Gamle mænd med nye ideer
Populær
Hatesphere lykkes med en mængde nye ideer på jubilæumspladen, der ikke bare bevæger sig frem ad den slagne og veltjente middelvej.
2. Corpse of Mankind
3. Nothing is Definite
4. Ruled by Domination
5. Reduced to Flesh
6. Can of Worms
7. Lethal Mistakes
8. Petty
9. Afterlife
10. Despicable You
Ét bestemt fortænkt, uretfærdigt og upassende udtryk har sneget sig ind i det danske metalmiljø de senere år: ”go’e, gamle Hatesphere”. Et udtryk, der indikerer et lighedstegn mellem et af dansk metals mest succesfulde orkestre nogensinde og en bedaget og udtjent labrador, der godt nok ikke gider lege mere, men til gengæld skider på kommando og kommer, når der bliver kaldt. Den implicitte pointe er naturligvis, at Hatesphere er et af de her bands, der altid leverer fornuftigt materiale, men er ovre de dage, hvor de overrasker og udfordrer lytteren.
Og det er virkelig langt fra sandheden. Der findes utallige af den slags bands, også i Danmark, men netop Hatesphere formår stadig at lyde friske midt i den genkendelsens glæde, der naturligvis vil ligge i lyden af et band, der om lidt udgiver sit 10.album, ’Reduced to Flesh’. Et fint eksempel er bandets måske bedste plade, den absurd undervurderede ’The Great Bludgeoning’ fra 2011, der trods alt ligger tættere på nutiden end på bandets angivelige storhedstid tilbage i starten af 00’erne.
Og et andet, næsten lige så fint eksempel er altså jubilæumsudgivelsen ’Reduced to Flesh’. Det er lyden af Hatesphere; af Pepes altid habile guitarer, af Esses brede spektrum af vokaler, af Tue Madsens krystalklare og grovpolerede produktion …og så lidt til.
Pladen åbner med en intro og en førstesingle, der lyder velkendt og rar. Det er Hatesphere. Der er smæk på. Vokalen bliver skiftevis growlet og præsenteret med masser af røget råhed midt i vokalspektret. Breakene sidder, som de skal. Alle er med i vognen. Go’e gamle Hatesphere.
Men fra pladens tredje skæring, ’Nothing Is Definite’, sker der et skifte. Nummeret starter drøjt og tungt, tempomæssigt båret frem af Mike Park bag trommerne, der grinder sig vej frem til et black metallisk break midt i nummeret, hvor forsanger Esben Elnegaard Kjær Hansen også lader stemmen nå op i et skrig af norske proportioner. Herefter forsvinder nummeret igen ned i et tungt og gennemtæskende groove, der runder et track fyldt med modsætninger og temposkift af.
De små, subtile twists på den velkendte Hatesphere-lyd forsætter i ’Ruled by Domination’, der byder på en snas ren vokal, en kvart guitarsolo og en skæv rytmik, som byder lytteren at stoppe op, studse et øjeblik og derefter nyde. Alt er ikke bare ”8 til 16 og fri i weekenden” i Hatesphere-lejren. Titelnummeret byder på flerstemmige vokalharmonier, inden pladens højdepunkt ’Lethal Mistakes’ bliver en kærkommen legestue for sanger-Esse, der både byder på lidt speak og Trevor Strnad-lignende skrig, der klæder Hatespheres take på thrash metal ufatteligt godt.
”Men er vi så færdige med at gøgle nu, go’e gamle Hatesphere?” Næh.
’Petty’ og især lukkeren ’Despicable You’ byder nærmest på en hardcorepunket lyd, mens ’Afterlife’ agerer hjemsted for et pludseligt break med store, atmosfæriske klange, der toner ind i en næsten doomet vokal, der leder tankerne hen på eksempelvis Matt Pike. Hatesphere har begået en plade, hvor der har været plads til legen, til nytænkningen og til de små skævheder, som smagfuldt kan stoppes ind i Hatespheres musikalske univers uden at maltraktere det. ’Reduced to Flesh’ er i høj grad båret frem af vokal og trommer, der skiller sig ud i langt højere grad end vanligt. Uden af den grund at give køb på det vanlige, solide guitarspil, der kendetegner Hatesphere.
Det faktum at Esse, der bijobber som protestsanger, også har fundet plads til miljømæssigt bevidste tekster og en genindspilning af Per Dichs ’Kapitalismen’ på pladens digipack understreger blot, at Hatesphere både kan og vil tænke nyt. Ti plader inde. Så kan man lide det eller ej. Hvis man er mest til ”go’e gamle Hatesphere”, kan man jo vælge at købe sig en labrador på internatet. ’Reduced to Flesh’ er ikke en labrador. Det er i højere grad en vildkat, der har lært at give fingeren til forbipasserende. Og det er sgu ret sejt.