Årsliste 2018 – Casper Villumsen

Casper
Sulphur-Aeon-The-Scythe-Of-Cosmic-Chaos-gatefold-double-vinyl_4052
a1365237020-10-53-1528666288
-XTJ8490-58-1527551093
-XTD3417-43-1530173880
-R7A7894-copy-95-1530051071
a0592061630_10
a1035631118_10

Der står blandt andet Sulphur Aeon, Taphos, Baest, Slægt og Helloween rundt omkring på Villumsens årsliste fra et år, hvor hans fokus i høj grad har været uden for metallen med nyt hus og familieforøgelse.

Fotograf
Lars V. Andersen

Det har været et hårdt år for min metaldyrkelse. Med nybygget hus, dertilhørende flytning af familien, der i øvrigt i foråret gik fra tre til fire, så har det desværre været så som så med ikke mindst koncerter. Men også bare lytning af nye som ældre skiver har det haltet med, på trods af at jeg nu har pladespiller i to rum. Heldigvis har det ikke været helt dødt, og der har været udgivelser og koncerter, der har begejstret, selvom udvalget de er valgt mellem har været noget mere snævert end vanligt.

Årets danske album:

1. Taphos: 'Come Ethereal Somberness' – Det er sgu bare lækker dødsmetal.

2. Slægt: 'The Wheel' – Min kollega gav en flot anmeldelse, som jeg næsten er enig i. For jeg måtte igennem en smule skuffelse, fordi jeg ikke mener, at pladen som helhed holder helt som den forrige skive. Til gengæld er der nogle sange på, der viser et endnu stærkere Slægt. Der kan laves en giftig sætliste med en blanding af numre fra denne skive, den forrige og den smukke ep.



3. Artillery: 'The Face of Fear' – Sjældent har jeg fået thrash metal så meget på hjernen og fået mig til at synge med. Nuvel, det er måske også lige dele power metal, men det gør det nu ikke mindre fedt. Ganske ligefrem skive, der rykker.  

4. Thorium: 'Blasphemy Awakes' – Som med blasfemien må også Thorium vækkes af sin døs i ny og næ, men heldigvis er bandet stået op med en legesyg indgangsvinkel til en velkendt og klassisk art af dødsmetal. 

5. Baest: 'Danse Macabre' – Alene nummeret 'Crosswhore' er det hele værd. Men oven i det får man nu flere glimrende dødsmetaltracks, der fræser de sejeste elementer fra dødmetalgenrens giganter ind i det charmerende Baest-maskineri.  



Bobler: Jeg har simpelthen ikke nået at få dyrket Sunless Dawns 'Timeweaver', men bandets musik lød vanvittigt interessant til Wacken Metal Battle-finalen i København i maj, så jeg er sikker på, at det er noget for mig. Og at det med et ordentlig fokus fra min side kunne have lavet om på listen foroven. Nå, men nu har jeg en til næste års "Det overså jeg i 2018".

Årets internationale album:

1. Sulphur Aeon: 'The Scythe of Cosmic Chaos' – På trods af at jeg havde sat forventningerne ned, fordi jeg stadig finder bandets forrige skive suveræn, så blev jeg faktisk skuffet til at begynde med. Det var stadig godt og tydeligvis Sulphur Aeon, men ikke helt så godt som før. Men så lyttede jeg. Igen og igen. Og pludselig kunne jeg slet ikke slippe pladen. Verdens fedeste og største kosmiske dødsmetalkaos!


 
2. Khanus: 'Flammarion' – Mørk og mystisk dødsmetal. Med groove i ny og næ. Anderledes og fedt!



3. The Crown: 'Cobra Speed Venom' – Fræs som i thrash og melodi som i melodød. Spækket med kampklare, velskrevne sange i mundrette portioner.

4. Monstrosity: 'The Passage of Existence' – Fængende og liret og alligevel ganske ligetil. Sådan skal den dødsmetalged barberes.

5. Primordial: 'Exile Amongst the Ruins' – Primordial spytter endnu en god skive ud! Min favorit er stadig 'To the Nameless Dead', fordi mine favoritter er herpå. Men som helhed er 'Exile...' bare et kæmpefedt album. Nogle spørger, om det er et optagelseskrav til Devilution at kunne lide Primordial. Vi spørger med dyb undren: Er der mennesker, der ikke kan?!



Boblere:

Tribulations 'Down Below' og Necrophobics - 'Mark of the Necrogram'.

Årets internationale hit:

The Crown: 'In the Name of Death' – Simpelthen medrivende.



Årets danske hit:

Slægt: 'Perfume and Steel' – Den intro indbyder bare til, at man lytter med, og man bliver ikke skuffet. Det er fandeme fængende og et gennemgående godt skåret nummer.



Årets genfundne klassiker:

Katatonia: 'Dance of December Souls' – Jeg havde en lille plan om at lave en af vores såkaldte metaldiktator-artikler om skiven, da den fyldte 25 år den 14. december 2018. Det nåede jeg så ikke – sorry, hr. redaktør! Dens death doom med sej black-stemning er unik. Sangene er for så vidt ikke vanvittigt originale, set i lyset af hvad de engelske death/doom-bands som Paradise Lost, Anathema og My Dying Bride allerede havde vist: Men at Blackheim og co. fik indkorporet lidt af essensen af den kolde nordiske black metal, var ganske genialt.



Årets fysiske udgivelse:

Mit nye hus – Jeg har intet købt af vinyl, cd, dvd, bøger osv. relateret til metalmusik i år. Den har stået på at komme på plads med familien i vores nye hus. Derfor dette fesne svar. Og hus har været på hjernen i en sådan grad, at det endda fik lov at infiltrere en af mine Top 5'er i løbet af året.

Årets koncerter: 

1. Helloween: Copenhell, 23-06-2018 Det var en kæmpefest med de klassiske Helloween-sange, og så fungerede det rigtigt godt med både Deris, Kiske og Hansen skiftevis på vokal.

2. Xenoblight: Pumpehuset, 26-05-2018 Xenoblight vandt den danske Wacke Metal Battle-afdeling, og i min optik var der trods andre kompetente bands i konkurrencen slet ingen tvivl om, at de var de sande vindere. Sikke en energi og sikke velspillede, stærke sange.

3. Firespawn: Beta, 10-08-2018 Det blev måske lidt øllet fra bandets side, og der måtte da også godt have været lidt mere fra den nyeste plade, men det var stadig en kæmpefornøjelse at være i godt selskab med LG Petrov og hans sideprojekt.

4. Rotting Christ: Pumpehuset, 29-01-2018 Det startede perfekt og intenst ud og viste, at Rotting Christs stigende popularitet er helt forståelig. Sætlisten kunne have set lidt anderledes ud, hvis jeg måtte vælge, men det er et luksusproblem, bandets kvalitet taget i betragtning.

5. Hypocrisy: Pumpehuset, 12-11-2018 Hypocrisy er klart et band, jeg burde have set noget før. Men nu fik jeg endelig set Tägtgren og co., og det var en fornem koncert med god energi. Jeg havde gerne lavet drastisk om på sætlisten, mine favoritter er åbenbart ikke bandets favoritter. Stadig en god oplevelse dog.

Årets internationale navn:

Ghost – Det var en underholdende koncert på Copenhell i en sådan grad, at jeg endelig "forstod" Ghost og opdagede, at selvom det nok er mere pop end metal, så er det rigtig godt skåret. Det er stort opsat med en sans for detaljen. Det kunne i princippet briste eller bære, men det synes, som om flere og flere, der ellers gerne ville tage afstand til Forge og hans teater, alligevel må overgive sig. Det holder sgu meget godt.

Årets danske navn:

Baest – Det er fandeme imponerende, hvor meget omtale et dødsmetalband kan få i mainstream-medier. Og så fortsætter bandet jo bare med at tromle alt ned på en scene.



Årets nye internationale navn:

Vltimas – Jeg har ikke fulgt ordentligt med, så det her er et lidt tyndt bud, da bandet med David Vincent i front jo kun har udgivet en enkelt single som forløber for næste års album. Men det lover nu godt.

Årets nye danske navn:

Xenoblight – Jeg skimmede debutpladen let i første omgang og kunne godt høre kvalitet, men faldt ikke synderligt for det. Men så oplevede jeg det live, og bandet tog fusen på mig. Virkelig gennemført, professionelt og med en stålsat vilje, som kun et nyt band kan have det.

Årets comeback:

Kill-Town Death Fest – Efter nogle års pause vendte den københavnske dødsmetalundergrundsfestival tilbage. Jeg kunne desværre ikke deltage, men håber, at den succes, det lød til at være, kan sikre en 2019-udgave.

Det overså jeg i 2017:

Sikkert rigtigt meget, da 2017 også var et travlt år med andre projekter end lige at følge supergodt med i metalscenen, desværre.

Årets optur:

På det metalliske område var det nok endelig at få set Hypocrisy. Jeg vidste, at jeg ville få en sætliste fjernt fra det, jeg helst så Tägtgren og co. spille, så på den måde havde jeg garderet mig mod skuffelsen og kunne i stedet nyde det, vi fik i stedet. Og det var også ganske godt.

Årets største skuffelse:

I den milde ende, så havde jeg forventet mere af Amorphis' nye skive, 'Queen of Time'. Førstesinglen 'The Bee' faldt ellers meget i min smag, men da albummet kom, fandt jeg resten for pænt, poleret og til tider stemningsforladt og "happy". Og jeg skal helst have metal med en vis melankoli og stemning, hvis ikke det bare skal være smadder.



Største ønske for 2019:

Sulphur Aeon til Copenhell. Eller Royal Arena. Okay, vi "nøjes" med Copenhell, men fortsætter bandet med så høj kvalitet, så må der da snart være fans nok til det.

Det glæder jeg mig mest til i 2019:

Det lover sgu rigtigt godt for David Vincent og co., så jeg glæder mig meget til,  at Vltimas udgiver 'Something Wicked Marches In' i slutningen af marts.



Godt nytår til alle Devilutions læsere!