Top 5 - århusianere, vi gerne så i Hatesphere

Populær
jacob-bundsgaard

Hatesphere har udviklet sig fra en århusiansk højborg til et niche-præget integrationsprojekt for udkantsdanskere. Vi giver et bud på, hvordan der kan rettes op på den åbenlyse blunder.

Kunstner
Forfatter

”Anmelder du ikke Hatesphere? Du er fra Århus, ligesom de engang var.”

Disse var ordene, der poppede op i indbakken fra Devilutions generalstab, kort efter Hatespheres 10. album, ’Reduced to Flesh’ var landet på redaktionen.

Og ak ja. Som Arnbitter-destilleriet, det socialdemokratiske enevælde og AGF var Hatesphere engang noget, vi århusianere kunne bryste os af. Men destilleriet er solgt til København, enevældet er drejet skarpt mod højre, AGF er rykket ned flere gange, end nogen gider at tælle, og Hatesphere har ladet sig inficere af fremmedarbejdere fra omkringliggende forstæder som Odense, Esbjerg og Aalborg i en grad, hvor det ikke engang lader sig gøre at trække første vers af ”Hvornår er det søndag igen?” ud af den sympatiske, men fejlindoktrinerede protestsanger, der passer mikrofonen i orkestret nu om dage.

Med dette in mente vil Devilutions Aarhus-redaktion gerne give sit bud på fem ikoniske århusianere, der vil kunne bringe bandet tilbage til magtens tinde, også i Smilets By.

1. Jacob Bundsgaard, borgmester (S):
I daglig tale kendt som ”kaptajnen”. Bundsgaard mønstrer en skægtrimning, der leder tankerne hen på George Michael, og fører en politik, der i reglen altid sigter efter, hvad der er mest populært i netop det øjeblik, beslutningen skal tages. Man må altså formode, at han er mest til poppen. Han er ophavsmand til en til tider fungerende og aldeles ubenyttet sporvognsinstallation kendt under navnet ”Aarhus Letbane”. Til gengæld drikker han fadøl som en Illdisposed-guitarist fra 90’erne og er ung med de unge på en frisk, Bill Cosby-agtig måde. Han vil kunne tilføre Hatesphere noget rock’n’roll-attitude og kendisfaktor, og fremfor alt vil han kunne sikre, at orkestret ikke skal spille i nedkørslen til et parkeringshus, næste gang der er Aarhus Festuge. Ligesom sidst.

2. Steffen Brandt, TV-2:
Keyboards i metal er som ananas på pizza. Det kan måske fungere for nogen, men det er stadig unaturligt, grotesk og noget, der helst skal gemmes væk i små, lukkede miljøer. Dermed er ligusterhæk-poppens alfader måske ikke det åbenlyse valg som Hatespheres nye mand, men en tangentspiller vil kunne tilføje nye dimensioner til Pærens musik og give tiltrængte pift til allerede klassisk materiale. Hvem vil eksempelvis ikke bifalde nyindspilninger som ’Drinking with the King of the Dead (og med Line Jørgensen, Voldum)’ eller ’500 Dead People – Det er Samfundets Skyld’. Brandt har tidligere spillet sammen med Jøden og er derfor ikke ukendt med det kantede, det nytænkende og det ekstreme inden for det musikalske spektrum. Og uanset udfaldet er der formentlig allerede et livstidsgratiale fra Statens Kunstråd på vej for ”fornyelse af det danske sprog”.

3. Harley Løvstik, Papa Bues Viking Jazzband:
Løvstik var med egne ord ”blot en fattig junkie fra Århus”, inden han blev optaget i Bues buddhistiske univers og lærte happy jazzens hemmeligheder. Han har i årevis jammet med ensemblets tibetanske munke, inden han fik indblik i munkenes ældgamle musikalske hemmeligheder, deriblandt alle de rigtige tekster til alle sange i verden. Hans lyriske indsigt vil være uundværlig for Hatesphere for fremtiden, ligesom han vil kunne rette den nuværende forsanger Esben Elnegaard Kjær Hansens lyriske blundere. Vi er mange, der længe har haft på fornemmelsen, at ”Esse” bruger ’blah!’ alt for meget og ’Carsten Selleri’ alt for lidt i sin tekstkrivning. Desuden vil Løvstik kunne give Hatespheres rytmesektion et tiltrængt skud jazz-livlighed, der vil gøre bandet i stand til at udforske nye musikalske veje.

4. Stig Tøfting, tidl. AGF:
Sportsjournalistikkens udsmider og den tidligere fejemaskine på det danske fodboldlandshold har så vidt vides ingen musikalske evner. Det er heller ikke nødvendigt. Tøfting vil i en indkøringsfase kunne bruges som scene-bodyguard-pynt i samme stil som Body Count, hvilket vil kunne give Hatesphere noget tiltrængt street credibility. Han kan æde alle fem medlemmer af Baest på én gang, næste gang de kommer og udråber sig selv som kongerne af århusiansk metal, true sig vej til et gig for Pæren i Musikhusets Store Sal og qua sin uforståelige goodwill blandt den århusianske menigmand hurtigt få udråbt Hatesphere som Gnags’ naturlige arvtagere med naturligt efterfølgende stigende pladesalg og midaldrende groupies til følge. Desuden kan han brumme omkvædet af ”Hvornår er det søndag igen?”, når nu den immigrant, som til daglig passer mikrofonen, pure nægter at gøre det.

5. Jacob Bredahl, Smertegrænsens Toldere:
Producer, guitarist, forsanger. Den lange Bredahl kan det hele og har været guitarist i blandt andet århusianske Barcode og intercity-projektet Last Mile, ligesom han en overgang københavnede den som forsanger i The Kandidate, inden han fandt sig til rette som spadesvinger hos voksen-anarkisterne fra Smertegrænsens Toldere. Han har vist også været forbi Hatesphere engang. Som Hatespheres tredje guitarist vil han kunne bidrage med et strejf af storladen epik, som vi ellers mest kender det fra Iron Maiden. Et delt vokalarbejde kunne også komme på tale, hvilket vil kunne åbne dørene for Hatesphere til det forjættede land, der er det købestærke og musikalsk ukritiske metalcore-publikum. Desuden bor han i cykelafstand fra producer Tue Madsens Antfarm Studios, hvilket vil kunne spare en del taxaboner og DSB 1’-billetter i Pærens bandkasse.

Mulighederne er mange for at gen-århusianisere Hatesphere. Vi vil overlade det til læseren selv at fantasere om, hvad eksempelvis Anne Linnet, Jørgen Leth eller L.O.C. kunne bidrage med, og blot konstatere, at mulighederne er uendelige, hvis Hatesphere en dag skulle vælge at anerkende deres smukke århusianske rødder. Ikk’å.