Orkestret, der nægter at skuffe
Populær
Få bands i branchen har så højt et bundniveau som Cancer Bats. Og flagermusene fra Toronto beviser endnu engang, at de aldrig får stækkede vinger.
2. Brightest Day
3. We Run Free
4. Space & Time
5. Bed Of Nails
6. Headwound
7. Fear Will Kill Us All
8. Rattlesnake
9. Can't Sleep
10. Heads Will Roll
11. Winterpeg
Cancer Bats er et band, det er svært ikke at holde af. Fem plader inde i karrieren har de sympatiske canadiere endnu til gode at lave et dårligt album. Og med plade nummer seks, ’The Spark That Moves’, udvider bandet stimen af solide udsendelser af metallisk hardcore, der på både forgængeren ’Searching For Zero’ og denne plade får en større og større snert af stoner-inspiration over sig.
Cancer Bats har, siden nyklassikeren ’Hail Destroyer’ fra 2008, udviklet deres helt egen lyd, der er genkendelig for evigt for enhver, der har gennemlyttet et par af deres plader. En glad, opløftende og melodisk groovy hardcorepunk med guitarist Scott Middleton som den vigtigste musikalske drivkraft. Den stil bliver holdt i hævd lige fra åbneren ’Gatekeeper’, hvor Cancer Bats anført af Middletons hylende riffmaskine af en guitar guider lytteren ind i deres univers, hvor musikken nok bliver taget seriøst, men hvor bandet ikke er for fine til at trække på smilebåndet og ikke tage sig selv så alvorligt.
Den smilende seriøsitet
Netop Cancer Bats’ evne til at fremkalde det gode humør midt i al hårdheden er unikt i den ellers noget stereotype tough guy hardcore-genre. Om det er frihedshyldesten ’We Run Free’, den noget atmosfæriske ’Space & Time’ (der måske hinter til, hvorfor bandet udgav pladen på datoen 4/20) eller hyldesten til pladens meget lidt socialt og kriminelt belastede fødested i ’Winterpeg’, giver det et konstant opfriskende pust mellem sange som de bragende aggressive ’Rattlesnake’ og ’Heads Will Roll’, den groovy ’ud-og-køre-stærkt-og-drikke-bajere” temasang ’Headwound’ eller råbekor-oprøret i ’Fear Will Kill Us All’. Cancer Bats evner det hele, og de evner, når de fungerer bedst, at variere deres musikalske udtryk konstant uden at give køb på den lyd, der gør Cancer Bats til Cancer Bats.
Ud over Scott Middleton er bandets anden store drivkraft forsanger Liam Cormier. Også han har, hånd i hånd med resten af bandet, forsøgt at omfavne en lyd, der giver plads til mere stoner-rock og en snas mindre hardcore. Og her kommer bandet desværre, i hvert fald foreløbigt, til kort. Når Cormier for alvor vil kaste sig ud i at synge, bliver det hele en smule for skingert og råt, eksempelvis i ’We Run Free’, hvor nummerets mere stille passager lidt bliver slagtet af Cormiers skrattende stemme, der til gengæld fungerer fantastisk, når der kommer fart på numrene.
Alt i alt har Cancer Bats igen kreeret en solid plade, der med ’Headwound’ og ’Gatekeeper’ som de mest bemærkelsesværdige numre skriver sig fint ind i bandets diskografi. Et album, der kan gøre dig i godt humør, lufte aggressioner ud, giver en lille smule musisk stof til eftertanke og efterlader dig med et skævt smil på læben. Med sine 34 minutters løbetid er den ikke noget episk mesterværk, men det er virkelig heller ikke nødvendigt. Cancer Bats forstår at fatte sig i korthed.