Kort, men godt med Terror Jam

Kort, men godt med Terror Jam

Tirsdag aften midt i Roskilde Festival-ugen gæstede et amputeret Terror sammen med Expire et kun knap halvfyldt Lille Vega. Ikke desto mindre blev det en kort, men fornøjelig aften i den metalliske hardcores tegn. 

Kunstner
Titel
+ Expire
Spillested
Dato
30-06-2015
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

“Short but sweet”, sagde en engelsksproget makker til mig få minutter efter den i reglen nok lidt for korte Terror-koncert. Det gik ellers lige så godt for skadesramte Terror. Scott Vogel var ude med dårlig ryg, så kvintetten var reduceret til en kvartet, hvor den normale bassist David Wood havde overtaget mikrofonen, og Martin Stewart var gået fra seksstrenget til firestrenget guitar. 

Hyggelig og munter stemning

Forud for Lille Vega havde jeg kun oplevet Terror en enkelt gang, og jeg huskede det som en gang rigtig “tough guy hardcore”. Denne tirsdag aften var der en anderledes afslappet bajerstemning uden dog at miste den rå energi, hvilket klædte dette setup.

Synergien udeblev, mente Terror

Men så gad de ikke spille mere. Efter sigende fordi publikum var for stillestående. Nok var publikummet sparsomt, men jeg syntes nu, at dem, der stod oppe foran, gav sig. Bandet fokuserede imidlertid nok på gloaber som mig, der stod midt i det hele og ikke gjorde meget væsen af sig. Det var selvfølgelig uheldigt, men jeg kan jo sagtens sætte mig ind i følelsen af at give sig langt mere, end hvad man får igen. 

Definitionen af “den gode koncert” eller “den gode oplevelse” må siges at være, når band og publikum går op i en højere enhed; når de sammen opnår synergi og giver større effekt end summen af de enkelte dele. Der er altså tale om en vekselvirkning, og Terror mente med andre ord ikke, at de havde noget at spille bolden op imod. Det var imidlertid overhovedet ikke, hvad de fleste i salen mente. Omvendt er det sjældent, at det parti i forholdet, der bliver droppet, forstår, hvorfor det sker.  

God opvarmning med dårlig lyd

Som support var hardcore-punkerne i Expire indkaldt, og trods konstant dårlig lyd gav de, hvad de havde, og en gruppe publikummer, der øjensynligt var bekendt med musikken, hjalp til, så godt de kunne.

Hvis ret skal være ret, så er Expire npk mere hardcore, end de er punk, men i stedet for at forfalde til den efterhånden kedsommelige tough-guy hardcore, så syntes de at lege med genren – mest i form af interessante broer og små rytmiske finurligheder. Kompositionerne gav derfor mindelser om gode gamle Strife. 

Den ringe lyd gik allermest ud over trommeslageren, hvis tommer fuldstændig forsvandt, hvilket fik ham til at lyde som en decideret dårlig trommeslager, men man kunne se, at det bestemt ikke var tilfældet. Derudover druknede vokalen, så Josh Keltings stakåndede tone lød mere kvalt, end den behøvede at være. Ganske synd.