Årsliste 2018 – Svend Lokjær

38701163_10156960200648352_5750900130614083584_n

Anaal Nathrakh, Frank Carter og Mike Patton var i fokus, mens blandt andre Satyricon og Zeal & Ardor leverede mindeværdige stunder. Herhjemme var Sunless Dawn, Livløs og Grusom umulige at komme uden om, mener skribenten, der drømmer om verdensherredømme i en verden uden Manowar.

Forfatter

Årets danske album:

1. Grusom: 'II' Velsagtens det bedste, der er kommet ud af Fynsland, siden salig H.C. skrev om tændstikker og talende legetøj. Grusom præsenterer den stenede 70'er-rock med en indædt knugende desperation og vrede, som mange tungere metalbands aldrig vil kunne mønstre. Man fornemmer pladen igennem en arret weltschmerz, som kun Kellermensch ellers præsterer herhjemme. Og så er der rigeligt med orgel. En sublim udgivelse fra et band, der fortjener langt, langt mere opmærksomhed, end Metaldanmark hidtil har givet dem.



2. Cabal: 'Mark of Rot' Jeg er ikke synderligt interesseret i deathcore. Med mindre det serveres, som Cabal gør det på 'Mark of Rot'. Det er grimt, sumpet, stikkende og knusende tungt. Der lurer black metal-tendenser lige under overfladen, og den ellers alt for blankpolerede og -producerede deathcore-genre ville sikkert have et noget bedre ry, hvis flere bands fortolkede den som Cabal.



3. Livløs: 'Into Beyond' "Ah, endelig en århusianer!" Livløs' debutplade stak hovedet frem midt i vintermørket lige på den anden side af årsskiftet. Dødsgroove-bollemetal-entusiasterne fra Danish for Progress serverede en første plade, der efterlod lidt plads til forbedring, men absolut også havde helt sublime højdepunkter hist og her og lover om masser af potentiale fremover. 'Into Beyond' er både en knugende dunkel og livsbekræftende energisk omgang groovende dødsmetal, som vi jyder elsker den.

4. Sunless Dawn: 'Timeweaver' Den Opethske prog-død har, modsat pandekager, aldrig været min livret. Så når Sunless Dawn havner så højt på listen, er det, fordi de har begået et helt igennem bemærkelsesværdigt godt produkt inden for genren. 'Timeweaver' er en imponerende debut, der bør give genlyd, også internationalt. At jeg ikke værdsætter genren nok til at støbe Sunless Dawns krone færdig, ændrer ikke på, at de muligvis kunne have fortjent en sådan.

5. Hatesphere: 'Reduced to Flesh' Man kan dæleme godt lære en gammel hund nye tricks. I Hatespheres tilfælde har den endda lært sig selv dem. Ti plader inde forsøgte intercity-dødsthrasherne sig med at skrue lidt på knapperne hist og her og smide nye finesser og detaljer ind i mixet uden nødvendigvis at give køb på den klassiske Hatesphere-lyd. Hvilket lykkedes ganske glimrende for Pepe, Esse og alle de andre rødder.

Boblere: 2018 bød på en stadig stigende mængde danske metalplader af internationalt snit. Ud over ovennævnte var Baest på alles læber og leverede en glimrende debut med 'Danse Macabre', Møls 'Jord' var et rigtig fint indspark, hvis man kan lide sin metal post-sort, og skal den være rigtig sort, var Woebegone Obscureds 'The Forestroamer' også adskillige lyt værd. Redaktionsfavoritten Pudsige Herrer leverede en skæv og spændende debut-ep med 'Syretesten', mens Xenoblight, der rejste landet rundt sammen med dem til W:O:A Metal Battle, med 'Procreation' leverede endnu én blandt mange virkelig spændende debutplader i 2018.

Årets internationale album:

1. Anaal Nathrakh: 'A New Kind of Horror' De vanvittige englændere har skruet en my ned for galskaben på de sidste to-tre plader, og på 'A New Kind of Horror' rammer de et perfekt ståsted mellem det lettilgængelige og det skraldende, vrælende vanvittige. Det er skrigende arrig speed-industrial-black tilsat en knivspids dubstep, et par catchy omkvæd og menneskehad nok til et helt regiment. Og det fungerer i helt overdreven grad. I et år, hvor de store (igen) skuffede, stikker de lidt mindre bands hovedet frem af suppen og kaster mesterværker som Anaal Nathrakhs tiende plade efter os. Og tusind tak for det.


 
2. Zeal & Ardor: 'Stranger Fruit' Så lykkedes det! Mens Zeal & Ardors debutplade i 2016 var mere hype end substans, bød opfølgeren på en noget mere fuldendt udgave af den negro spiritual/black metal-hybrid, Zeal & Ardor fører sig frem på. 'Stranger Fruit' er lyden af Mayhem i hovedrollerne i 'O Brother, Where Art Thou?'. Det er sært, men tillokkende. Nyt, men letforståeligt og forførende. Om der kan udvikles meget mere vedden genrebastard, der er Zeal & Ardor, er svært at sige. Men 'Stranger Fruit' vil under alle omstændigheder stå tilbage som et veludført eksperiment.

3. A Perfect Circle: 'Eat the Elephant' Ret skal være ret. Der var ikke virkelig mange udenlandske plader, der for alvor satte følelserne i kog i 2018. A Perfect Circles comeback-plade er ikke nødvendigvis et mesterværk, men det er virkelig solidt håndværk. Lyden af alt mellem Tool og Coldplay runger igennem pladen, der viser, at Maynard James Keenan både lyrisk og vokalt stadig mestrer, hvad mestres skal. At 'Eat the Elephant' nok stadig mest regnes som forret til en kommende Tool-plade i 2019, er naturligt, men derfor er den stadig en plade, der både i del og helhed er stærk nok, til at man kan vedblive at vende tilbage til den gang på gang.



4. Gorod: 'Aethra' – Sammen med mug-ost og Debriac-cognac fuldender Gorod treenigheden af franske eksportvarer, der kun bliver bedre af, at man lige lader dem stå lidt. Bordeaux-kvintettens sjette plade viser et band, der mere end nogensinde før har fundet den perfekte balance mellem otte-strenget lir og tilgængelighed i deres tekniske dødsmetal. 'Aethra' formår at lægge sig midt i spændingsfeltet mellem ekvilibrisme og knusende hård catchyness og giver et billede af et Gorod, der næppe nogensinde har været bedre.

5. Planet B: 'Planet B' Noisecore-pioneren Justin Pearsons nye electropunk-projekt smed en akavet, skæv og grim debutplade på gaden sidst på året. Og skulle man være i tvivl, er det ment som komplimenter til en udgivelse, der er lyden af oprør og modkultur i det 21. århundrede. 'Planet B' er genremæssigt udefinérbar og mudret, men lægger sig et sted mellem Sex Pistols og Beastie Boys, hvorfra den rækker en beskidt langemand i vejret og peger den i retning af alt og alle, der kommer forbi.

Boblere: Mens der var relativt få plader, der i 2018 for alvor skrev sig ind i metalhistorien, var der en del rigtig solide udgivelser i feltet lige under "klassiker". Ovre på dødsgangen gjorde Krisiun stort set deres bedste på 'Scourge of the Enthroned', mens Sulphur Aeon stak tentakler på skidtet på 'The Scythe of Cosmic Chaos', og Aborted satte farten ned på 'Terrorvision', hvilket klædte de grindende belgiere umådeligt. Nede i Satan-afdelingen leverede den produktive og usympatiske Niklas Kvarforth en glimrende plade med Shining på 'X - Varg Utan Flock, og Ihsahn var lidt mere subtilt ondsindet på 'Amr'. Marduk udgav plade nummer 843, 'Viktoria', der lød, som det plejede, hvilket var ganske udmærket.

Terror gav et glimrende bud på den sure mands hardcore på 'Total Retaliation', mens Cancer Bats leverede en mere hyggenygget udgave af selvsamme på 'The Spark That Moves'. The Night Flight Orchestras 'Sometimes the World Ain't Enough' var forførende gennem sommeren, om end ikke lige så tillokkende som forgængeren fra 2017. Og slutteligt skal The Sword også nævnes for deres non-metalliske lydtæppe 'Used Future', som bare blev ved at vokse for hver gennemlytning.


Årets internationale hit:

Anaal Nathrakh: 'Forward!' – Årets bedste plade, årets bedste sang. 'Forward!' er en hymne til den menneskehed, der 100 år efter 1.verdenskrig stadig ikke er blevet et hak klogere. Dubstep-breakdowns, geværsalver, fræsende black-industrial og et kampråb, der kalder os alle frem mod den undergang, der venter lige om hjørnet.



Boblere:

Misery Index: 'New Salem' – Dødsthrasherne fra Baltimore udgav ikke blot én, men to forløbere for et album, der ser dagens lys i 2019, og som potentielt kan blive et af de kommende års absolutte højdepunkter. Kompromisløst, vredt og konfronterende som bare helvede er Misery Index' adelsmærker, og de træder frem, klarere end nogensinde, på både 'New Salem' og 'I Disawow'.



The Night Flight Orchestra: 'This Time' – NFO's fjerde plade kunne ikke rigtig måle sig med den sublime forløber fra 2017, 'Amber Galactic'. Men den indeholdt dog 'This Time', der med sin hvinende guitarintro, et catchy omkvæd og den ualmindeligt stærke vokal fra Björn "Speed" Strid er blandt svenskernes bedste sange og langt overgår mange af de idoler, som pladen er en hyldest til.



Gorod: 'Bekhten's Curse' Tech-død, som det bør spilles. Og alt for sjældent bliver spillet. Endda inklusive et ikke alt for svært omkvæd, som man også lige kan råwe med på, hvis man er til den slags.

Årets danske hit:

Bersærk: 'Fimbuls Børn' – Det bedste dansksprogede nummer i årevis. Bersærks svære toer holdt ikke vand hele vejen, men førstesinglen 'Fimbuls Børn' er bandets stærkeste nummer i et bagkatalog, der ellers rummer godt med solide sange i forvejen.



Boblere:

Sunless Dawn: 'Biomorph III: Between Meadow and Mire' Sublimt. Kort og godt. Højdepunktet på en plade, der i forvejen var blandt de mest imponerende bedrifter på den danske metalscene. Det er progressiv død, når det er allerbedst, alle instrumenter kolliderer i et overjordisk brag, og det hele går op i en højere enhed. Og så er det min måde at sikre mig, at jeg ikke bliver beskyldt for at favorisere århusianerne i denne kategori.



Baest: 'Crosswhore' – Baest fik sat dødsmetallen på dagsordenen i Kakkelbordsdanmark, og med 'Crosswhore' som kransekagefiguren på det herligt fordærvede bagværk, der var deres debutplade, fortjente de al den opmærksomhed, de fik. Sådan bør dødsmetal skæres.



Livløs: 'Noctum' – Det kunstneriske højdepunkt på groovedødsmetallernes debutplade. Der blev givet plads til guitarerne, til vokalen, til den fængende tekst og til brutaliteten. Selv med et forsangerskifte bliver århusianernes fremtidige færd spændende at følge, hvis stilen og niveauet på pladens afslutningsnummer kan holdes fremover.



Årets genfundne klassiker:

Deadsy: 'Commencement' – En nicheudgivelse fra nu-metallens heyday omkring årtusindeskiftet. Den fik aldrig nogen videre succes; måske fordi det svært fordøjelige mix af nedstemte dødsguitarer og Duran Duran-synths ikke er det nemmeste at tygge sig igennem. Nuvel, efter godt 10 år i hi er der nyt materiale på vej fra Elijah Allman og co., og det fik teenageren i mig til straks at grave dette oversete mesterværk ud af reolen igen. Det er stadig både mærkeligt og fantastisk.

Årets fysiske udgivelse:

Niklas Kvarforth: 'When Prozac No Longer Helps' – Hvis man er uhjælpeligt bagud og endnu ikke er begyndt at købe lp'er, er det ikke, fordi man ligefrem vælter sig i fede gimmicks og specielle limited editions. Derfor tænker jeg ud af boksen i denne kategori. I et anfald af lige dele storhedsvanvid og storsind valgte Shining-frontmand Niklas Kvarforth at oversætte et udvalg af sine tekster til engelsk og udgive dem i en lille lommebog. Komplet med sangerens autograf foran i bogen. Skrevet i eget blod. Det er en tilpas selvforherligende, vanvittig og decideret dåsk ide, og det fortjener at velment slowclap til den usympatiske svensker.

Årets koncerter:

1. Frank Carter & The Rattlesnakes: Lille Vega, 17-03-2018 – Det kan godt være, at den tidligere Gallows-frontmand er stærkt på vej til at lyde som en pubertær udgave af Arctic Monkeys. Men live er mandens shows gennemsyret af punk-attitude, intensitet, fællesskab og fremfor alt et bagkatalog, der kan holde en gryde i kog gennem en hel koncert. Denne aften på et Lille Vega, der var pakket til loftsbjælkerne, var én af de koncerter, der kommer til at gå over i historien for de heldige, der havde sikret sig en billet.

2. Batushka: Atlas, 09-05-2018 – Det polske Satan-ortodokse totalteater holdt, hvad bandets debutplade lovede. Et gennemført, blæksort show uden svinkeærinder, der fangede alles opmærksomhed og opretholdt høj intensitet fra ende til anden. Et udsolgt Atlas var som tryllebundet denne maj-aften, hvor mørket for alvor sænkede sig over Aarhus.

3. Satyricon: Copenhell, 23-06-2018 – Min ærede kollegas anmeldelse siger det bedre, end jeg kan. Moshpitten regerede. Brutaliteten var på grænsen. Musikken eminent. Satyr er CHEFEN på en scene, og Frost er et luciferiansk maskineri. Og mens der gik badedyr og fjolleri i den ovre på den store scene, leverede Satyricon årets bedste Copenhell-koncert.

4. Livløs: Copenhell, 23-06-2018 – Livløs sked hul i, at lørdag middag på en stor Copenhell-scene burde være en tæt på umulig opgave at gøre til en fest. For en fest var, hvad vi fik. Århusianerne er et af landets bedste live-orkestre, og af de fire gode Livløs-koncerter, jeg så i 2018, var denne svendestykket, der indprenter sig i hukommelsen hos både band og publikum.

5. Woebegone Obscured: Train, 20-10-2018 – Selv om man ikke spiller for meget mere end 30 mennesker, kan man sagtens levere én af årets koncerter. Danny Woes blackened doom-outfit leverede solidt og fik hjælp af Søren Sol til sidst for at fuldende en oplevelse, som horder af århusianere bør sparke sig selv for at være gået glip af.

Årets internationale navn:

Mike Patton – Det oplagte valg er Slayer. Så i stedet er det på sin plads at hylde Faith No More/Mr.Bungle/Tomahawk/Fantomas/Dead Cross/(indsæt 20 andre bands)-frontmanden Mike Patton. Den innovative multi-vokalist fyldte 50 år i år og har rundet de 30 år i branchen, hvor hans produktivitet i gennemsnit har betydet minimum tre-fire udgivelser årligt med et væld af forskellige bands og kunstnere. I år blev det til en ep med punkbandet Dead Cross, et soundtrack til thrilleren '1922' og en gæsteoptræden hos Alain Johannes Trio samt et par gode håndfulde plader på Pattons eget pladeselskab, Ipecac Recordings. Patton har alle dage været garanti for at skubbe grænserne for, hvad musikken og ikke mindst vokalen kan og bør bruges til, og bør hyldes som en pionér inden for vokalkunst. Nåja, og så har han da også spillet i to forskellige bands med et Slayer-medlem.



Årets danske navn:

Baest – Det giver vel sig selv. At et dødsmetalband med så kompromisløs en tilgang til deres musikalske output skaber så meget buzz om sig selv i særdeleshed og metallen generelt uden at give køb på egne værdier, er ganske enkelt imponerende. Baest er ved at gøre for metalmusikken i Danmark, hvad Volbeat aldrig formåede: at sikre den opmærksomhed og give den en værdi i menigmands øjne; vel at mærke på musikkens egne præmisser. Det skal der nok være mange, der stadig rynker på næsen af, men det gør ikke præstationen fra bandet mindre beundringsværdig.

Årets nye internationale navn:

Planet B – Det er ikke, fordi jeg vælter mig i nyudkomne internationale debutplader, som jeg er synderligt imponeret af. Men Dead Cross-bassisten Justin Pearsons electropunk-projekt Planet B er i hvert fald interessant og anderledes nok til, at jeg studsede over og blev fanget af det. Den metalliske side af projektet er dog til at overse. Det er den til gengæld ikke ved Sulphur Aeon, som jeg personligt stiftede bekendtskab med for første gang, selv om bandet selv har nogle år på bagen. Det bliver helt sikkert et interessant bekendtskab henad vejen, og forhåbentlig et band, de danske festivaler fatter skal bookes i løbet af foråret.

Årets nye danske navn:

Sunless Dawn – Bornholmerne har siden deres WOA Metal Battle-sejr i 2016 stille og roligt fiflet med deres debutplade under radaren. Og det har været ventetiden værd. 'Timeweaver' er en vanvittig stærk plade, som er et glimrende bevis på, hvor god musik kan fremtrylles, hvis dygtige musikere giver sig tid til at gøre deres arbejde ordentligt. Og det har Sunless Dawn så sandelig gjort.

Årets comeback:

The Misfits – Det legendariske punkband blev i 2018 endelig tilbudt nok penge, til at de kunne finde sammen igen i nogenlunde original besætning, og fremfor alt med ikoniske Glenn Danzig ved mikrofonen. Jeg er ligeglad med, hvor gamle de er. Jeg er ligeglad med, hvor ringe de lyder nu om dage. De skal bare få sejlet deres horrorpunk-færge over på den anden side af dammen i løbet af 2019. For det ska' jeg ha'!

Det overså jeg i 2017:

Allegaeon Dette ganske glimrende amerikanske tekniske dødsmetalband havde jeg aldrig stiftet bekendtskab med, og der skulle en koncert på Royal Metal Fest 2018 til, før jeg opdagede dem. Specielt 'Proponent for Sentience', der blev udgivet i 2017, er en helt igennem sublim plade, der ovenikøbet er spicet op med et fænomenalt cover af Rushs 'Subdivisions'. Bandet har en ny plade på vej i 2019, og denne gang er jeg klar.



Årets optur:

"Mor, jeg skal til at skrive om metal!!"
"For noget, der hedder Devilution."
"Nej, De-VI-lu ... anyway, de er alle sammen sådan nogen gamle sure mænd fra København. Nogle af dem er godt nok også kvinder. Og de er ikke gamle alle sammen. Og der er også en fra Aalborg. Anyway, det bliver pivfrækt!"

2018 var året, hvor bladets generalstab var letsindige nok til at invitere mig inden for i kredsen. Nogle mennesker får deres aggressioner ud ved at gå ud og slås i weekenden. Jeg anmelder Tenacious D. Tak til Jacob Dinesen og co. for at gøre mig til et mere velafbalanceret og harmonisk menneske.
Nåja, og så formåede Copenhell at genfinde niveauet efter et sløjt 2017. Årets festival var måske den bedste på Refshaleøen indtil nu, og der skal være ros til holdet bag for at tage kritik til efterretning og agere på den, i hvert fald til en vis grad.

Og så beviste Hatesphere over for denne redaktion, at de havde humoristisk sans og evnede at tage en joke på egen bekostning. En evne, store dele af det danske metalmiljø burde tillægge sig. Det ville unægtelig pynte, hvis en større del af kulturen, både på og nedenfor scenen, evnede at mønstre bare et gran selvironi.


Årets største skuffelse:

Mine tre måske mest imødesete plader i 2018 skuffede alle tre. Machine Head begik kunstnerisk selvmord med den ubegribeligt elendige 'Catharsis', Parkway Drive overmøgede egen kunstnerisk integritet og eftermæle med den platte stadionrock-plade 'Reverence', og Behemoths længe ventede 'I Loved You at Your Darkest' kunne ikke andet end at skuffe, da den skulle hamle op med forgængeren 'The Satanist'. Den var dog ikke pinligt elendig, bare lidt ligegyldig.

På festivalfronten skal Northside Festival og Smukfest begge to kravle over i skammekrogen. Hvis man booker Body Count og A Perfect Circle i Aarhus og Frank Carter & The Rattlesnakes og Baest i Skanderborg for dernæst at forbyde moshpits, beviser man tydeligt, hvor fuldstændig ude af trit med sit publikum og sine kunstnere, man er. Man fratager bandene muligheden for at optræde under normale og velfungerende forhold ved at nedlægge restriktioner og lægger dermed en voldsom dæmper på det kunstneriske udtryk, som eksempelvis Ice-T eller Frank Carter har. Så gør man klogere i bare at holde sig til de sædvanlige P3- og P6-kunstnere, som kakkelbordssegmentet kan nyde i sikker afstand, småsnakkende og med en økologisk fadøl i hånden.

Største ønske for 2019:

Verdensherredømme. Det vil gøre mange ting meget nemmere, hvis vi bare havde én makker, der bestemte det hele. Jeg kan godt gøre det, hvis ingen andre gider.

Det glæder jeg mig mest til i 2019:

Der er, på papiret, en syndflod af spændende plader at glæde sig til. Tool spiller i Danmark for første gang, siden Ruder Konge var knægt, og har måske endda en ny plade med? Misery Index viser stærke takter og har ligeledes en plade på vej; det samme har personlige favoritter som Deadsy og Allegaeon. Dave Vincents nyeste projekt Vltimas lyder også som et band, der bliver interessant at høre mere til.

På de hjemlige breddegrader bliver Natjagers debutplade formentlig eminent, hvis bandet kan holde takten fra de første par ep'er.

Det bliver tilsyneladende også endnu et glimrende koncertår, hvor Copenhell indtil videre synes at holde niveau, og Viborg med den sublime booking af Mgla har lagt sig i front blandt provinsfestivalerne.
Så skal det naturligvis også fejres, at Manowar endelig snart er færdige med at forulempe mine ører. Det band er i al sin klichedryppende, ligegyldige og fortænkte udklædnings-metaeksistens en hån mod mig og alle andre, der ikke har ladet sig rive med af det fjollede slås-og-bolle-univers, som Manowar uden den mindste smule selvironi eller -indsigt har opstyltet gennem guderne må vide hvor mange år. Jeg kan leve med, at Amerikas Forenede Stater har påduttet os at skulle lytte til Donald Trump. Jeg kan ikke acceptere også at skulle lytte til Manowar.