Ukuelig egensindighed
Ti plader inde når Shining et nyt højdepunkt i en diskografi, som man fortsat forundres over er så solid, som den er.
Gyllene portarnas bro
Jag är din fiende
Han som lurar inom
Tolvtusenfyrtioett
Mot Aokigahara
Har man børn i den alder, hvor de spiller Roblox, har man også en lydkulisse i hjemmet, hvor man hele tiden vender sig om og tror, at Tom G. Warrior står ved siden af en, fordi man hører hans karakteristiske støn. “Ugh!” lyder det fra den ene ende af stuen, “Ugh!” svarer en anden ude i gangen, “Ugh!” hører man for sine fødder, når der er en, der med vilje støder ind i én og vælter død om på køkkengulvet.
Det her er ikke en reklame for at få børn, det ville være upassende at benytte en anmeldelse af en Shining-plade som platform for at propagandere for at sætte mere liv i verden. Om end det selvfølgelig ville være passende at benytte en Shining-anmeldelse til noget upassende, og Shining selv er et omvandrende paradoks; det vender vi tilbage til.
Men ligesom det gør noget ved ens hverdag at få sin daglige dosis Tom G. Warrior-støn, gør det noget for enhver black metal-plade lige at få smidt et “ugh!” ind, når der er et break. Ja, enhver plade, faktisk, men når man åbner sin plade med en sang, der minder så meget om det bedste Celtic Frost, som ‘Svart ostoppbar eld’ gør det, så sidder man bare og venter på, at det skal komme, fordi det er så oplagt, og når det så gør det, er det en forløsning. Den skal man ikke vente mere end godt 50 sekunder på, så er man i gang med en sang, der er lige så umiskendeligt Shining, som den er Celtic Frost, og når man så i sangens sidste break lige får smidt en koklokke oveni, er der ikke et øje tørt.
Det er nemlig det evigt paradoksale ved Shining, som jeg også fremhævede, da jeg anmeldte den seneste plade, ‘IX – Everyone, Everything, Everywhere, Ends’, at lige så utilregnelig og afstumpet, bagmanden Niklas Kvarforth er i sin offentlige fremtoning, lige så præcis er han på sine plader, når han er bedst. Det er han på ‘X – Varg utan flock’, så præcis, som han ikke har været siden hovedværket ‘V – Halmstad (Niklas angående Niklas)’.
Spændingsfelt mellem indiepop og old school black
Nu er præcision naturligvis en noget sløret størrelse, når det kommer til en musik som Shinings, der er drevet frem af følelser. En sang som ‘Gyllene portarnas bro’ er for eksempel et klassisk eksempel på, at Niklas Kvarforths forkærlighed for landsmændene i popgruppen Kent er noget, han nok burde holde sig til at dyrke i dølgsmål snarere end at forsøge at føre det over i sin egen musik. Men igen er det så også netop de lidt mislykkede eksperimenter, der er med til at gøre Shining til noget særligt.
Det er nemlig i spændingsfeltet mellem de moody indiepoptendenser og den gammeldags bøllede black metal, Shining viser deres værd. Det er i sange som ‘Jag är din fiende’ og den helt igennem storslåede ‘Han som lurar inom’, hvor vokalen bryder den takt, som guitaren i forvejen spiller i halvt tempo henover, inden sangen halvvejs inde går over i et af den helt gammeldags slags riffs, som var med til at forme den oprindelige black metal. Hvorpå Niklas Kvarforth gud-bedre-det begynder at gøre det i noget, det dårligt går an at beskrive som andet end en slags rap. Inden det igen bliver moody.
Det er eminent i sin forskruethed og sin ukuelige egensindighed. Og det er den slags overraskelse, en Shining-plade gerne altid skulle være.