Pandæmonium på Pandæmonium
Populær
Satyricon var veloplagte, Frost brillerede bag trommerne, og publikum hungrede efter black metal, så moshpitten blev højenergisk og balancerede på kanten.
2. Our World, it Crumbles Tonight
3. Black Crow on a Tombstone
4. Deep Calleth Upon Deep
5. Now, Diabolical
6. To Your Brethren in the Dark
7. Mother North
8. The Pentagram Burns
9. Fuel for Hatred
10. K.I.N.G.
Lørdag aften 22.45. Solen er ved at gå ned på en af årets længste dage. I tre dage har Copenhell været trakteret med alskens mulige genrer inden for heavy metal, men ingen black metal. Overhovedet. Så de, der kan lide black metal stod forventningsfulde klar foran scenen Pandæmonium, hvis navn næppe kunne blive mere passende for det, der skulle udfolde sig de næste 58 minutter.
For de sortklædte folk med hang til den sorteste af den sorte musik var klar. Yderst velrepræsenteret af Satyricon, der er et af de få bands, der balancerer mellem det kolde og elitære og det mere folkelige og melodiske. I starten af Satyricons karriere var de iskolde og undergrund, men skiftede omkring årtusindeskiftet til en stilart, hvor der er mere rock end metal i deres black. Så når forsanger, bandstifter og sangskriver Sigurd Wongraven med det mundrette kælenavn Satyr går på scenen denne lørdag aften på Copenhell, så er det til store jubelbrøl fra en tætpakket plads foran Pandæmonium. Folk er mere end klar til at feste med nordmændene.
Satyricon starter ud med ’Midnight Serpent’, der også er åbningsnummeret fra deres seneste ’Deep Calleth Upon Deep’ fra 2017, og går direkte videre i ’Our World, It Rumbles Tonight’ fra den forrige, selvbetitlede ’Satyricon’ fra 2013. Satyr kommanderer myndigt i vanlig stil publikum og de fremmødte adlyder ukritisk ethvert vink fra forsangeren. Der er knald på, og man kan høre, at bandet ikke bare er kommet for at stå og hygge sig.
Trommeslager Frost, hvis borgerlige navn lyder Kjetil-Vidar Haraldstad, straffer det stakkels trommesæt, som var der ingen morgen. Frost er berømt og berygtet for at være en af metalbranchens allerbedste trommeslagere, og denne aften kunne vi høre hvorfor. Trommestikkerne blev smadret ned i kedlerne, og dobbeltpedalen kørte sommetider i et tempo, man knap kan forestille sig fysisk muligt. Frost kan. Og gør det. Det er helt tydeligt på ’Black Crow on a Tombstone’, hvor publikum for første gang sådan for alvor får muligheden for at brøle med. Og det gør de.
Faktisk eksploderer pladsen i ekstase her i koncertens tredje nummer, og en moshpit åbner sig, som aldrig rigtig stopper igen. Den står lige stille og får vejret, da Satyr annoncerer, at han husker en turne i 2000, der bragte dem forbi København, hvor de var support for Pantera, og derfor vil han gerne dedikere ’Deep Calleth Upon Deep’ til Panteras trommeslager, Vinnie Paul, der desværre blev fundet død i sin seng et lille døgns tid før denne koncert. Et kæmpe tab for musikmiljøet, og det var passende, at han fik dedikeret mere end en enkelt sang på Copenhell i sit minde. Således også til Satyricon. Da de går videre i ’Now, Diabolical’, er der fællessang hele vejen igennem.
Mens de når til ’To Your Brethren in the Dark’, kan man i nogle ganske få minutter opleve en moshpit, der kommer lidt ned i gear og er bare nogenlunde til at være i for almindelige mennesker. Men det får hurtigt en ende, da Satyricon sætter i gang med deres kæmpehit fra 1996, ’Mother North’ fra 'Nemesis Divina'. Først er der kæmpe kor fra publikum, og så eksploderer moshpitten ellers igen og går helt amok. Dette er ikke for børn og sarte sjæle, endsige folk med tynde knogler. Der bliver virkelig gået til den, og pitten er lige på grænsen. Intens, aggressiv og særdeles fysisk. Der bliver ikke taget nogen fanger. Enkelte (vist nok bare to) kan ikke helt styre det og må dysses ned af sikkerhedsvagterne. Resten er fanget i det, der nok bedst kan kaldes pandæmonium. Eller kaos. Der bliver skubbet og danset fuldstændig uregerligt, og de, der er med i det, elsker det. Det er elektrisk, og Satyricons musik er det perfekte bagtæppe til de udfoldelser, der sker på Refshaleøens beton i disse minutter.
Da de er færdige med deres store hit, tager Satyr guitaren over skulderen og spiller med på ’The Pentagram Burns’, og det er, som om folk lige får trukket vejret, og så går moshpitten ellers fuldstændig amok igen til ’Fuel for Hatred’. Publikum får lige akkurat tanket lidt had på og så skal det ellers bare ud igen. Undertegnede anmelder stod midt i orkanens øje, om end det er lidt en omskrivning af virkeligheden. For i orkanens øje er der stille. Det er der også i midten af en circle pit. Det her var en moshpit, og der var der absolut intet stille over midten. Den fyldte næsten hele pladsen oppe foran, og det gik, som nævnt tidligere, lige til grænsen. Denne anmelder har været i en del gennem de sidste 25 år, og ikke siden starten af halvfemserne har jeg været deltager i noget, der var så vildt. Fantastisk!
Satyricon lukker ned med ’K.I.N.G.’, og den sidste energiudladning vrides ud af publikum, hvorefter bandet står skulder ved skulder og modtager folkets velfortjente hyldest. Et brag af en koncert fra Satyricon, men det magiske denne aften stod publikum selv for. Alt, hvad der måtte være oparbejdet af frustration over manglende black metal på Copenhell 2018, blev kastet på betonen og mod de andre publikummer i moshpitten. Der blev udvekslet skuldertacklinger og kram på et niveau, der næppe bliver set samme sted igen lige foreløbig. 58 hæsblæsende minutter, der føltes som 20. Publikum var fængslet af musik og stemning, og koncerten levede sit eget liv. Det kan kun give fuldt hus i karakterbogen. Det var intet mindre end perfekt.