3. Møl: 'Jord'
Blackgaze, post-black metal, shoegaze, indie-metal? Jeg aner ikke, hvad man skal kalde Møls musik, men det betyder sådan set ingenting. ’Jord’ er et godt album, der men rette har givet genlyd uden for landets grænser.



4. Sunless Dawn: 'Timeweaver'
Sunless Dawns progressive dødsmetal er ikke til at komme udenom. Bandet viser musikalsk hjerte og hjerne på ’Timeweaver’

5. Slægt: 'The Wheel'
Slægt har med ’The Weel’ til fulde indfriet forventningerne, som bandets tidligere udgivelser har sået.

Årets internationale album:

1. Ocean of Slumber: ’The Banished Heart’
Som anmelder oplever man ofte, at man har hørt et album, som man egentlig var vældig godt tilfreds med og har givet en fin anmeldelse, for så efterfølgende helt at glemme samme album. Sådan er det ikke med ’The Banished Heart’. Det er et album, som selv efter gentagne gennemlytninger bliver ved med at vise nye ting. Man kan blive irriteret over, at sanger Cammie Gilbert sænker tempoet i sangen, når musikken omvendt stiger i tempo. Men lige så stille giver det hele mening, og slutresultatet er fremragende.



2. Uriah Heep: 'Living The Dream'
Det engelske veteranband overrasker totalt med deres 25. album. Det er et klassisk hard rock-album med gode melodier, progressive input, fine soli og fornem vokal.

">

3. Kamelot: ’The Shadow Theory’
Kamelot viser med ‘The Shadow Theory’, at amerikansk power metal er i live. Albummet er måske ikke det bedste, som Kamelot har præsteret, men det er fornemt udspil.

">

4. Rivers of Nihil: ' Where Owls Know My Name'
Teknisk død tilsat saxofon og trompet er bare ikke til at stå for. Rivers of Nilhils totale blanding af alle mulige genrer ganske enkelt dragende.

5. Lucifer: 'Lucifer II'
Lucifers retro-doom er bevægende. Mere er der faktisk ikke at sige.

">

Årets internationale hit:

Oceans of Slumber: ’The Banished Heart’
Titelsangen fra Oceans of Slumbers seneste album er en atmosfæremættet musikalsk rejse.

">

Årets danske hit:

Artillery: ' The Face of Fear’
Artillery viser endnu en gang, at de er et af Danmarks mest betydende bands gennem tiderne.

">

Årets genfundne klassiker:

Ingen desværre.

Årets fysiske udgivelse:

Aner det ikke.

Årets koncerter:

1. Pagan Altar: Metal Magic Festival, 13-07-2018
Pagan Altar slog måske kun igennem på kultniveau i starten af firserne. Men med guitarist Alan Jones som garant for de gedigne riffs lever bandet fortsat og gav en flot koncert på årets Metal Magic Festival.

2. Uriah Heep: Train, 18-11-2018
I modsætning til mange af de overlevende gamle bands fra halvfjerdserne er der fortsat liv og engagement på scenen, når Uriah Heep giver koncert. Heller ikke på Train en isnende kold novemberaften så bandet ud til at tænke, at det her var endnu en dag på kontoret. Fra start til slut blev der vist en glæde over at være til stede.

3. Butcher Babies: Voxhall, 16-10-2018
Butcher Babies skuffede ikke. Totalt smadder fra start til slut – dog tilsat bandets nyere, mere kommercielt lydende sange. Herlig koncert.

4. Metallica: Boxen, 27-03-2018
Metallica er måske ikke så fantastiske live som tidligere. Men mindre kan også gøre det.

5. Cradle Of Filth: Posten, 03-03-2018
Ved ikke rigtigt hvorfor, men jeg en eller ande veneration for Dani Filth. Han ligner lidt en hobbit, der er gået forkert på en scene. Men Cradle of Filth-koncerterne er altså god underholdning.

Årets internationale navn:

Det er næsten for billigt at give den til Slayer, der snart trækker stikket. Men hvem ellers?

Årets danske navn:

Jeg kan ikke komme i tanke om nogen, der rager voldsomt op over andre. Lad os bare konkludere, at scenen er ret god p.t. 

Årets nye internationale navn:

Pas – igen.

Årets nye danske navn:

Xenoblight. Bandet vandt helt fortjent den danske udgave af Wacken Metal Battle. Vi kommer til at se og høre mere til Xenoblight.

">

Årets comeback:

Uriah Heep. Beklager, men jeg bliver nødt til at hive dem op af hatten endnu en gang. Et band, der for ikke så mange år siden var helt ude af rampelyset og spillede for 100 mennesker på Rick’s Café i Randers, er i øjeblikket på en europatour med 40 jobs og tager på USA-turné med Judas Priest i 2019. Samtidig har deres seneste album opnået top 20-placeringer på flere europæiske hitlister.

Det overså jeg i 2017:

Aner det ikke, det har jeg vel overset?

Årets optur:

Jeg en grumpy old man – jeg har ikke haft optur, siden fjernsynet var i sort/hvid!

Årets største skuffelse:

Så, nu går det galt. Lad chikanerierne begynde. Men jeg bliver desværre nødt til at krænke nogle læsere her. Jeg synes, at Judas Priests seneste album er tamt, og jeg synes, at koncerten i Royal Arena var skodelendig. Jeg fik decideret stress af at glo på, hvordan Rob Halford vraltede rundt på scenen som en strandet havskildpadde, der tilsyneladende var mest interesseret i at skifte fra det ene mere latterlige kostume til det næste.

Største ønske for 2019:

At der bliver lidt færre krænkede personer, og at man ikke dagligt skal læse og høre om klimaforandringer. På musikfronten kunne jeg godt tænke mig, at der var en radiostation, der gad at tage rock, hard rock og metal bare en lille smule alvorligt.

Det glæder jeg mig mest til i 2019:

At vi skal i gang med en endnu årsliste på Devilution, hvor vi skuer tilbage på året, der gik (ironi kan forekomme).