Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En kæk bastard!

Populær
Updated
En kæk bastard!

Det tiende album fra The Crown afslører, at der stadig brænder en ild i bandet, for 'Cobra Speed Venom' er energi, tyngde, melodi, tæsk og smadder leveret med et flabet smil på læben.

Kunstner
Titel
Cobra Speed Venom
Dato
16-03-2018
Karakter
4

For lidt tid siden udsendte svenske The Crown en tonumres forløber til det nye album, ’Cobra Speed Venom’, og det var noget, der skruede forventningerne i vejret. Det kan være et sats, sådan at lokke folk til med store forventninger, men heldigvis skuffer pladen på ingen måde.

Svenskerne spiller med en overlegen energi, der smitter, så man sidder og får et kækt smil på læben over musikkens flabede mix af klassisk svensker(melo)død med rock n’ roll og en stor portion af thrashens energi. Tilsæt dertil et skvæt af punkens ligefremhed. Det er dødsmetal med party i, når der ræses af sted i ’In the Name of Death’, der er forbandet fantastisk. Samme ræsonnement gælder for titelnummeret, mens det i sammenligning lidt gumpetunge ’We Avenge!’ alligevel forfører med sin tunge ’Now, Diabolical’-simplicitet (Satyricon). ’Necrohammer’ er oldschool og thrashet ad helvede til, mens den instrumentale ’Where My Grave Shall Stand’ og afslutteren ’The Sign of the Scythe’ runder det hele af ved at tilføje lidt episk stemning.



Det er riff-baseret musik, og selvom der da er lidt fyld, så er det overvejende mere end lækkert at lægge ører til. Vokalarbejdet fra Johan Lindstrand er stærkt, og leadguitar-arbejdet fængende og melodisk. Trommerne får bank, mens det stadig svinger effektivt, for The Crown har ikke glemt groovet i det ellers ganske rå udtryk. Bandet kommer egentlig vidt omkring inden for stilen, men en effektiv produktion og den smittende energi binder det hele sammen til en helhed.

Albummet kommer også i en udgave med to ekstranumre, og den tunge ’The Great Dying’ gør det absolut værd at vælge versionen med bonustracks, hvis man er til cd-formatet. På streamingtjenesterne er der desuden tilføjet ’Ride the Fire’, som blev rost i anmeldelsen af 7”-forløberen, så der alligevel lettere måder at få denne lille perle med end at skaffe det lille stykke vinyl i begrænset oplag. 

Det tiende album fra The Crown vidner om et band i sprudlende form. Det virker legende let, og alligevel bliver der uddelt seriøse øretæver. Selvom bandet i 'We Avenge!' meddeler, at "revolution just might come", så er det dog ikke revolutionerende. Til gengæld er det tæskelækkert, veludført og simpelthen en hamrende stærk omgang metal.