Matador Mix med neonsmag
Populær
Der er skruet op for mørket og synthen på seneste udspil fra Ihsahn. Det havde dog klædt ’Àmr’ at vægte mere på substans frem for form.
2. Arcana Imperii
3. Sámr
4. One Less Enemy
5. When You Are Lost and I Belong
6. In Rites of Passage
7. Marble Soul
8. Twin Black Angels
9. Wake
Selvom puristerne fortsat lever højt på Ihsahns black metal-fortid, og Samoth hjælper krampagtigt med at holde arven i live et par gange om året til udvalgte shows på eksempelvis Wacken Open Air og Inferno Metal Festival, så er det uomtvisteligt solokarrieren, der har Ihsahns primære fokus.
Det gennemgående behov for hele tiden at bevæge sig nye steder hen, uanset om vi snakker Emperor, det i øvrigt alt for oversete, aflagte sideprojekt, Peccatum, med konen Heidi Solberg Tveitan eller som her Ihsahn selv, er kun blevet større med alderen. Og det manifesterer sig også tydeligt i solokarrierens store udsving, hvor den forrige plade antog en helt anderledes dogmatisk, næsten improviseret karakter.
På trods af dette enkle mindre fejltrin er det indiskutabelt, at Ihsahn på egen hånd er præcis lige så stærk som hans tidligere bands, omend det tilsvarende også må ses som en kendsgerning, at det kræver en vis åbenhed at omfavne både den harske black metal-tone fra ’Anthems at the Welkin of Dusk’ og den mere eksperimenterende, proggede karakter som han har antaget solo.
Lad det være sagt med det samme:
Er du en af dem, der trækker hipsterkortet på hans senere præstationer, så behøver du næppe læse videre.
Med 'Àmr', oldnorsk for "afskyelig", fortsættes de progressive tendenser fra forgængeren, den prætentiøse fanfavorit 'Arktis.', i den forstand, at hver sang danner en diametral modsætning til det foregående og derved manifesterer et billede af en kunstner, der ikke er bange for at blande nye elementer ind i musikken for at illustrere hans brede spændevidde. I denne ombæring er det keyboardfladerne, der på meget varieret vis flettes sammen med de syleskarpe, iskolde riffs og således bygger op til en mørk, mere tung pendant til forgængerens højt-til-loftet atmosfærer.
Der lægges fra land med et af Ihsahns hårdeste numre siden 'The Adversary' i form af den dystre 'Lend Me the Eyes of Millennia'. Parallellen stopper til gengæld brat, når man tager synth-linien, der kontinuerligt holder grundrytmen hypnotisk i skak, med i billedet. En tidlig indikator af, at analoge synths er det nye sort for Ihsahn, der i forbindelse med 'Àmr' har udtalt, at soundtracks til film som 'Halloween' på sin vis er mørkere end black metal og derved griber ham på en anden måde – han havde lyst til at udforske mere i denne ombæring.
På samme vis afsluttes pladen med 'Wake', som lægger ud i fræsende rifforama, der undervejs kun afbrydes af et næsten absurd catchy omkvæd i forhold til resten af de fem minutters nostalgiske stormridt tilbage til Ihsahns mørke fortid.
Indimellem de aggressive yderpoler bliver kortene blandet effektivt, hvor især de mere kantede, ’Arktis.’-klingende 'One Less Enemy', 'Twin Black Angels' og det første singleudspil 'Arcana Imperii', hvor Fredrik Åkesson fra Opeth for en sjælden gangs skyld demonstrerer hans solofærdigheder uden for hovedforetagendet Opeth, står frem som nogen af 'Àmr's stærkeste øjeblikke.
Til gengæld tyknes sovsen på de mere ballade-klingende 'Sàmr' og 'Where You Are Lost and I Belong'. Middelmådige søvndyssere, der er lige så hurtigt glemt, som de er hørt. Den mere skizofrene ’In Rites of Passage’ gør sit bedste for at forsvare pladens sukkersøde afstikkere, men når regnskabet skal gøres op, så er ’Àmr’ en sært diffus størrelse, hvor form vægtes højere end indhold. Sangskrivningen glider delvis i baggrunden for idéen om at skabe denne spændende nye neon-blackede lyd, og selvom det momentvis glider ned med nerven i behold, så er ’Àmr’ lidt ligesom en pose Matador Mix.
Nogen gange glider det bare lidt for nemt ned uden at gøre nogen reel forskel.