Årsliste 2017 – Daniel Pilgaard

For Pilgaard er årets bedste plader lavet af bands, der er vidt forskellige fra hinanden. Fra Body Count over dansk og dystert til svensk disco-rock. Årets sejeste koncerter var især med thrash-bands og norsk black metal.

Årets danske album:

1. Nortt: 'Endeligt' – Odenses onde ånd er tilbage efter ti års stilhed. Siden de første toner på demoen ’Nattetale’ i 1997 har Nortt ene mand leveret noget af det mest dystre musik, der er hørt i Danmark. ”Helvede er, hvor jeg vil hen,” proklamerede Nortt i magasinet Stafa tilbage i 1998 og garanterede, at fremtidens udgivelser ville komme til at bevare den depressive begravelsesstemning. Mens den nu snart 40-årige fynbo formentlig stadig har turen til Helvede til gode, har han i årene til gengæld været en mand af sit ord. ’Endeligt’ holder stadig stilen og holder sublimt hele vejen igennem rejsen i Nortts kulsorte sind.

2. Slægt: 'Domus Mysterium' – Det unge band fra København er kommet frem med fandenivoldsk fart. Og evnerne udvikler sig åbenlyst. Passion, sjæl og talent er vejen til det mesterlige. Slægt har det hele – især på scenen. På plade har de langt fra toppet her på fuldlængdedebuten. Heldigvis. Hovedværket har vi helt sikkert stadig til gode. ’Domus Mysterium’ er glimrende, men mest af alt kun et skridt på vejen til en forhåbentlig senere historisk milepæl i dansk metalhistorie.

3. Phrenelith: 'Desolate Endscape' – Københavnske Phrenelith med medlemmer fra blandt andre Undergang flår dig levende på fuldlængedebuten. Det er old school dødsmetal, lige som det skal være. Næppe nyskabende. Men fandens fedt!

4. Vaabnet: 'Under dette segl vil du sejre' – ”Depressive black punk” kalder et af årets nye interessante bands selv deres stil. Og det er ganske afgjort en korrekt betegnelse for Vaabnets depressive og rå musik.

5. Deus Otiosus: 'Opposer' – Devilution har altid hyldet de hårde dødsfyre i Deus Otiosus. De har efterhånden en række år på bagen. Forgængeren ’Rise’ var ganske fremragende, og bandet holder nogenlunde samme format her på deres fjerde fuldlængde. Niveauet er tårnhøjt, og musikken fuld af pondus. 

Årets internationale album:

1. Body Count: 'Bloodlust' – Elsket af fans. Foragtet af flertallet, der altid har hevet gruppens knap så imponerende evner på instrumenterne frem som det kritiske og hånende trumfkort. ’Bloodlust’ kan ikke andet end at lukke kæften på dem. Det er heavy-thrash spillet i verdensklasse, og med en så rasende vokal fra Ice-T, at man på ingen måde skulle tro den gamle original gangster fylder 60 i det nye år. Og han har endda også nået alderen, hvor drengerøvshumoren næsten er lagt på hylden. ’Bloodlust’ er stort set uden Body Counts vanlige klichesange om pik og patter. Tilbage er rendyrket raseri og heavy metal, der er lyden af årets bedste i 2017.
 
2. Paradise Lost: 'Medusa' – 15 plader og i konstant musikalsk udvikling siden debuten i 1990. På 'Medusa' går briterne tilbage til rødderne, men som altid går de også et skridt frem. Paradise Lost er i 2017 tungere end nogensinde og har skabt en deprimerende plade i særklasse. Som Body Count har Paradise Lost også gjort, hvad de fleste bands kun kan fantasere om så langt inde i karrieren, og skabt lyden af væsentlighed i stedet for nostalgiens gentagelse.

3. The Night Flight Orchestra: 'Amber Galactic' – ’Amber Galactic’ er følelsen af soundtracket til en bizar, men indbydende blanding af ’Saturday Night Fever’ og ’Bloodsport’. Og så er musikken sgu endda skabt af svenskere, der primært har slået deres navn fast i dødsmetal som Arch Enemy og Soilwork. Sejt nok! ’Amber Galactic’ er ganske simpelt en fantastisk og fængende plade.

4. Satyricon: 'Deep Calleth Upon Deep' – Der var generelt hårde hug i klodens metalmedier, da Norges black metal-giganter i sensommeren udsendte deres niende studieplade her på 25. år i karrieren. ’Deep Calleth Upon Deep’ er skabt af det materiale, der måske ikke fænger første gang, men det er stadig kernen af Satyricon – bare leveret i en anden form. Og har man først vænnet sig til de stilistiske afstikkere, får man et Satyricon, som man ikke ville leve med foruden. Fremragende plade!

5. Vallenfyre: 'Fear Those Who Fear Him' – To plader fra Gregor Mackintosh blandt årets bedste. Det siger ikke så lidt om den musikalske kaliber, Paradise Losts guitarist er støbt i. Vallenfyres tredje plade er lige så rå som Celtic Frost og Hellhammer i en bidsk version. Stilistisk måske ikke just skelsættende og fornyende for genren. Mindre kan også gøre det. Som bare at lave en god plade. I det her tilfælde en fandenivoldsk god en!

Årets internationale hit:

The Night Flight Orchestra: 'Gemini' – Lyt, og det giver sig selv!



Årets danske hit:

Tja, i mangel af bedre:



Årets genfundne klassiker:

Detest: 'Dorval' – En af dansk dødsmetals bedste plader blev i år genudgivet, inklusiv gammelt demomateriale samt koncerten fra Roskilde Festival i 1993. Læs, hvorfor den er en klassiker i Metaldiktatoren om ’Dorval’.

Årets fysiske udgivelse:

Metallica: 'Master of Puppets' – Lars Ulrich ved, hvad han laver. Den holder hele vejen. 'Master of Puppets' på steroider, men dynamikken er stadig intakt. Den remastererede version er så én ting. Bokssættet i deluxe-versionen er et vingesus uden sidestykke. De forrige bokssæt med 'Kill 'Em All' og 'Ride the Lightning' var også cool nok med demoversioner og tidlige liveoptagelser. 'Master of Puppets'  tager lige skridtet videre. Udover demoversioner og diverse liveoptagelser er der en hel cd med optagelser fra James’ og Kirks riff-tapes. De første fragmenter af de toner, der blev historiske. Fantastisk at dykke ned i. Fra start til slut. Helt bogstaveligt og på alle måder. Boksen har også den sidste koncert med Cliff Burton i Sverige få timer før hans død. Og næste skive er så første audition med Jason Newsted – en soundboardoptagelse – hvor han nailer hele lortet i første hug. Som bonus følger Roskilde Festival 1986-koncerten med på dvd blandt hele boksens overflødighedshorn af materiale. Hvis der generelt er enighed om, at 'Master of Puppets' er historiens bedste metaludgivelse – og det er den jo! – så vil jeg ikke tøve med at påstå, det her er musikhistoriens mest overlegne bokssæt. Den er på alle fronter originalens arv værdig. Og løfter den sublimt videre!

Årets koncerter:

1. Slayer: Copenhell, 25--06-2017 – Kongerne kom, spillede og knuste al konkurrence lørdag midnat. Du ved det – hvis du var der!

2. Satyricon: Train, 18-10-2017 – En triumf fra start til slut i selskab med et af klodens bedste livebands.

3. Overkill: Copenhell, 25-06-2017 – De fik for lidt tid. Men den tid, de havde i 60 minutter, brugte de gamle thrash-legender fra New York på at blæse festivalen i smadder. Og lod Slayer gøre det sidste detonerende arbejde færdig få timer senere.

4. Mayhem: Train, 27-03-2017 – ’De Mysteriis Dom Sathanas’ i sin helhed. Et brutalt mindfuck uden sidestykke!

5. Lipid: Royal Metal Fest, 07-04-2017 – Det jyske thrash-band har været holdbare siden deres comeback i 2014. Fredag aftens koncert i Aarhus var mere end bare holdbart. Det var headbangende hårdt i suveræn og overlegen stil!

Årets internationale navn:

Body Count – Ice-T, Ernie C og crew overgår sig selv og alle andre!



Årets danske navn:

Nortt  – Fordi Danmarks mest depressive musiker vendte tilbage efter ti år med årets bedste danske plade.

Årets nye internationale navn:

The Night Flight Orchestra – Egentlig er de ikke nye, men for mig var de med udgivelsen af deres tredje plade, der klart er blandt årets bedste.

Årets nye danske navn:

Phrenelith – Fordi de spiller suveræn og brutal dødsmetal.

Årets comeback:

Alice Cooper – Den gamle gud har altid holdt sit hellige navn værdig uden at skuffe sin flok. På ’Paranormal’ fik den 69-årige legende vist, at han stadig er på toppen efter 50 år som musiker.

Det overså jeg i 2016:

Intet. Men desværre så jeg ikke The Hellacopters' comeback på Sweden Rock Festival

Årets optur:

Endelig at opleve Axl, Slash og Duff stå på en scene sammen efter 27 års ventetid på at opleve Guns N' Roses.

Årets største skuffelse:

At Guns N’ Roses – desværre og som forventet – havde lortelyd i Parken.

Største ønske for 2018:

At Guns N’ Roses får ordentlig lyd på Dyrskuepladsen i Odense til sommer.

Det glæder jeg mig mest til i 2018:

En ny plade fra Guns N' Roses?