Den gode gamle blodhævn
Populær
Terror vil smadre dig og tvære alle andre ud, og hvor er det dog betryggende, at de fortsætter med at have det sådan.
Mental Demolition
Get off My Back
One More Enemy
Break the Lock
In Spite of These Times
Total Retaliation
Post Armageddon Interlude
Spirit of Sacrifice
I Don't Know You
Behind the Bars
Suffer the Edge of the Lies
Resistant to the Changes
Det er en udbredt opfattelse blandt særligt den konservative del af metalpublikummet, at hardcore udgør det punkt, hvor punken mistede enhver kunstnerisk ambition, og den kreative udvikling degenererede i sange, hvis eneste formål var at være hurtige, primitive og vrede. Som med de fleste fordomme er det soleklart, at den grove generalisering misser alt, hvad der hedder nuancer, og mest af alt peger tilbage på afsenderen selv, men et gran af sandhed er der også i den.
For selvom en ikke uvæsentlig grund til, at hardcore fortsat lever i bedste velgående, omtrent fyrre år efter punken ramte USA og blev omformet til hardcore, er, at den er fortsat med at udvikle sig i alle mulige retninger – fra emo til powerviolence, fra D-takt til mathcore – så er det, der får mange af os til at holde stædigt fast i den, selve dens essentialitet, dens kerne, om man så må sige. Dens hårdnakkede vedholdenhed og forbliven tro mod sine egne idealer: Stabiliteten i, at man kan sætte en ny plade på med Agnostic Front eller Sick of It All – lige straks – og på forhånd vide, nøjagtig hvordan den vil komme til at lyde, og frydes ved at høre det udfolde sig, præcis som det skal efter bogen. Det er derfor, det er så ærgerligt, når et ellers temmelig solidt band som Madball på deres seneste plade gav sig til at eksperimentere med forskellige udtryk, som de så heller ikke mestrede lige imponerende.
Hardcore er med andre ord ofte klart at foretrække, når det ikke foregiver at være noget som helst andet end det, det altid har været. Når det ingen ambitioner nærer om at overraske, bare går efter at virke på egne præmisser. Sådan et band er Terror. Den afveksling, der har været i bandets 16-årige virke, har mest bestået i at skrue op og ned for graden af thrash metal i forhold til mængden af streetpunk fra plade til plade, men dybest set har det altid lydt som Terror.
Det er voldsomt tilfredsstillende, og heller ikke på ‘Total Retaliation’ er der nogle ubehagelige (fordi de er uvelkomne) overraskelser: De 13 sange på sammenlagt lidt under en halv time handler om at føle sig svigtet og trådt på, om at hævne sig på dem, der har gjort én uret, og om, hvor fedt det er at have hardcore i sit liv, fordi man kan stole på sine venner. Indtil de altså stabber én i ryggen, men så kan man skrive en sang til om det.
Langtidsholdbarhed
Det er dejligt fordringsløst og ukompliceret. Men vigtigst af alt er det selvsagt, at Terror har sangene til at holde den gående. Mens kollegerne i Madball altid har været en anelse underbemidlede på den front, er Terror kommet på banen med et overskud af riffs og melodier og en elasticitet i udtrykket, som deres samtidige må misunde dem. Og en langtidsholdbarhed, som andre bands fra samme generation, såsom Hoods, savnede. Således altså også på ‘Total Retaliation’, hvor det hele forløber, som det skal: Der er tyngden i åbneren ‘This World Never Wanted Me’, farten i ‘Mental Demolition’, groovet i ‘One More Enemy’, det store syng-med-omkvæd i 'Spirit of Sacrifice' og ‘Resistant to the Changes’ (som den sidste sang faktisk hedder!), og det er strengt taget bare de tre elementer, der skal blandes i passende mængder pladen ud for at skabe en succesoplevelse.
Hvad ‘Total Retaliation’ nok kunne savne, er deciderede stand-out-tracks som tidligere tiders ‘You’re Caught’ eller ‘So Close to Defeat’; til gengæld har Terror opgraderet det hiphop-mellemspil, som rapperen Murs stod for på ‘Always the Hard Way’, så det denne gang er selveste Vinnie Paz fra det voldfikserede hiphop-band Jedi Mind Tricks, der med sin letgenkendelige nasale stemme på ‘Post Armageddon Interlude’ rapper løs i halvandet minut om at slå så mange som overhovedet så bestialsk som muligt ihjel. Det er sådan set interessant, fordi den tegneseriedimension, som der altid har været over Jedi Mind Tricks’ ultravold, umiddelbart burde stå i skarp kontrast til Terrors tilsyneladende fuldstændigt ublu oprigtighed.
Men der er så bare netop det med Terror, at samtidig med at de har kørt alle hardcore-klichéerne igennem, har de også godt været klar over, at det var det, de gjorde. Det har ikke fået dem til at gøre det med et skævt smil eller sågar en ironisk distance, men det har været en integreret del af Terror, at de har accepteret, at deres fans på én og samme tid omfavnede dem og grinede kærligt af dem. Det var specielt frontmanden Scott Vogels onkelhumoristiske udtalelser fra scenen, der var i fokus, og i 2010 blev der endog skabt en hjemmeside med “vogelisms”. Hvilket i øvrigt lyder væsentligt sjovere, end det reelt var at refreshe den side for at læse oneliners om, at folk skulle stagedive noget mere. Pointen er, at Terror er et band, der har kunnet rumme sig selv og grine ad sig selv uden at distancere sig fra sig selv. Det hele har ikke været så gravalvorligt og selvterapeutisk som hos Hatebreed: Terror har været tro mod den oprindelige hardcores mere løsslupne ånd.
Bare i en opdateret udgave uden udskejelser. Dem er der masser af plads til i hardcore, bare ikke den del af den, Terror så smukt varetager.